.. og dybt ned

Fra Zakopane til Krakow er der godt 100 km. Lidt længere ad den alternative rute, der til gengæld er mindre befærdet og derfor lige så hurtig.

Eller langsom. 

For lige præcis med hensyn til afstande og hvor langt vi ville kunne nå omkring i Polen forregnede jeg mig temmelig alvorligt. Jeg havde inden ferien en (naiv, viste det sig) forestilling om, at vi kunne køre helt over til den ukrainske grænse. Eller en tur til Poprad i Slovakiet, på den anden side af bjergene. 

Det kunne vi ikke. Vejene er generelt enten overbelastede med alt for meget kø-kørsel eller små og snørklede. Begge dele giver, måtte vi sande, en meget begrænset fremkommelighed.

Men til Krakow skulle vi.

Og det kom vi. Det tog sin tid, men så trillede vi til gengæld også helt ind til centrum og fandt en gratis parkeringsplads tæt på den gamle bydel. 

På grund af en meget varm vejrudsigt var vi endt med at vælge lørdagen, selv om vi vidste, at det nok ville betyde ekstra mange mennesker. Og det var der. Varmt var det også. Omend ikke så varmt som dagen før. (Og slet ikke så varmt, som det har været sidenhen).

Krakow har som blandt også både Prag og Budapest et kompleks bestående af kongeslot med tilhørende katedral og andre bygninger på en bakketop hævet over floden igennem byen. I Krakow er det Wawel-slottet og -katedralen, og her skulle vi selvfølgelig hen.

- Skal vi ind? mukkede Gemalen ved synet af de gigantiske køer.

Det mente jeg jo selvklart, at vi skulle og stillede mig pænt i den første kø, jeg fik øje på. Imens satte Gemalen og Donnaen sig i skyggen i nærheden.

De blev dog ret hurtigt kede af at sidde der og gik på opdagelse. Og fandt en meget kortere kø til katedralen alene. Den valgte vi så, og hvad jeg egentlig havde stået i kø til, står hen i det uvisse. Skiltning på udenlandsk var generelt ikke særlig udbredt.

Vi fik vores billetter, og jeg en audio-guide på engelsk, og så ellers afsted. 

Ret hurtigt opgav Gemalen mylderet og forlod katedralen med Donnaen i hælene. Så kunne jeg se min katedral i fred. Det lykkedes dog kun nogenlunde. Katedralen er stor, men så fyldt med prægtige ting og sager, sidekapeller, krypter, sarkofager, mausolæer, krusifikser og pavelige stole, at det føles som en labyrint at komme rundt, og storheden (efter min mening) forsvinder. Når der samtidig er rigtigt mange mennesker på en varm sommerdag, bliver det desværre ikke den bedste oplevelse. Men jeg ville elske at komme der en sval forårsdag uden for feriesæsonen.

Vel uden for igen fik jeg en kop kaffe og en kage på den café, som Gemalen og Donnaen havde hygget sig på, mens de ventede på mig.

Slottet fik lov at være slot, og vi gik op i byen. Den gamle bydel er ikke særlig stor og velafgrænset af en grøn ring, hvor der vist nok oprindelig har været en voldgrav. Byens torv er kæmpestort. Den største, middelalder-torveplads i Europa. Den er omgivet af flotte bygninger. Blandt andet Sankt Marys Basilika, som har to meget forskellige tårne. Allermest iøjnefaldende er dog en kæmpestor, meget smuk bygning midt på torvet. Det er en gammel klædes-børs, (gen-)opbygget i rennæssance-stil midt i femtenhundrede-tallet (ja, jeg har googlet).

Inden i er der en lang arkade med små butikker, primært med mere eller mindre turist-agtige ting, langs begge sider.

Alle steder var der mange mennesker, men slet ikke som på slotshøjen, og det var heller ikke svært at få plads på en fortovsrestaurant, hvor vi kunne få en meget sen frokost. 

Mætte og tilfredse satte vi igen kurs mod Zakopane og vores fine logi i Nowe Bystre.

Altså, helt tilfreds var jeg jo ikke, for jeg kunne sagtens have brugt meget mere tid i Krakow. Flere dage faktisk. Så nu er byen føjet til min efterhånden ret lange liste over storbyer, som jeg gerne vil besøge igen.

**

Tæt på Krakow ligger en verdensberømt (i hvert fald i Polen) saltmine. Wieliczka-minen.

Hvor smart ville det ikke have været, hvis vi havde kunnet nå at besøge den samme dag som Krakow. Men det kunne vi ikke. Så næste dag gik turen igen mod Krakow. 

Heldigvis for os ligger minen på 'den rigtige side' af Krakow set fra Zakopane, så vi slap for at skulle helt ind til byen. 

Jeg havde på forhånd læst om minen, men ikke rigtigt fattet dens storhed. Ganske få dage før ferien fik jeg imidlertid en vandremail med en hel række fantastiske billeder, og det var lige det, der skulle til. I min guide stod, at man kunne risikere voldsomme køer, men vi blev enige om, at det kunne vi godt klare. Og varmen ville jo ikke være noget problem, da der nede i minen kun ville være 14-15 grader varmt.

Det viste sig dog, at der ikke var særligt mange mennesker, og kun fem minutter efter ankomst og billetkøb startede vores rundvisning med engelsk-sproget guide.

Og så gik det ellers ned og ned. Og ned og ned. Da vi var længst nede, var vi mere end 120 meter nede. Jeg havde på forhånd været lidt bange for, at klaustrofobien ville ånde både mig og Donnaen i nakken. Men lys var der nok af, gangene var store, salene var mægtige,og ventilationen velfungerende, så både puls og åndedræt forblev normalt.

Det er svært at beskrive, hvad vi oplevede. Vi gik ad lange gange. Ind i mellem var der større eller mindre sale med forskellige statuer, monumenter eller relieffer udhugget i salt. Alt var af salt. Vi gik på salt, og væggene var af salt, og jeg havde en barnlig lyst til at slikke på et eller andet. Der var også et par underjordiske søer. Nogle af salene var imponerende store. Jeg har glemt tallene, men mindst ét sted kunne Rundetårn fint have stået! En anden sal var stor som en katedral og fyldt med religiøse motiver. Meget imponerende var blandt et relief forestillende Den Sidste Nadver. Guiden fortalte, at det kun var 20 cm dybt, hvilket var helt ubegribeligt. Især hvis man stod lidt skråt for.

Undervejs var der forskellige opstillinger, der viste datidens arbejdsredskaber og metoder. At det har været hårdt arbejde at være minearbejder, er der ikke tvivl om. Man havde også brugt heste. Og når først en hest var blevet hejst ned i minen, kom det stakkels kræ aldrig mere op.

Da det jo var gået så hurtigt med at få billet og komme afsted på rundvisning, var der to, der ikke lige havde fået tisset af. Stor var vores glæde - og lettelse - derfor, da vi cirka 90 meter nede blev præsenteret for en lille indlagt pause med mulighed for dels at købe lidt at drikke, dels at komme på toilettet. 

Allerlængst nede sluttede turen. Vi havde gået 3-4 km, men kun set et par procent af alle gangene. Sagde guiden.

Heldigvis skulle vi ikke selv gå op til overfladen igen, men kunne lade os transportere op i elevator. 

Vel oppe igen fejrede Ruth vores tilbagekomst ved ufint at lede os lige hen til en trappe, men ellers gik hjemturen som den skulle, og vi nåede hjem til vores aftensmad. Næsten til tiden.

Et rigtig dårligt billede fra 'katedralen'.
Langt bedre billeder findes her.