Fredag på arbejde brugte vi en del tid på at male en skruetvinge med guldspray. Det var en practical joke, og vi syntes selv, at vi var enormt sjove. Jeg tænkte, at det kunne jeg da fint berette om her i blogland.
Men så begyndte der at komme andre indlæg. Det ene mere alarmerende end det andet. Meget forskellige, men alligevel alarmerende og uhyggelige. Og så var det pludselig ikke så sjovt længere. Slet ikke sjovt faktisk.
Man kan ikke sidde og skrive småpjattede indlæg, når andre slås med sygdom og dæmoner. Jeg kan i hvert fald ikke. Jeg bliver mundlam, eller rettere ramt af skriveblokering, fordi jeg lige skal fordøje og tygge lidt på tingene.
Og dér er jeg sådan set endnu. Jeg ville enormt gerne skrive et eller andet klogt, men hvad skulle det lige være?
Hvilket får mig til at tænke på præster og andre sjælesørgere, som forventes at kunne ryste trøstende ord ud af ærmet på kommando. Hvordan gør de det? Er det noget, man lærer på universitetet? Eller er nogen bare født med at kunne det, for så som det naturligste at vælge en profession som netop sjælesørger og ikke revisor?
Lige nu føler jeg mig irriterende revisor-agtig, mens jeg drikker kaffe og surfer formålsløst rundt og løser sudokuer på nettet, fordi jeg ikke kan finde ud af at skrive et skaldet blog-indlæg.
Donnaen sover, og om lidt vil jeg gøre det samme. Det bliver ikke klogere på denne side af en god nats søvn.
God nat, sov godt - and May the Force be with you.
 |
| Lupiner, som ikke har noget som helst med sagen at gøre. |
19 kommentarer:
Spøjs ide.. at guldmale en skruetvinge. Det ville jeg da gerne have hørt mere om, men lad nu det ligge. Jeg kender godt følelsen, selvom jeg måske nok er en af de dæmonkrigere du hentyder til.
Jeg ved ikke hvor de kloge ord kommer fra, men jeg ved dog at præster faktisk lærer det på pastoralseminariet og universiteter.
Men beundrer selv de mennesker der evner altid at sige lige det rette på rette tid og sted... det er bestemt ikke alle det lykkes for. Alle vi andre er nødt til at tænke os lidt om først.
Det kommer nok med erfaringen og med viden og med evnen til at turde arbejde med sig selv. Men jeg synes også, at når man selv har stået midt i sorg og afmagt, at så har det i min familie vist sig, at også der har man brug for latteren og de små hverdagsagtige, sjove indlæg. Så skriv du bare, som du plejer. Men jeg blev også ramt af manglende ord i fredags, så du var ikke alene. Ha en god søndag med plads til solskin, latter og nærvær :-)
Lene skrev det så godt og rigtigt!
Måske er det for navlepillende at tro, at jeg er den ene af årsagerne, og selv om jeg har en anelse om, hvem den anden kan være, kan jeg kun tale for mig selv, men: Kom endelig med så mange sjove indlæg som muligt! Det er lige præcis noget at grine af, vi trænger allermest til :-)
Jeg glæder mig til at høre om den forgyldte skruetvinge!
Op på hesten....og lad os da endelig høre om Den gyldne Tvinge...
Overlever: Det må så komme i næste indlæg, måske :-) Ja, selvfølgelig er det dig. Blandt andre. Men det forhindrer da ikke, at du rammes af 'mundlammelse' og/eller skriveblokering som alle andre. Gør de virkelig! Det burde udbydes som aftenskolekursus - og så ville jeg straks melde mig.
Lene: Det gør det måske nok. Du er en af dem, hvis profession gør, at du nok ofte forventes at sige det rigtige, så du må vide rigtig meget om, hvilke evner, ressourcer eller redskaber, I benytter. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om I bruger tid på at oplære (hvis man kan bruge det udtryk) nye kolleger på afdelingen?
Ellen: Du aner helt rigtigt :-) Og jeg lover hermed at skrive om den gyldne skruetvinge snarest. Nu bliver jeg bare helt i tvivl, om det overhovedet kan beskrives sjovt ...
Lavendel: Du er tilbage på hesten (jeg var også lidt mundlam lige dér), og jeg må indfange min, så også du kan få noget at smile af :-)
Se det var et godt spørgsmål, du stillede mig der. Vi oplærer ikke som sådan, jeg tror at man på studiet har meget om krise og sorgreaktioner. Jeg tror mere det er gennem samtaler og det at nogle fortæller om, hvordan de gjorde det. Erfaringen kommer så lidt efter lidt, og hvis man er villig til at lære, så får man meget med sig.
For mig var der specielt en episode, som gav mig viden til at håndtere, da det blev rigtig tungt i min egen familie (jeg mistede min niece på 15 år pga kræft i hjernen). Det var en datter, som gav mig et knus og sagde tak for min måde at være på, da jeg gik fra til ferie, og hendes mor lå døende på vores afdeling. Jeg syntes ikke jeg havde gjort noget overhovedet, men bagefter kom erkendelsen af at jeg havde turde være i rummet, jeg havde turde være midt i sorgen, jeg kunne ikke sige så meget, men jeg turde lytte og bære sorgen sammen med hende.Og så lærte min søster mig meget, fordi jeg hele tiden fik feedback på den måde, jeg var på, i de tre år, hvor vi troede og håbede.
Så nu fik du et langt svar, men mindre kunne ikke gøre det :-)
Man kan bli munnlam og få skrivesperre når noen rammes av noe ille.
Men for egen del, jeg trenger den store eller lille latteren, de små muntre hverdagsglimtene og viten om at verden er der og er både morsom og fin, selv om jeg ikke har det så inderlig bra :)
Jeg slutter meg til ønsket om å høre om den gullmalte tvinge :)
Klem på en søndag :)
Mormor
Jeg er ikke særlig god til at skrive det rigtige, men jeg gør det så godt jeg kan, og jo jeg skulle også lige fordøje i fredags, og så må vi håbe vi kan finde på en masse sjove ting til at få de andre til at grine. :-D
Du har så evigt ret.. Der var grumme ting at fordøje i fredags, og det er svært at få formuleret det helt rigtige, men vi gør det nok hver i sær så godt vi kan.
Med humor som en fast del af bagagen kommer men langt, jeg vil også gerne høre om den forgyldte skruetvinge.. :-)
Lene: Tak for interessant forklaring. Den siger noget om, hvor vigtigt det må være på en afdeling som jeres, at der er tid til, at I får talt sammen og videregivet mere end blot objektive instrukser og beskeder. Uha, I har da også selv haft livets dystre sider helt inde i familien. Det var givetvis godt for din søster at have dig som nær pårørende.
Mormor: Du ved jo nok bedre end jeg, hvad man trænger til, når man har det skidt, er angst og ked af det. Jeg skal gøre mit bedste med historien om den forgyldte skruetvinge. Klem tilbage :-)
Rejen: Det er no, det, vi skal huske; at vi gør det så godt, vi kan.) Men jo, fredag var overvældende. Ja, vi må :-)
Inge: 'Grum' dækker meget godt fredagens bloglæsning. Og 'så godt vi kan' er i hvert fald bedre end ingenting. Skal nok, men er efterhånden ramt af præstations-angst. Måske er det slet ikke sjovt ...
Jeg kan så godt sætte mig ind i dine spekulationer. Man vil så gerne skrive nogle kloge ord, der måske kan hjælpe den der har det svært. Men på en eller anden vis sker der en blokering og det lykkes bare ikke.
Men jeg har lige nydt din cykeltur, ved du hvad det skal nok blive godt. Erfaring gør mester!
Jeg tænkte på det for et par dage siden, da jeg nærmest (jamen også kun nærmest) drejede hele overkroppen bagud, for at se om der kom nogle biler bag mig før jeg drejede til venstre. Tidligere måtte jeg forlade mig lidt på hørelsen for at høre om der kom nogle bagfrakommende biler, fordi det lykkedes altså kun at få hovedet drejet lidt til siden ☺ ☺.
PS. Vi har også skolebørnene, der drøner ud fra stier og veje uden at tænke på anden trafik hernede ☺.
Jeg er hægtet helt af og ved slet ikke, hvad den grumme bloglæsning var ...
Nogen har lært hvad de skal sige og gøre, andre er født med den gave.
Det er ikke altid lige nemt at sige eller gøre noget. Jeg tror også det hjælper lidt, hvis man kender personerne, men der er jo aldrig nogen garanti for at det bliver modtaget i samme ånd som det er givet, uanset hvor meget man har tænkt sig om, inden man lukker noget ud. I vores familie griner vi meget, selvom der absolut ikke altid er noget at grine af, men vi tackler jo alle livet forskelligt.
Jeg tror (som præstedatter) at man ikke skal tænke så meget over det. Hvis der ikke er noget at sige er det i ordren. Og hvis man har lyst til at sige noget gør man det.
Bare det er naturligvis er fordi man har lyst og ikke føler man skal.
Somme tider ER der bare ikke noget at sige.
Og jeg tilslutter mig: Vil gerne høre om gylden skruetvinge. :)
Alle de kloge ord er jo allerede sagt. Sådan er det vidst at være bagefter og først opdage midt i weekenden, hvad der skete fredag.
Jeg tilslutter mig flertallet. Jeg vil også høre mere om den gyldne ting.
Jeg har selv bidt så gevaldigt i græsset. Det var langt før bloglands tid. Men humor og små frirum var guld. Og man bestemmer jo selv, hvornår man opsøger det.
Annette: Ja ikke, man vil så gerne sige eller skrive det rigtige, det helt rigtige, og så bliver det så indviklet, at det kan være svært overhovedet at sige/skrive noget som helst.
Og så kender du også til skolebørn, der er overalt. Det er til at få dårlige nerver over. Dejligt, hvis du har opnået større 'drejelighed' i kroppen, når du cykler :-) Jeg satser også på, at det kommer til at føles mindre op ad bakke, når jeg har fået lidt flere kilometer i benene.
Madame: Svaret kan til dels findes i blandt kommentarerne, men uanset hvem eller hvad er pointen den samme, at jeg kan blive ramt af skrive-/taleblokering, når jeg så frygteligt gerne vil komme med de helt rigtige ord til nogen, der kæmper med et eller andet.
Pia: Jeg håber, jeg kan lære det, for det er ikke en gave, jeg er født med. Langt fra. Dejligt, at I kan grine, også når der ikke er noget at grine af. Men du har ret; vi er alle forskellige,og i min familie er vi fx ikke de store grinere.
Kong Mor: Nej, hvis man kunne lade være med at tænke sig helt knudret, ville det måske være nemmere. Men det har jeg altså umådelig svært ved. Synes også, det er i orden at være tavs, hvis man er sammen. Men hvis tavshed er det samme som fravær, så begynder det at halte, synes jeg. Det vil jeg helst undgå, hvis jeg ellers kan finde ud af det.
Susanne: Ind i mellem kan man komme voldsomt bagefter i blogland på ganske få dage. Ja, du taler jo af erfaring, og hvis man stadig selv er i stand til at vælge til og fra, så kan man selvfølgelig også selv vælge sine doser med humor. Heldigvis :-)
Send en kommentar