Julefrokost med hele Svineriet

Det er efterhånden mange år siden, at jeg 'voksede fra' de helt traditionelle julefrokoster med dårlig julesylte, halvkolde fiskefileter og lidt for mange snapse. I selskab med mennesker, jeg enten ikke kender eller ikke kan høre.

Men i år var nogen gået i tænkeboks og kommet ud igen med et alternativt bud. Gør-det-selv -julefrokost på Svineriet i Århus. Og nye initiativer skal man jo ikke rynke på næsen af, så vi drog forventningsfulde afsted. Gemalen og jeg.

Efter en times tid med vinsmagning trampede vi op til tredie sal og blev introduceret til aftenens menu og sat på hold. Menuen bestod - så vidt jeg husker, vi har endnu ikke fået opskrifterne eftersendt - af andebryst til forret, hjemmelavet julepølse og rilette til mellemret, farserede poussiner til hovedret, mandelkage med lakrids-krokantcreme til dessert og hvid gløgg til allersidst. Alt det skulle vi selv producere på rundt regnet et par timer. Under kyndig supervision selvfølgelig, men alligevel ...

Og så blev 14 køkkentumper og en enkelt køkkenassistent-elev eller sluppet løs. Nogle nåede at se lidt skeløjede ud, men lynhurtigt blev der noget, som lignede en naturlig arbejdsfordeling, hvor nogle tog ansvaret for opskrift og madprojekt, mens andre i højere grad var udførte det grove arbejde med udskæring, hakning og æltning.

Det gik forbløffende godt. Pladsen var godt nok trang (store, entusiastiske mænd fylder godt i et køkken), men ingen kom til skade, intet gik i stykker, og det var marginalt, hvad der røg på gulvet. 

Ind i mellem var der lidt kamp om vægte og måleglas og andre remedier, der kun fandtes et enkelt eller to af. Andre gange om ingredienserne. Nogle gange betød rundhåndede regnemetoder, at et hold brugte rub og stub af noget, som egentlig skulle have været delt med andre. Så måtte nødforsyninger trylles frem, eller vi fik et kokke-eksempel på, at så bruger man da bare noget andet. Ikke så meget pjat her.

På et tidspunkt stod alle i røg og damp og arbejdede ihærdigt, men så begyndte retterne efterhånden at være færdige, og de fleste havde tid til at kigge med, da forret og mellemret skulle anrettes. Det skete efter alle kunstens regler, og det var sjovt at se og høre, hvad der skulle lægges vægt på. Regel nummer 1 var, at når noget først er landet på tallerkenen, så skal man ikke begynde at prøve på at skubbe rundt med det.

Endelig blev det spisetid, og alle var både godt sultne og meget spændte på, hvordan det hele ville smage. Det smagte, med en god jysk underdrivelse, ikke helt ringe. Faktisk super godt. Og der var intet, der ikke kunne have været serveret på en 'rigtig' restaurant. Desværre slap Fruens appetit op allerede efter mellemretten, men Gemalen tilbød hjælpsomt at tage sig af størstedelen af både min hovedret og dessert.

Efter middagen valgte nogen at tage i byen, mens de halvgamle (os)  eller gravide tog hjem.

Alt i alt en stor succes.

Det eneste rigtigt negative ved arrangementet er vel egentlig, at det kun er rigtig sjovt én gang, og det bliver svært at finde på noget, der er lige så sjovt næste år.

Der anrettes salatbund til andebrystet.