Og så en tur l-a-n-g-t ud på landet

Ulempen ved at have bil med på ferie kan være at komme af med den på en forsvarlig måde. Hvis man ovenikøbet har valgt et hotel, hvor receptionisten bare slår ud med hænderne og siger 'we don't have parking' uden så meget som et lille 'sorry', så kan det godt føles som lidt af et op-ad-bakke-projekt at skulle parkere.

Gemalen var dog så heldig, da han skulle parkere første gang i Bratislava, at en venlig dame henvendte sig til ham og pegede på den eneste gratis mulighed i miles omkreds. Helt og aldeles kun kendt af de lokale og kun for chauffører med den udvidede parkerings-eksamen, men absolut en brugbar mulighed for Gemalen.

Fordelen ved at have bil med på ferie er til gengæld muligheden for at komme lidt ud i landskabet.

Fruens store planer om at komme det halve Slovakiet rundt (sådan cirka) druknede i regn, så i stedet nøjedes vi med den korte udgave.

Første stop var Devinsky Hrad eller Devin Castle, ruinerne af en gammel borg, der står på en markant klippeknold netop der, hvor floden Morava løber ud i Donau. Begge floder danner grænse mellem Slovakiet og Østrig. Her har der ligget en borg stort set altid. Jeg synes, at der på et skilt stod, at klippeknolden har været befæstet siden romersk tid, men når jeg efter-googler, kan jeg kun se referencer tilbage til det 8. århundrede. Anyway, i langt mere end tusind år har der stået folk her og spejdet efter fjender fra nord og vest. Og først efter jerntæppets fald har stedet mistet sin militær-strategiske betydning.

Der er ikke så forfærdelig meget at se, blandt andet fordi den største del af borgruinen er lukket. Der er pt ikke penge til at restaurere, så publikum kan færdes sikkert. Men man kan nyde den formiddable udsigt og undre sig over, hvorfor vandet fra Morava var så grumset i forhold til Donau. Måske skyldtes det blot regnskyl i bjergene? Gemalen og jeg mente nok, at vi kunne mærke historiens vingesus blæse omkring nakkehårene, mens Donnaen var mere optaget af et lille såkaldt 'jomfru-tårn'. I følge legenden havde en ung adelsfrøken foretrukket at springe i døden fra dette lillebitte tårn fremfor at skulle leve uden sin elskede. Så sørgeligt og så romantisk!

Herfra kørte vi en tur, der førte os over den alleryderste spids af Karpaterne. Skoven stod i sin smukkeste efterårspragt og lyste både rødt og gyldent, så det gjorde ikke så meget, at reparation af autoværn ind i mellem hæmmede fremdriften en hel del.

Omme på den anden side havde Fruen tænkt sig, at familien skulle se nærmere på et keramik-fremstillende værksted i en mindre by. Det var imidlertid lukket og så aldeles forladt ud, så vi så på hinanden og blev enige om at finde noget frokost. Vi gjorde holdt på torvet, hvor vores danske nummerplader straks blev genstand for en lille drengs nysgerrighed. Det var vist ikke så tit, der kom ret mange danskere forbi netop der. I det hele taget følte vi, at vi var kommet meget langt ud på landet og meget langt væk fra fancy Bratislava. Den reelle afstand var cirka 30 kilometer, men føltes snarere som 300 kilometer lige ud i intetheden. Husene var triste og temmeligt forfaldne, bilerne var gamle skodaer og ladaer, og selv folk så lidt grå og triste ud.

Det viste sig, da vi kiggede ordentligt efter (skiltning var ikke noget, man brugte unødvendige ressourcer på), at vi holdt lige ud for et lille supermarked. Med en masse lækkert brød og en lille delikatesse-afdeling med to venlige koner, der vist nok troede, at de kunne en lille smule tysk. Vores forsøg på at få 20 gram afskåret skinke blev dog nok snarere til 200 gram, men det kunne selvfølgelig også bare skyldes ren og skær venlighed? Og så sad vi ellers der på torvet og gumlede brød og skinke, mens vi snakkede om, hvor ulige fremskridtet i Østeuropa er fordelt. Stadigvæk.

Næste dag kørte vi de cirka 70 kilometer til Wien ad landevej, og kontrasten var slående. Her var velordnet velbjærgethed med pæne huse og sirlige haver, og velnærede bønder kørte rundt på store traktorer og med ordentlige markredskaber.

Hvis det er overvældende nu, hvordan må det så ikke have været for 10, 25 og 50 år siden?

Hvis man klikker billedet stort, kan man måske både se det
lille jomfru-tårn og det grumsede vand fra Morava til højre.