Ned til kineserne, næsten

Hvis det har kildet under tæerne på et par kinesere igår, er det min skyld.

Jeg har gravet og gravet og må helt bestemt have været meget tæt på at nå ned til kineserne.

Tror jeg.

Jeg har plantet buske i min have.

En gang i foråret begyndte jeg at mumle om, at en strategisk godt placeret busk eller to måske kunne tage lidt af udsigten til den mest irriterende del af naboens parcel. Folk med forstand på den slags anbefalede en uægte jasmin, der både kan blive ret stor og dufte dejligt. Sådan én ville jeg have, besluttede jeg.

Men der kan godt være langt fra tanke til handling. For jeg ville helst have en pænt stor en af slagsen, som hurtigt vil kunne gøre en synlig forskel. På den lokale planteskole, havde man bare kun sådan nogle små pus på en halv meters penge, og så ville det jo vare l-æ-n-g-e, før den voksede sig stor og udsigtsstoppende. På nettet fandt jeg den store udgave, som så også kostede så meget, at jeg fluks gjorde noget så fornuftigt som at skrive den på min ønskeseddel. 

Og jeg fik den!

Eller lovning på den. For min fødselsdag ligger meget uhensigtsmæssigt i forhold til at plante noget som helst. Så det måtte vente, til det blev efterår. Hvilket er nu.

Min uægte jasmin blev bestilt. Og som altid, når jeg handler på nettet, kommer jeg liige til at købe lidt mere, så pludselig havde jeg også bestilt en kirsebærkornel og en sød lille parykbusk.

De kom med fragtmand og stod og så spændende ud i en kasse, da jeg kom hjem i torsdags. Hvor jeg ikke havde tid. Fredag kunne jeg nå at pakke dem ud og bære dem om i haven. Lørdag blev tilbragt i Djurs Sommerland, men søndag brugte jeg det meste af dagen på projektet med at få dem plantet.

For det tog sin tid.

De skulle stå midt på græsplænen. Og den er, selv på en regnvåd oktoberdag, ikke særlig nem at grave i. Det foregik ved at hoppe på spaden og har sikkert set lidt sjovt ud. Men Donnaen havde besøg, og Gemalen var på Sjælland med sin mountainbike, så der var ingen til at grine. 

Da græsplænen i sin tid blev anlagt, skete det ved at køre et muldlag ud over den sammenkørte byggegrund. Hvilket så igen betyder, at der cirka 20 cm nede er jord, der lider ret meget af traktose og er ret dumt til fine nyindkøbte buske. Altså måtte jeg lige et spadestik dybere ned og gøre et forsøg på at løsne jorden. Som iøvrigt var fuld af murbrokker, stumper af asbesttagplader, glasskår, jern- og plasticdimser og andre spændende ting. Vi bor på en gammel fyldplads, fortalte naboen engang. Og dét tror vi på.

Til sidst blev jeg dog færdig. Både med at grave jord op og plante planter. Og bære jord væk. Gemalen havde glemt at fortælle, at trillebøren var punkteret, så den forbløffende mængde tiloversbleven jord måtte bæres væk i spande. En ret tung fornøjelse synes jeg nok. Jeg manglede bare et åg og en stråhat, så kunne jeg have matchet de kinesere, jeg næsten var nået ned til.

Nu står alle tre buske og ser lidt forpjuskede ud. Men det skal nok blive godt, er jeg sikker på.

Jeg glæder mig allerede til næste forår.

Man skulle tro, at jeg havde gravet det hele med hænderne ...