Nogle ting var jo nok forudsigelige.
Andre bestemt ikke.
At det ville tage tid, var forudsigeligt. At det ville tage så meget tid, var knapt så forudsigeligt.At jeg ville foretrække blogning - både at skrive, men også i høj grad at læse - fremfor strygning var absolut forudsigeligt. Men jeg stryger da stadigvæk. For det skal jeg jo, hvis vi skal have nystrøget tøj på. Og det skal vi. Synes jeg. Men når jeg så vil blogge og skal stryge, er der ikke megen tv-tid tilbage. Så når mine kolleger snakker fjernsyn til frokost, er jeg fem ud af fire gange helt blank.
At blogland ville kaste nogle både hyggelige og interessante virtuelle bekendtskaber af sig, kunne jeg kun håbe på. Men jeg er blevet glædeligt overrasket; hvor er der mange sjove, kloge, hyggelige og interessante mennesker. (Ja, det er jer, jeg skriver om). Der fortæller om stort og småt, og glæder og sorger i alle størrelser. Som giver anledning til grin, gåsehud og eftertanke.
Her kan jeg ud over at blive klogere på alverdens ting og sager også få lov at give mit besyv med. Og selv få søde og kloge kommentarer til egne skriblerier. Hold da op. Det er jo fantastisk. Og dejligt og hyggeligt. Og og ...
Om de virtuelle bekendtskaber nogensinde bliver mere end det, altså virtuelle, er ikke til at vide. Det er heller ikke så afgørende lige her og nu. Men overraskende er det, at jeg efterhånden stort set har opgivet facebook - og dermed har fravalgt det daglige input fra både den knapt så tætte familie og de såkaldte venner fra virkeligheden. Det var simpelthen ikke længere særligt interessant at følge med i sporadiske opdateringer om bolle- eller pizzasneglebagning til spejderlejre og klasseudflugter eller de yngre familiemedlemmers fest-eskapader. Det siger nok mere om mig end om facebook, men i hvert fald gider jeg det ikke rigtig mere, når jeg kan blogge i stedet.
Og det kan jeg jo. Og det gør jeg så.
Og nu har jeg ovenikøbet fået postkort fra Nonna og Fru Ipsen. (Titusind tak!)
Bare fordi jeg blogger.
Det er mageløst.
 |
| Fru Ipsens og Nonnas fine postkort er kommet op på opslagstavlen til daglig glæde :-) |
18 kommentarer:
Det er sært bekendt, det der. Interessen for facebook er også dalet her, men begynder nu at komme igen, eftersom diverse FB spillerier er ved at blive yt og lidt taberagtige. (har aldrig spillet - var bare træt af at andre gjorde det og inviterede mig).
Men blogland er blevet meget mere nærværende, fordi ordene er flere, de er velovervejede og væsentlige for de enkelte mennesker, der sidder bag skærmene. At blogland så også er rykket ud i min virkelighed er bare et plus, som kun kan anbefales.
Du må da også gerne få et postkort fra mig, men jeg tror nu det lokale postvæsen vil blive en smule forvirret over adressen "fruen i midten" et sted i DK. Det vil nok nærmest blive kørt til destruktion i stedet.
God beskrivelse af blogland!
Det er et dejligt univers befolket med en masse skønne mennesker, der lader læserne følge med i en større eller mindre flig af deres liv.
Jeg synes, blogland er et interessant og vedkommende sted at være.
For mig har det betydet, at jeg ikke får læst så mange blade og bøger som før i tiden. For når der er tid til overs, så er det blogs, der læses.
Det med bøgerne skal der strammes op få, har jeg lovet mig selv, for der er jeg altså kommet lige lovlig meget bagud :-)
Randi
Hvor er det dejligt at læse, at du har fået postkort fra to af vores blogvenner. Blogverdenen er forunderlig! Selv nu efter 7 års bloggerier nyder jeg at læse med rundt omkring. Ind imellem bliver jeg trist, når nogen holder op med at blogge - føler jo, man kommer til at kende hinanden.
Overlever: Ja, det er nok netop, fordi ordene er flere, mere velovervejede og mere væsentlige, at de også virker meget mere vedkommende. Har jo bemærket, at der er ved at blive nogle overlapninger mellem blogland og virkeligheden for dit vedkommende. Det er dejlig læsning :-)
Randi: Tak. Det med bøgerne får du nok indhentet. Jeg forestiller mig, at man/jeg på et tidspunkt rammer en balance, hvor prioriteringen mellem bloggeriet og alt det andet falder på plads :-)
Madane: Ja, blogland er et forunderligt sted. Dejligt at se, at du med så mange flere år på 'blog-bagen' stadig nyder at læse med :-)
Fb. Tv . Strygetøj ,og gulvvask fylder meget, blogland vil vi ha tid til, man kikker ind og oplever og deler en lillebitte flig af andres små og store gøremål, ting lærer man , nogen gange kan man fælde en lille tåre eller få en klump i halsen , men for det meste får man heldigvis et smil på læben og frydes sammen med blogskriveren , glad du fik mine postkort , og det uden at skulle i byen efter frimærker;-) , dem køber man jo via mobil telefonen nu om stunder , og Maggie ville smadder gerne ud på en ekstra tur til postkassen .
Jeg droppede facebook for 1 ½ år siden, syntes at det var så overfladisk, så det gad jeg ikke bruge tid på. Blogland er meget mere spændende og levende og det er især dejligt når man så også møder nogle af bloggerne i den virkelig verden...;-D
Jonna: Ja tusind tak, jeg fik dine fine postkort. Og kan nu også glæde andre med dine søde damer :-) Tænk hvor smart, at du kunne gøre både Maggie og mig glade på én gang!
Reje: Overfladisk er nok det rette ord at bruge om facebook. Ja, Blogland er meget mere spændende.Og hvem ved, en dag møder jeg nok også nogle af indbyggerne i virkeligheden :-)
Postkort?
Jammen det kan du da få. Jeg skal finne et vakkert et, om du sender meg en e-post med din adresse. For å sende til "Fruen i Midten" etellerannetsted DK, vil nok få det norske postvesen til å se etter makulatoren, tror jeg :-)
Dette virtuelle universet gir mye og tar tid. Men det er ikke så farlig, man når det man skal, stort sett likevel.
Ha en vakker dag etellerannetsted i DK
Mormorklem
Du har så inderligt ret med hensyn til bloguniverset. Det trækker, og man kan blive helt afhængig ;-D! Jeg synes også, at det er vedkommende og interessant at følge de enkelte skønne kvinder, som blogger. Jeg møder ikke så mange mænd i blogland? Selvfølgelig går der tid fra bøgerne, FB, strygetøjet, opvasken osv., men det får være :-)! Det plejer at blive nået alligevel.Dejligt, at kortet nåede frem!
Mormor: Med norsk frimærke og det hele? Det er jo ikke til at stå for :-) Du har ret, blogverdenen giver meget og tager tid, og det man skal nå, det når man jo. Det er alle de andre ting, man ikke når ... Klem tilbage :-)
Nonna: Ja ikke, Blogland trækker. Det er bare med at sætte hælene i og lade trække lige tilpas og så heller ikke mere ;-) Ja tak, dit kort nåede frem og hænger nu og pynter på opslagstavlen i køkkenet :-)
:-) Hvor dejligt at du har fået postkort. Men det siger jo bare det hele om Blogland. Det føles som een stor familie på godt og ondt.
Bloggen har givet mig og manden et par dejlige venskaber i det virkelige liv.
Den har beriget og inspireret mig til meget, og den har holdt mig "gående", når jeg var ved at give op.
Har man ikke prøvet det, så aner man ikke, hvad vi snakker om.
Klokken er f.eks. 23 nu - og jeg er træt og burde egentlig gå i seng. Men skulle da lige tjekke først :-)
Knus til dig og tak for dit indlæg.
Blogland er et skønt sted at navigere. Og jeg kan i den grad følge dig.
En sand tidsrøver, men også en kilde til inspiration og skønne bekendtskaber. Og jeg er gang på gang blevet forundret over, hvor godt man egentlig føler, at man kender folk, som man aldrig har set, og ikke ville kunne genkende på gaden.
Måske vi skulle lave en postkortkæde og spræde glæde :-)
Johanne: Ja, jeg er nemlig heldig :-) Du har åbenbart haft rigtig megen gavn og fornøjelse af dit bloggeri. Det er dejligt at læse! Knus tilbage til dig -og selv tak :-)
Susanne: Det er nemlig både skønt og forunderligt, hvor godt man synes, man lærer andre bloggere at kende, selv om det kun er virtuelt. Postkortkæde, det kunne være fintt, men man skal jo heller ikke trække noget ned over hovedet på folk, så er det ikke sjovt længere ;-)
Velkommen i klubben :-)
Blogging er vanedannende, det er hyggeligt, det er berigende, det er (be)lærende, det er horisontudvidende og det kan give både ven- og bekendtskaber IRL.
Jeg er på FB, fordi jeg ledte efter gymnasiekammerater. Fandt én! Jeg går nu kun på FB to gange om året og har egentlig mest lyst til at melde mig ud igen. De andre kommentatorer har ret i, at det er overfladisk og uinteressant "Er lige kommet hjem fra brugsen". Ja. Og??? - så synes jeg, en blog giver noget mere, som du også selv er inde på.
Jeg håber, at jeg møder dig engang, men jeg havde det også sådan, at det tog lidt tid at komme så langt som at have mod på det.
Jeg bruger også meget tid på blogging, og jeg prøver at følge med i mine faste blogs hver dag, for springer jeg en dag over, føler jeg, at jeg er håbløst bagud.
Jeg synes, blogging har givet mig en helt ny bekendtskabskreds. og indtil videre har jeg mødt tre IRL, og det har været rigtig dejlige oplevelser. Det er som om man kender hinanden forholdsvis godt når man endelig mødes.
Blogning er også blevet en del af min hverdag, og det er en stor glæde, synes jeg. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville gribe mig, som det gjorde, men så igen; Jeg vidste ikke ret meget om det, da jeg begyndte. Nu kan jeg ikke undvære det, selvom jeg af og til bliver nødt til at trække stikket ud. Det er dejligt at høre, at du også er blevet glad for det, for det er så hyggeligt at læse med hos dig... :-)
Ellen: Ja nemlig ;-) Det er både berigende og (be)lærende - og frygteligt vanedannende. Ja, måske ses vi en gang, men jeg har det fuldstændig som dig, det er et stort skridt at bevæge sige fra bloggen og ud i det virkelige liv :-)
Stegemüller: Ja, man får sin virtuelle omgangskreds, hvis blog og liv, man gerne følger. Det er hyggeligt. Også smadderhyggeligt for dig, at du har mødt tre (so far) bloggere IRL :-)
Mia: Jeg havde det nok lidt lige som dig, da jeg startede med at blogge, at jeg egentlig ikke vidste så meget om det. Men så blev jeg grebet af det. At trække stikket ud en gang i mellem er heldigvis helt i orden. Det bestemmer man jo selv. Og vi bliver jo hængende, for det er - tak og i lige måde - nemlig også hyggeligt at læse med hos dig :-)
De skrevne ord kunne være mine :-) Jeg anede heller intet om blogning og fulgte heller ikke nogen bloggere, havde bare hørt fænomenet, og tænkte: Det kan jeg da også kaste mig ud i. Jeg trak dog tiden et par år, fordi jeg vidste at der ville gå tid fra alle de andre spændende projekter der også krydser min vej hele tiden.
Nu er jeg foreløbig nået dertil, hvor jeg er kommet lidt tilbage til tv-et og håndarbejdet, det er to forenelige ting :-)
Send en kommentar