Enlig (hus)mor til tre

 

Her har været lidt stille..

 

Jeg har nemlig været i ufrivillig praktik som enlig (hus)mor til tre.

 

Det startede om morgenen juleaftensdag. Gemalen vågnede og meddelte, at han var syg. En rigtig grim gang mande-influenza, der satte ham ud af drift i alle juledagene.

 

Det skal dog siges til hans ros, at han stred sig gennem juleaftensdag. Fik sat juletræet på fod og på plads i stuen. Juleaften stod han også igennem.

 

Men så var det også sket. Og han var kun at finde liggende. Enten i sofaen eller under dynen helt inde i soveværelset.

 

Pigebarnet var snottet. Sådan i al almindelighed, så hun var heller ikke rigtigt i hopla.

 

Samtidig havde vi Farmor på besøg.

 

Hun sad.

 

Imens boede jeg i køkkenet.

 

Jeg lavede mad, serverede, ryddede af og vaskede op. Serverede kaffe, ryddede af og vaskede op. Og så forfra.

 

Det vil være løgn, hvis jeg påstod, at jeg syntes, det var sjovt.

 

Men nu er det heldigvis ovre.

 

Farmor er bragt hjem til sig selv. Og Gemalen og Pigebarnet er begge nogenlunde raske og kan igen hjælpe til med dit og dat.

 

Det er dejligt, og jeg nyder det.

 

Nyder, at vi er flere om den daglige trummerum. Nyder, at Gemalen igen er til at snakke med.

 

Og tænker, at selv om jeg ind i mellem ønsker Gemalen sat på ekspres-toget til Langbortistan, så er det nok et ret midlertidigt ønske, som ikke holder til egentlig afprøvning.

 

Så okay; igen må det konstateres, at der ikke er noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.

 

Men hvorfor var det lige i juledagene, at jeg skulle mindes om det?