tirsdag den 1. november 2011

Ravnemor vs. Drama Queen

 
Mandag morgen og udsigt til en lang, uforstyrret - måske ligefrem produktiv - dag på pinden.
 
Klokken 09.50:
 
- Hallo, ja hej, det er Pigebarnets idrætslærer. Hun har fået en bold i hovedet og er ked af det og vil gerne hentes.
- Åh, det var da ikke så godt. Er det slemt - er der gået noget i stykker - er der skrammer - eller er hun bare rød, spurgte ravnemoren.
- Hun er bare lidt rød, men er ked af det. Hun siger, det gør ondt.
- Hmm, selvfølgelig gør det ondt at få en bold i hovedet. Men kan I ikke liiige se det lidt an? foreslog ravnemoren.
  
Klokken 10.15:
- Moar, vil du - snøft snøft - ikke nok hente mig?
- Lille skat, tag det nu roligt. Jeg ved godt, det gør ondt, men du er jo ikke gået i stykker, sagde ravnemoren.
- Buhuu, du er ond!
 
Klokken 10.50:
- Hallo, det er Pigebarnets klasselærer. Vi har lige prøvet at tage en time, men Pigebarnet græder stadig og er meget ked af det. Kan du ikke hente hende?
- Okay, jeg kommer straks, skyndte ravnemoren sig at sige..
 
.. og skumlede grumt.
 
Ups, hvad skete der lige der?
 
Det var bare frøken Drama Queen alias Pigebarnet, der for gud ved hvilken gang satte sin mors dømmekraft på prøve. Og vandt. Igen igen.
 
Pigebarnet kommer (7-9-13) sjældent til skade. Men når hun gør, kan hun ikke se nogen grund til ikke at gi' den fuld drama-pedal. Hvorfor gøre noget halvt, hvis man kan gøre det helt - og måske få en masse ynk med ganske gratis? Nej vel.
 
Så derfor må ravnemoren og Gemalen ind i mellem bruge noget tid på at overbevise Pigebarnet om, at hendes lemmer ikke er ved at falde af, bare fordi hun under er særlig flot badutspring er ramlet ind i en stol, der pludselig kom flyvende og var i vejen.
 
De fleste gange lykkes det. Nogen gange gør det bare ikke. Og ravnemoren har et par gange pludselig set sin indre hønemor i øjnene på skadestuen, hvor en læge (med 'vorherre bevares!' skrevet i panden) har ordineret en grøn is og ro resten af dagen..
 
Det er sådan set okay. Næsten.
 
Det er meget værre, når der er en velmenende trediepart i sagen. Som fx en ny, omsorgsfuld klasselærer, der endnu ikke helt kender omfanget af Pigebarnets dramatiske talent. Og som er bekymret for Pigebarnets ve og vel. Og som bliver endnu mere bekymret, når ravnemoren så ovenikøbet tøver med at hente det arme barn. Er det nu, LIGE NU, de sociale myndigheder skal kontaktes?
 
Ravnemor - ravnemor!
 
PS: Pigebarnet har det fint og er i skole idag. Det lykkedes hende at snøre moren til at tro, at det var uforsvarligt at læse lektier men helt klart i orden at se alle yndlingsserierne i TV..
 

2 kommentarer:

Rejen sagde ...

hihi, man kan vel også ligeså godt give den fuld skrue og alt hvad den trække og få det bedste ud af det...;D

Fruen i Midten sagde ...

Nemlig ja(!) som talt ud af Pigebarnets sind :-)