Hylde-hyldest - eller noget

Nogle gange kan der godt gå lidt lang tid med at få gennemført dit og dat.

Tit er det vores egen skyld. Andre gange slet ikke. Og de fleste gange er det vel en uheldig kombination.

Som da Donnaen skulle have en hylde til sin dvd-afspiller.

Den - altså dvd-afspilleren - fik hun i julegave. For selv om hun netflixer sig til det meste, så er det altså også utrolig hyggeligt at hive en gammel Harry Potter-film eller en Disney-klassiker frem og så ligge og hygge sig med den.

Gemalen brugte sammen med Donnaen lidt tid på at afprøve, om der dog ikke var en af de mange hylder, vi allerede havde stående i et hjørne, der kunne bruges.

Det var der ikke.

Så gik der lidt tid med at søge på nettet hos de sædvanlige netbutikker, men der var ikke et eneste sted, der kunne matche Donnaens behov for en lillebitte hylde.

Interessen var herefter lidt on-off, men en dag fik Donnaen faktisk øje på en passende lille hylde til en passende lille pris. Hos Biva.

Den blev fluks bestilt, og der gik da heller ikke ret mange dage, før den dukkede op.

Desværre havde den taget skade under transporten. Et hjørne var knust, og der var kommet grimme hak i en kant. Hvilket var ærgerligt, men ikke voldsomt overraskende i betragtning af, at hylden slet ikke var emballeret, men bare sendt som pakke med en adresselabel smækket på en helt tynd plastfolie. Hvordan den slags går til må stå hen i det uvisse.

I hvert fald var der behov for at klage, og på Bivas hjemmeside var der også let adgang til at gøre netop dette, så det kunne selv Fruen finde ud af. Og nu afventede vi bare, at en ny hylde ville dukke op med posten.

Det skete ikke, og efter et par uger ringede jeg til Bivas kundesupport og snakkede med en sød dame, der godt kunne se min klage, og at den var under behandling, så det var sikkert bedst bare at lade sagen gå sin gang, så ville der nok lynhurtigt ske noget, mente hun.

Hun tog fejl, og efter yderligere nogle uger, ringede jeg igen til Bivas kundesupport, hvor en venlig herre godt kunne se min reklamation, og han kunne endda også fortælle mig - og nu lød han meget glad - at varen var på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt. Nok allerede samme dag, hvis jeg var heldig, og derefter var det jo bare op til Postnord at få pakken ud.

Efter en uges venten ringede jeg igen og fik fat i anden sød dame, som glad kunne fortælle mig, at varen kommet på lager og bare ventede på at blive pakket og sendt ...

Jeg fortalte hende, at det jo lød vældig fint, men at jeg havde fået præcis den samme besked en uge tidligere. Det, kunne hun godt forstå, var en anelse utilfredsstillende, og mens jeg ventede, kontaktede hun lagerchefen himself, som, sagde hun, lovede, at han personligt ville pakke og sende min hylde med det samme.

Og det gjorde han sgu!

To dage senere dukkede hylden op, vel-emballeret og i fin stand.

Nu afventer vi bare, at Gemalen sætter den op.

Det har han lovet at gøre.

Snart.

Guld på Bornholm

Gemalen og jeg var så heldige at tilbringe storbededagsferien på Bornholm.

På godt hotel, med god mad og fine oplevelser sammen med søde mennesker.

Gode venner havde nemlig inviteret til guldbryllup, og det skulle ikke bare være en hel traditionel fest med 50 mennesker til suppe, steg og is, men derimod et flere dage langt arrangement for en mindre skare. Afholdt på guldbrudeparrets absolutte yndlingsø, Bornholm.

Da Midtjylland ligger upraktisk langt fra Bornholm, tog vi afsted allerede torsdag og havde således den første aften og næste formiddag for os selv. Hotellet lå lige uden for Rønne med den fineste havudsigt, og jeg kunne gå ad stier langs kysten ind til Rønne, mens Gemalen tog ud at cykle.

Et par timer senere indfandt både guldbrudepar og de øvrige gæster sig på hotellet og efter en let frokost blev vi alle hentet og kørt ind til Rønne for at komme på bytur med en lokal guide. Solen skinnede fra en blå, blå himmel, og da jeg om formiddagen havde haft det rigeligt varmt i min vinterjakke, var jeg nu lidt lettere påklædt.

Det var en fejl. Det blæste, det var hundekoldt, og jeg frøs. Og det - undskylder jeg mig med - var nok årsagen til mit begrænsede udbytte af turen. Hver gang vi stoppede, og guiden ville fortælle et eller andet, forsøgte jeg at anbringe mig selv i både sol og læ - og inden for hørevidde. Det lykkedes dog sjældent, og da jeg efterhånden i højere og højere grad prioriterede læ, gik jeg glip af en del guldkorn.

En ting hørte jeg dog, og det var historien om de uhyrligheder, bornholmerne blev udsat for under den russiske besættelse i året efter 2. Verdenskrig. Mens resten af Danmark festede og vendte det blinde øje til, opførte nogle af de russiske besættelsestropper sig alt andet end gentlemans-pænt. De røvede og plyndrede og forgreb sig på øens kvinder og unge piger. Det anede jeg ikke, hvilket åbenbart ikke er så sært, da det simpelthen blev fortiet af skræk for at støde den russiske overmagt.

Det gik jeg så og tyggede lidt på, mens de andre pænt hørt om blandt andet købmandsgårde, slavehandel, morbærtræer, byggestil og ejendomspriser.

Vel hjemme igen var der lige tid til et par timers optøning under dynen inden en hyggelig middag, hvor guldbrudeparret blev distraheret, mens andre konspirerede bag deres rygge. Og så tidligt i seng, for selv om det officielle program bare sagde bustur klokken 10:30, vidste vi jo godt, at nogen skulle meget tidligt op og rumstere med æresport. Vi andre skulle bare være parate til morgensang klokken 08 dut.

Og der stod vi så næste morgen, på græsset uden for morgenmadssalen, hvor først måbende og siden storsmilende og vinkende morgenmadsgæster fulgte vores bestræbelser på at få sunget I Østen stiger Solen op og Det er så yndigt at følges ad så tilpas højt, at guldbrudeparret ville vågne og komme ud på deres hotel-altan.

Det lykkedes. De var selvfølgelig vågne, men hævdede hårdnakket, at de ikke havde hørt æresporten blive sat op. Og det troede vi så på.

Så op til brudevals. Og til champagne på tom mave, hvilket hurtigt kunne mærkes. Derefter morgenbuffet og lige tid til at gå tre gange rundt om sig selv, inden der var busafgang til en tur rundt på det nordlige Bornholm, hvor vi skulle se nogle af guldbrudeparrets yndlingssteder. Vi så både stenbrud, vandfald, Rytterknægten og alt muligt andet, kyndigt guidet af guldgommen, der optrådte, som havde han været turistguide hele sit liv.

Vejret var med os og varmt nok til, at vi kunne spise den medbragte frokost udendørs på en bænk foran Strandslottet i Sandvig. Derefter lagde en vis mathed sig over selskabet, og jeg må med skam erkende, at jeg ikke har et helt klart indtryk af, hvad vi kom forbi, før vi igen var tilbage ved hotellet og kunne nyde en kop kaffe og et par timer på langs inden aftenens middag.

En middag med god mad og god vin. Begge dele i rigelige mængder. Og sange og så mange taler, at mere end en tredjedel af de voksne på et tidspunkt sagde noget. Set i den sammenhæng var det måske meget godt, at selskabet ikke var så stort, ellers havde vi da siddet der endnu.

En hyggepianist klimprede i baggrunden, og det var sikkert meget hyggeligt, men lidt mere end mit trælse øre - der ellers havde opført sig tåleligt - kunne kapere, så efter kaffe og gaveudpakning gav jeg op og forlod det gode selskab, som fortsatte et par timer endnu.

Næste formiddag skulle vi med færgen fra Rønne 10:30, men da det kun tog ganske få minutter at køre ned på havnen, var det til at have med at gøre. Også for Gemalen, der var lidt mere bælgøjet end mig.

De andre skulle først afsted med færge eller fly ved middagstid, men de fleste var dog oppe, så vi kunne sige farvel og takke for nogle meget fine dage i godt selskab.

Room with a view.