Donner und Blitz

Vi havde de to sidste værelser for enden af en gang, og da det ikke virkede til, at der var andre gæster i nærheden, lod vi dørene ud til gangen stå åbne, så der kunne blive gennemtræk.

Det hjalp måske lidt, men da vi alle havde taget et køligt brusebad, var der ikke andet at gøre end at sige god nat til Donnaen, lukke dørene og gå i seng.

Dér lå vi så lidt og roterede, og jeg troede aldrig, vi ville falde i søvn.

Men det gjorde vi. I hvert fald vågnede både Gemalen og jeg, da det ved et-tiden begyndte at tordne. Vi nåede lige at konstatere, at vi begge var vågne, da der kom et kæmpe lyn og umiddelbart derefter et øredøvende brag, der fik os begge op at sidde i sengene.

Cirka tre et halvt sekund senere stod Donnaen midt inde i vores værelse.

Det var for meget af det gode, og hun skulle ikke nyde noget af at sove alene.

Nu gik det for alvor løs. Det lynede og buldrede nonstop, og det begyndte at styrtregne. Og mens Donnaen søgte tilflugt i min seng, fik jeg travlt med at lukke først vores ovenlysvindue, så Donnaens gavlvindue og til sidst to vinduer ude på gangen.

Så sad vi lidt og overvejede situationen. Da Donnaen pure nægtede at gå ind til sig selv igen, endte hun og jeg med at bytte; hun fik min seng, og jeg gik ind på hendes værelse.

Det var helt umuligt at sove med både konstant blafrende lyn og et vedvarende bulder, og jeg sad i stedet og kiggede ud på det flotte sceneri. Til sidst trak det dog så meget væk, at jeg faldt i søvn igen.

Og sov sødeligt. Lige indtil en sirene ved fem-tiden flængede stilheden, og jeg igen sad ret op i sengen.

Der skete ikke noget uden for vinduet, og ude på gangen var alt også roligt. Donnaen og Gemalen var selvfølgelig også vågnet, men heller ikke fra deres vindue var der noget usædvanligt at se, så vi besluttede os for at tro på, at det nok ikke var nu, vi skulle evakueres og lagde os til at sove, igen-igen.

Blandt de mere positive aspekter ved at blive vækket igen var, at vi nu kunne åbne vinduerne og få den betydeligt køligere morgenluft ind på værelserne.

Da det var blevet rigtigt morgen, vågnede vi igen og gik ned for at spise morgenmad. 

Undervejs konstaterede vi, at det havde været fint, hvis jeg havde lukket alle vinduerne i gangen. Det sidste havde jeg ikke fået med, og nu var der en kæmpe sø på tæppet under det. Mens Gemalen og jeg bare sidesteppede forbi den våde plet, så Donnaen det som sin pligt at underrette værtinden. Så det gjorde hun og kom grinende hen til vores morgenbord, for det havde vist været noget værre volapyk, der var kommet ud af munden på hende. Men værtinden havde forstået hende, og det var jo det vigtigste.

Senere fortalte hun, altså værtinden, at sirenen var en slags brandalarm. Brandstationen lå kun et par huse væk, og sirenen havde lydt, fordi der skulle indkaldes mandskab til slukning af et gammel træ, der var blevet ramt af lynet og havde stået i lys lue. Bagefter var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke havde fået ordentligt forklaret, om det virkelig er den gængse måde i tyske småbyer at indkalde brandmænd til udrykning? Det var godt nok effektivt, må man sige, men jeg foretrækker nu den danske udgave, hvor brandmændene får besked via deres mobil ...

Turen hjem gik uden særlige begivenheder.

Da vi nærmede os Hamburg, holdt jeg min mund og lod Gemalen tage bestik af situationen. Det betød en tur tværs gennem byen, som Gemalen faktisk slap ri-me-ligt godt fra.

Og derefter var det bare at køre hjem.

Nysgerrig ged, jeg mødte på min
aftentur i Schwarzach am Main.

En sur, gammel borg

Næste morgen, endnu før morgenmaden, gik Gemalen i gang med at finde ny overnatning til den sidste nat på vej hjem. For i og med vi nu pludselig var i hvert fald 300 kilometer længere mod nord end forudset, var der ingen grund til at stoppe allerede i nærheden af Ulm, som jeg havde booket hjemmefra.

I stedet fandt vi et hotel i Schwarzach am Main (lidt øst for Würtzburg, hvis nogen skulle være interesseret), og så var det egentlig bare at spise morgenmad, få pakket og komme afsted.

Vi kørte over Lugano og gennem Schweiz' smukke landskaber.

Med lidt ekstra tid til rådighed mente jeg, at vi godt kunne dreje fra motorvejen og kigge på Liechtenstein. Gemalen sagde, at der ikke var meget at komme efter, men Donnaen var også interesseret i at kunne sætte hak ved endnu et land, og så var vi jo to mod én, og altså drejede vi fra motorvejen, krydsede Rhinen og trillede ind i det lille fyrstendømme.

Vi kørte op langs floden og konstaterede, at der så ret meget ud præcis som på den schweiziske side.

Hurtigt nåede vi den lille hovedstad Vaduz, og nu skulle vi så bare finde slottet. Da Donnaen var en meget mindre udgave af sig selv, end hun er nu, brugte hun timer på at se Zack & Cody i fjernsynet, og på et tidspunkt optræder der en prinsesse fra Liechtenstamp i serien. Donnaen var ikke helt skarp og var i lang tid overbevist om, at Liechtenstamp og Liechtenstein var samme - rigtige - land og Disney-slottet i serien også et vaskeægte virkeligt slot. Nu ville vi godt se, om der var nogen ligheder. Overhovedet?

Lad mig bare slå fast med det samme: Det var der ikke! Selv begrebet slot virker en kende overdrevet, når man ser den liectensteinske fyrstes residens. Eller ser og ser. Det er meget begrænset, hvad man kan komme til at se, da der ikke er adgang for offentligheden, ikke engang hen på pladsen foran. Så man kan kun se det fra vejen, og fra den vinkel ligner det bare en sur, gammel, utilnærmelig borg og bestemt ikke et Disney-slot.

Donnaen og jeg ville dog lige prøve, om vi virkelig ikke kunne komme tættere på, så mens Gemalen satte sig i skyggen for at passe på bilen, gik vi et par hundrede meter fra parkeringspladsen og helt hen til lågen ind til slottet. Faktisk kom der netop da en tjenende ånd kørende, lågen gik op, og vi kunne i princippet være lusket med ind for at tage billeder fra selve slotspladsen. Det turde vi dog ikke, for tanken om at havne på den forkerte side af en lukket låge var ikke helt god, så vi måtte nøjes med et meget middelmådigt kig.

I et sving på vej tilbage til Gemal og bil var en mand ved at slå græs, og netop da vi kom forbi, nåede han kanten og sendte en sky af støv og græs i vores retning. Den slags kan Donnaen ikke tåle, så hun prøvede at holde vejret og småløb hen til den lukkede bil. Helt dårlig blev hun heldigvis ikke, men kunne nøjes med at nyse og sprutte lidt.

Nu var det på høje tid at få noget frokost, og vi kørte lidt frem og tilbage for at finde en café. Vi så også et par stykker, men de var så overfyldte, at vi på forhånd opgav og kørte ud mod Schweiz og motorvejen. Gemalen drejede mod nord, da det jo var den vej vi skulle, men så var det, at Donnaen og Fruen på henholdsvis fem og syv år pludselig mente noget helt andet. Vi ville nemlig meget hellere den modsatte vej, så vi kunne spise på Hej Heidi Heidiland (blandt almindelige mennesker kendt som Marché Heidiland).

- Jamen det ligger jo mindst tyve kilometer i den forkerte retning, protesterede Gemalen.

- Ja, og hvad så? ville både Donnaen og jeg vide.

Gemalen sukkede meget dybt, men fik vendt kareten, vi fik vores frokost i en af vores favorit-motorvejsrestauranter, og der var næsten ikke et øje tørt, da Donnaen igen fandt sine absolut allerbedste boller, som hun første gang havde sat tænderne i på vej på påskeferie knap to et halvt år tidligere.

Lidt senere var vi alle mætte og glade og kunne køre mod nord i god ro og orden.

Vi fandt vores hotel og fik vores værelser. De lå helt oppe under taget, og der var smeltende varmt. Der stod en vifte i hvert rum, men det hjalp ikke et meget, for der var lige så varmt udenfor som indenfor. Bilens termometer havde sagt 37-38 grader, og det passede nok meget godt. Vi så frem til en meget varm nat, men først gik vi ned og spiste græsk i hotellets gårdhave. Sammen med nogle få andre gæster og en hel masse lokale. Primært kvinder, der tydeligvis brugte onsdag aften til at sætte hinanden stævne. Ved siden af os var der et bord med en hel flok midaldrende madammer, der fik vendt alverdens store og små problemer; måske især de små, lød det til.

Til sidst gik de hjem, og vi gik op og flåede dynebetrækkene af dynerne, så vi kunne nøjes med dem. Temperaturen var faldet et par grader, men der var stadig pottehedt, og i det sekund, vi slukkede viften, som vi ikke kunne holde ud at høre på, stod luften helt stille.

Det ville blive en lang nat.

Schloss Vaduz - ikke meget Disney her!