Lindau, en virkelig fin by

Når der stod Lindau på de store skilte langs den sydtyske Autobahn, har jeg egentlig bare aflæst det som cirka-afstanden til grænseovergangen til Østrig og Schweiz.

Det er sådan set rigtigt nok, men alligevel ikke en pæn måde at behandle en virkelig fin by på.

Altså, vi vidste jo ikke på forhånd, at Lindau er virkelig fin, men nu var tiden kommet til at finde ud af det.

Det oprindelige Lindau ligger på en lille ø i Bodensøen, men er på et tidspunkt gjort landfast med broer til henholdsvis jernbane og almindelig trafik. Efter en forgæves rundtur på øen efter en parkeringsplads endte vi med at parkere på den landfaste side og gå ud igen.

Over broen og ned gennem de hyggelige, brostensbelagte gader i et adstadigt tempo. Med flotte, gamle huse, der ofte krævede, at man lige stoppede op og beundrede dem lidt ekstra. Og stoppe op var man virkelig nødt til, for det kunne ikke forsvares at gå rundt med næsen i sky. Dertil var der alt for mange mennesker og alt for mange fortovscaféer og ditto restauranter.

Vejret var skønt, og uden egentlig rute, nåede vi ned til havnen, der er den rene postkort-idyl. Det smalle havneindløb er flankeret af et meget lille, nuttet fyrtårn og en, omvendt temmelig stor, bayersk løve.

Vi fandt os en bænk og kunne nok have siddet der endnu og kigget på idyllen og de små færger, der futtede ind og ud, hvis ikke vi til sidst var blevet sultne og måtte fortrække op i byen igen.

Og en time eller halvanden senere kunne vi tilfredse og godt og vel mætte daske tilbage til bilen. Vi havde ikke set en brøkdel af byen, men vi havde set nok til at konstatere, at Lindau er en virkelig fin by.

Udsigt med udskæld

Selv om der var mere, jeg gerne ville se i Schweiz, måtte vi lige have en pause. Og i et turistblad, der lå på vores værelse, fandt jeg noget om et Rolls Royce-museum.

I Østrig. Så denne gang tog vi den anden vej rundt om søen og kørte ad nogle ganske små veje ind mod de østrigske alper, hvor vi fandt museet ret langt fra alfarvej.

Indenfor var der gamle Rolls Roycer i tre etager. Men det var vel også det, der imponerede os mest. Efter sidste års besøg på BMW-fabrikkerne og det tilhørende museum var vi nok en anelse (læs: meget) forvænte og var derfor ikke helt tilfredse med manglende plads til at gå rundt om bilerne og særdeles mangelfuld skiltning. Det kunne have været godt med bare lidt flere informationer om de forskellige biler.

Ikke desto mindre var det ret interessant. Rolls'er var/er jo kæmpestore, og især de allerældste var store som busser. Næsten. Og lavet særdeles solidt. Med synlige nitter og det hele. Et særligt klenodie var en bil, som dronning Elisabeth var blevet fragtet rundt i, den gang hun var cirka en tredjedel så gammel som nu.

Ude bagved var et værksted, hvor man godt måtte kigge ud. Her stod gamle biler på forskellige stadier af istandsættelse. Nogle manglede det allermeste bortset fra motor, hjul og kølerfigur. Kendere ville sikkert kunne se en meget fin gammel Rolls Royce-motor, men i Fruens ukyndige øjne kunne der lige så godt have stået en Massey Ferguson-traktor. Men så var det jo godt, at kølerfiguren sad der ...

Da vi ikke gad se mere, og Gemalen var færdig med at tage billeder, trillede vi ud mod de større veje igen. Og Fruen trak et ekstra es ud af ærmet: Et udsigtspunkt med en vistnok helt formidabel udsigt ud over Bodensøen, Rhindalen og de omkringliggende lande Østrig, Schweiz og Tyskland. En svævebane ville kunne bringe os derop, hvis vi bare kunne finde den.

Det kunne vi godt, selv om vi faktisk var kørt lige forbi uden at se den, da vi kørte mod museet. Og så svævede vi ellers afsted. I lang tid og nogle steder med l-a-n-g-t ned. Allerede her kunne man fornemme, hvad der var i vente, og vi blev heller ikke skuffede, da vi kom op og ud. Foruden café og restaurant var der bygget en udsigtsplatform af glas, hvor man næsten følte, at man svævede. Hvis altså bare man turde gå derud ...

Og den var virkelig formidabel. Udsigten. Det var ikke en helt klar højtryksdag, og vi havde ingen kikkert, men ikke desto mindre var der bare virkelig, virkelig flot. Lige under os lå Østrig, til venstre Schweiz, og på den anden side af Bodensøen kunne vi se Lindau og langt ind i Tyskland. Virkelig et sted med wauw-effekt. Og med kun tilpas mange besøgende til, at alle sagtens kunne være der og stå og glane i lang tid.

Efter et stykke tid måtte vi have en glane-pause med tilhørende kaffe og Apfel-Strudel, så vi satte os og fik rimelig hurtigt vores bestilling effektueret.

Men vi skulle jo også videre, så da vi havde siddet lidt, fik vi tjek på svævebanens tider og besluttede at tage næste afgang ned. Den gik hvert kvarter, og vi kunne således nemt nå at betale og en tur på toilettet.

Troede vi.

For da tiden var gået, havde tjeneren stadig ikke bragt den ønskede regning. Og af en eller anden grund aftalte vi, at Gemalen og Donnaen bare skulle tage svævebanen ned, og så ville jeg komme med den næste.

Det var dumt.

For selv om jeg havde signaleret til tjeneren igen, og hun havde lovet at komme, gjorde hun det ikke. Og så blev jeg utålmodig og rejste mig, da jeg tænkte, at så måtte hun da komme. Hun så, jeg rejste mig, men valgte at modtage nye ordrer i stedet for at afslutte med mig.

Nu må man jo ikke gå fra regningen, men jeg var efterhånden blevet træt af at vente. Så da svævebanen kom op igen, gik jeg.

Og så skete der noget.

En - anden - virkeligt ophidset tjener kom styrtende og råbte og skreg. Ikke noget med stille og roligt at spørge, om jeg måske havde glemt at betale, men derimod total overfusning - på tysk og engelsk - med trussel om både politi og en gigantisk bøde.

Desværre er jeg typen, der lader mig overfuse og først en halv time senere ved, hvad jeg skal sige, og desværre var Gemalen - der har et ganske andet gemyt - langt væk. Så i stedet for at fortælle den ophidsede tjener, hvad jeg mente om ham og hans - nu temmeligt rådne - café og ditto serviceniveau, betalte jeg bare og lod mig temmelig rystet fragte ned igen. Af en heldigvis rar svævebanefører, der åbenbart følte sig så utilpas over det passerede, at han gjorde sit bedste for at berolige og glatte ud.

Og Gemalen, han blev selvfølgelig så gal på mine vegne, at han omgående overvejede at tage svævebanen op igen for at tale et alvorsord med tjeneren. Det fik han dog ikke lov til, og i stedet satte vi straks kurs mod Lindau på den trygge tyske side af grænsen.

Tyskland, det ved vi hvad er!

Et sjældent billede af Gemalen.