Hjemture

Efter den guidede rundvisning på Neuschwanstein kan man forsøge at møve sig ud på slottets balkon og falde i svime over den totalt vidunderlige udsigt. Og efter indkøb af diverse tingeltangel i souvenirbutikken, kan man gå ad stien op til Marien-Brücke og se ned på slottet og videre ud over dalen. Igen en totalt vidunderlig udsigt. Det er fra denne bro,  at nok 90 procent af alle billeder af slottet er taget. Største udfordring er at undgå at blive skubbet til og/eller at tabe sit kamera ned i kløften, hvor man med garanti ikke behøver at lede efter det.

Nu havde vi god tid og snuppede en hestevogn, som i roligt tempo klip-klappede sig ned til byen igen. 

Her var der langt flere mennesker, end da vi kom, og vi kunne hurtigt blive enige om, at vi ikke skulle se mere. Hverken slottet Hohenschwangau, hvor Ludwigs far havde resideret, og Ludwig var opvokset, eller museet for de bayerske konger.

I stedet for at køre samme vej hjem til Oberammergau, valgt vi en sydligere rute, der på en kort strækning gik gennem Østrig. Det blev en smuk, smuk tur. Masser af bjerge og den fineste turkisgrønne sø, Plansee. Vi kom også forbi afkørslen til Schloss Linderhof, et andet af Ludwigs mange slotte. Men selv om jeg egentlig gerne ville set det - vistnok meget smukke og i forhold til Neuschwanstein helt anderledes - slot, var jeg så brugt i knolden, at jeg helt uden brok lod Gemalen passere.

Tilbage i Oberammergau gik vi på jagt efter en sen frokost. Først hos en vældig sød bagerdame, bagefter hos en slagterdame, der dårligt kunne skjule sin irritation over vores vægelsind og sære ønsker om tre skiver af én slags pølse og fem skiver af en anden. Det må være hårdt at være ekspedient i sådan en turist-overrendt by, hvis man ikke kan lide turister ...

Derefter var det tid at slå mave, og da der var Tour de France i fjernsynet, som Gemalen endelig havde fået til at virke, skete der ikke mere, før løbet var slut, og sulten igen meldte sig.

Efter først italiensk og derefter mexicansk mad ville vi gerne have god, solid og lokal kost, så vi gik hen på en restaurant, vi fik anbefalet af vores vært. Udmærket sted, hvor man havde travlt. Vi var heldige, at et par var ved at gå, da vi kom ind, så vi kunne overtage deres bord. Jeg har glemt, hvad vi fik at spise, men ikke overraskelsen over, at vi ikke kunne betale med kort, da vi fik regningen. Den nærmeste bank lå mindre end to minutters gang væk, vejret var godt, og det var stadig lyst, så kein Problem. Bare tankevækkende. Også at regningen bare var en lille håndskreven lap uden hverken nummer eller navn. Nu havde vi alle steder i både Tjekkiet og hidtil i Bayern kunnet betale maskinudskrevne restaurant-regninger med kort, og så støder man pludselig på sådanne lemfældigheder. Ret sjovt faktisk i det ellers så velordnede Bayern.

Næste morgen var det tidligt op og pakke, spise morgenmad, afregne og sætte kurs mod nord. På den måde fik vi ikke set ret meget af Oberammergau og de nærmeste omgivelser, men til gengæld ved vi præcis, hvor vi gerne vil bo, hvis vi kommer forbi en anden gang, enten på gennemrejse eller bare fordi.

Turen hjem gik fuldstændig problemfrit. Vi havde vores hyr med at forklare Ruth, at vi altså ikke ville ind og køre på Autobahn hverken i eller omkring München. Men ellers samarbejdede hun upåklageligt. Også selv om vi flere gange undervejs skiftede mening med hensyn til rutevalg. Først ville vi over Potsdam, men så ville vi ramme lige i myldretiden, og så ville vi hellere over Magdeburg. Senere kunne vi høre, at der var voldsomme køer omkring Magdeburg, og så ville vi alligevel over Potsdam.

På et tidspunkt var Ruth enig med radioen om en kø, og vi valgte at dreje fra og køre et lille stykke på små veje for at køre op igen på en næsten tom Autobahn. Lidt heldig må man gerne være. Ret heldig var også en ældre herre i en af de små byer, vi ved denne frakørsel kørte igennem. Den ældre herre valgte nemlig til både vores og andre trafikanters forbløffelse at svinge til venstre i en rundkørsel. Heldigvis var trafikken langsom og begrænset, så vi kunne nøjes med at måbe og gnide øjnene en ekstra gang.

Ellers ingen stop, køer eller uheld. 

Og da vi kom hjem, stod huset, planterne hang og dynerne ventede.

Landsbyidyl i Oberammergau.

Disney-fantastisk - og en lille smule tragisk

Da hverdagen indhentede mig, manglede jeg stadig to ferieindlæg. Bedre sent end aldrig kommer de lige her:

Den sidste feriedag, bortset fra hjemrejsedagen, var afsat til Neuschwanstein. Slottet, som Fruen længe havde drømt om at se.

Allerede på lang afstand kan man se slottet som en lille hvid klat på en baggrund af skov og bjerge, og efterhånden som vi nærmede os, voksede slottet og så præcis så eventyrligt ud som på billeder.

Så snart vi steg ud af bilen, kunne vi se, at der var virkeligt mange mennesker. Heraf cirka halvdelen kinesere. Vi fandt billetkontoret, sprang den almindelige kø over og fik hurtigt vores billetter. Billetdamen fortalte, at der var stoppested for hestevognene til slottet til højre for billetkontoret.

Fruen mente - temmelig fejlagtigt - at vi havde god tid, så jeg kunne godt nå en tur på toilettet. Donnaen ville med. På vejen passerede vi et hestevognsstoppested, og undrede os. Måske havde billetdamen ment til højre set udefra?

Vi fik fat i Gemalen, købte billetter og sad lidt og ventede i hestevognen. Pludselig så jeg nærmere på skiltet ved stoppestedet og konstaterede, at hestevognen slet ikke kørte til Neuschwanstein, men til Hohenschwangau, det andet slot.

Ud med os og pengene retur fra kusken, der lignede en, der var ret vant til , at folk klokkede rundt i det på den måde.

Nu var der allerede gået ret meget tid, og Fruen, som omsider havde gidet at åbne den lille folder, som fulgte med billetterne, kunne konstatere, at vi dårligt kunne nå hestevognsturen, hvis vi ikke kørte lige med det samme. Gå derop kunne vi ikke med Gemalens dårlige hofte.

Tilbage var der bussen, og vi nåede hen til stoppestedet og købte billetter, mens bussen blev fyldt med kinesere - og kørte. Der var bare to foran os i køen, der heller ikke kom med ...

Selv om der var passagerer nok at tage af, gik busserne efter en fast plan og ikke bare efter behov. Så vi måtte vente. Længe. Og vores indgangstid oppe på slottet nærmede sig alt for hurtigt.

Det stod mere og mere klart, at vi ville komme for sent, og Fruen var lige ved at tude af skuffelse.

Vi blev dog i køen, og endelig kom bussen, og endelig kørte den igen, og endelig nåede den op til vendepladsen før slottet, hvorfra alle skulle gå det sidste stykke. Der var stadig et par minutter tilbage at løbe på, så det gjorde vi. Ret bogstaveligt. Løb!

Da vi omsider nåede slotsgården, skulle vi igennem en billetsluse, hvor vores billetnumre stadig blinkede, selv om indgangstiden egentlig var passeret. I almindelig opkogt og forvirret tilstand susede jeg i første omgang lige forbi og måtte bruge yderligere ti sekunder på at vende rundt og komme tilbage og får fumlet billetten igennem.

På slotstrappen stod en vagt og grinede venligt til os, da vi kom væltende, forpustede og røde i kammen. Så snart vi var indenfor, gik døren i, og guiden bød velkommen.

Hun fortalte - blandt meget andet - at slottet slet ikke er det middelalderslot, som det ligner. Det er bygget så sent som i tredie fjerdedel af attenhundredetallet. Og det ser ud, som det gør, fordi bygherren, kong Ludwig den anden af Bayern, var totalt verliebt i historiske eventyr og ikke mindst i Wagner-operaer. Derfor blev det ikke en almindelig hofarkitekt, men en Wagner-scenograf, der tegnede slottet ud fra kongens ønsker.

Indvendigt går Ludwigs forkærlighed for Wagner igen. Og kan man sin Wagner, hvilket jeg bestemt ikke kan, vil man kunne se henvisninger til forskellige Wagner-operaer - inklusiv en grotte med lys i skiftende farver! - overalt i udsmykningen. Noget er virkelig overdådigt flot, og noget er temmelig dystert. Jeg ville i hvert fald ikke turde sove i kongens soveværelse med mørke egepaneler og en seng med en himmel, der består af et væld af kunstfærdigt udskårne tårne og kors (eller hvad det nu er), så man føler sig hensat til en overbefolket transsylvansk kirkegård. Ved nattetide.

Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det var netop her - i sin seng - kongen befandt sig, da han blev arresteret og erklæret sindsyg. Hvorefter han blev ført bort og et døgn senere fundet død i en sø.

Kongens pludselige og alt for tidlige død betød, at slottet aldrig blev færdiggjort, og på nær relativt få sale og gemakker (og et, for tiden, meget moderne og velindrettet køkken) står som en tom skal.

Og selv om slottet udefra fremstår som det mest perfekte Disney-prinsesse-slot, har der aldrig boet en eneste prinsesse. Kongen var en overgang forlovet, men brød forlovelsen og var vist i det hele taget ikke rigtigt til prinsesser ...

Ak ja. Et eventyrligt udseende er ikke altid nok til en happy ending.