Jamen så er vi da i gang!

Vi jeg nåede aldrig at slappe helt af i juleferien.

Tiden op til havde været alt for travl, og da jeg havde måttet flexe en del fra arbejde, var jeg nødt til at prøve at indhente noget af det forsømte i løbet af juledagene.

Men nytårsnat, da Donnaen havde ringet hjem og ønsket godt nytår, venneparret var gået hjem, og vi havde ryddet det værste væk fra spisestuen og ud i køkkenet, gik vi i seng med en god følelse af, at vi godt endelig kunne tillade os at sove længe, stå op når vi gad og ellers bare bruge nytårsdag på at tulle rundt, rydde op og se nytårskoncert.

Et par timer senere ringede Donnaen. Hun og veninden var hentet hjem igen i god ro og orden, men nu havde hun ondt i maven. Meget ondt. Faktisk så ondt, at hun lå på gulvet og ikke kunne komme op. Hvad hun lige skulle gøre?

Hvis nu omtalte gulv havde befundet sig i vores umiddelbare nærhed i det midtjyske, havde vi nok ment os ædru nok til at køre ud og hente hende hjem. Men Donnaen befandt sig på et gulv i Nordsjælland, og der ville mindst gå tre timer, før vi kunne være fremme.

Efter lidt parlamenteren frem og tilbage fik Gemalen venindens mor i telefonen, og de enedes om, at der skulle tilkaldes en ambulance.

Det blev ikke til meget mere søvn den nat. Ved halv syv-tiden ringede venindens mor for at fortælle, at nu var Donnaen blevet indlagt og undersøgt og havde fået så meget smertestillende, at hun måtte formodes at falde i søvn. Hun selv og resten af familien, der alle meget rørende havde stået hos hele vejen igennem indlæggelsen og de første undersøgelser, ville tage hjem i seng.

Vi stod derimod op, og mens jeg gik i bad, bestilte Gemalen en togbillet til mig. Den stærke blæst gjorde, at vi var bange for at havne ved en lukket Storebæltsbro, og så virkede det - på det tidspunkt - som en god ide at taget toget i stedet. Og efter en meget hurtig omgang morgenmad og ditto pakkeseance, racede vi afsted til Skanderborg.

Der var ikke mange med toget, og de få, der var, var meget stille ... Først i Odense begyndte der at blive fyldt op. Ved Korsør fik vi at vide, at toget kun kørte til Slagelse, da der stod et tog med maskinskade længere fremme på strækningen. I stedet skulle vi skifte til lyntoget, som kom lige efter. Det var lidt noget bøvl, mest for dem med små børn i klapvogne, men de fleste tog det meget pænt, og så raslede vi videre til København, hvor jeg kunne hoppe lige ind i S-toget til Hillerød og derfra følge mobilens anvisninger hen til hospitalet.

I mellemtiden havde jeg været i løbende kontakt med Donnaen, der, trods store doser morfin, overhovedet ikke var smertedækket og derfor ikke kunne sove. Heldigvis bor begge hendes voksne søstre i området, og de havde begge smidt, hvad de havde i hænderne og var kommet på besøg. Først den ene. Og siden den anden.

Alene havde hun derfor dårligt været, og da jeg kom, sad den anden søster sammen med sin mand og underholdt Donnaen efter bedste evne. Ondt havde Donnaen stadig, og diverse undersøgelser viste ingenting. Søster og mand tog hjem og lovede at hente os - eller bare mig, så snart vi gav besked. Og så satte vi os til at vente på en CT-scanning. Det tog sin tid, og da vi bagefter skulle vente på svaret, tog det også lang tid. Sådan en nytårsdag er der ikke mange på arbejde, og de arme læger og sygeplejersker hastede rundt for at gøre det så godt som muligt for så mange som muligt.

Omsider kom lægen, og Fruen fik fornøjelsen af at få punkteret cirka 28 fordomme om læger, for hende her var slet ikke 'efter bogen', men ganske ung og med både ring i næsen og en ganske uortodoks hårfarve. Men det skulle man ikke tage fejl af, for hun var yderst kompetent, og så var hun helt på bølgelængde med Donnaen og talte kun til og med hende, mens hun stort set ignorerede mig. Det tog mig lige et øjeblik at indse, at det selvfølgelig var det eneste rigtige, for Donnaen følte sig både set og hørt og tog virkelig det ind, der blev sagt. I en helt anden grad, end hvis det var blevet leveret fra en voksen (lægen) til en anden (mig), mens Donnaen havde ligget som et umælende får i sin seng.

Konklusionen var, at der ikke var 'noget'. CT-scanningen viste (heller) ingenting, og Donnaen måtte gerne komme hjem. Hvorfor hun var blevet så dårlig, måtte stå hen i det uvisse som en af de underligheder, man aldrig får helt svar på.

Så vi blev hentet af søsterens mand. Det havde hele tiden været planen, at Donnaen skulle og bo hos dem, men nu fik jeg også husly, for det kunne ikke komme på tale at køre hjem. Donnaen var stadig for dårlig, og med tiltagende storm i udsigt skulle vi i hvert fald ikke nyde noget af at køre mod Storebælt.

Det betød en ekstra fridag til mig, og da vi næste dag vågnede rigtigt op, fandt vi ud af, at ikke alene var Storebælt lukket på grund af storm, men også på grund af den forfærdelige togulykke.

Vi måtte derfor blive i det nordsjællandske, ind til broen igen åbnede, hvorefter vi drog afsted og var noget spændte på, hvornår vi ville indhente køen. Det gjorde vi hverken ved Slagelse eller ved betalingsanlægget, men først helt ude ved Sprogø. Men herfra tog det så til gengæld også 70 minutter at snegle os hen til og forbi det forulykkede tog og frem til Fyn. Jeg fattede aldrig helt, hvorfor det skulle tage så lang tid. Om det virkelig alene skyldtes folks overdrevne trang til at glo?

Fra Nyborg gik det som smurt. Vi undgik køer ved Odense, selv om vi ramte lige omkring klokken fire, og resten af vejen var der heller ikke megen trafik. Og så var det bare om at komme hjem og gå tur med Kamelen, tage på indkøb, lave aftensmad og gå på hovedet i seng.

Og så var det år li'som skudt i gang.

Tom sengeplads, mens Donnaen var til scanning.