fredag den 9. november 2018

Muldvarp!


En af de gange, først på sommeren, hvor jeg brokkede mig allermest, da jeg var ude at cykle med Gemalen, endte han med at udbryde:

- Jamen, du kan jo slet ikke se noget! Tror du ikke, det er på tide at besøge en optiker?

Joh, det var det nok, så det gjorde jeg, og dommen var klar. Jeg befandt mig på stadet lige før muldvarp:

- Du bør faktisk slet ikke køre bil, før du får briller! sagde den venlige optikerdame, der havde testet mig.

- Eller linser. Har du overvejet linser? fortsatte hun.

Det havde jeg ikke. Men det kunne da måske være en meget god ide. Det skulle så fungere sådan, at linserne skulle suppleres med læsebriller.

Fint nok, og jeg kom ind og skulle lære at bruge linserne.

Det var, syntes jeg, uhyggelig svært at stoppe fingrene ind i øjet uden at blinke. Men optikeren havde en engels tålmodighed og meget store pædagogiske evner, så til sidst lykkedes det, og så var jeg kørende, mente han. Imens jeg ventede på mine læsebriller, kunne jeg lige købe et par Tiger-briller til en tyver.

Næste morgen stod jeg en halv time tidligere op, og det var absolut påkrævet, for jeg kunne i den grad ikke finde ud af at tage linser på, og jeg var på nippet til at tude af frustration, før det lykkedes. De følgende dage gik det lidt bedre, og på ferien i London fik jeg også linser på hver dag. Til gengæld syntes jeg ikke, det gik særlig godt, når jeg skulle kombinere linserne med læsebriller. Og de rigtige briller var ikke meget mere bevendte end dem fra Tiger-butikken.

Linserne var en stor forbedring, især på cykel, men også når jeg kørte bil, men det viste sig, at det kun gjaldt inden for det hjemlige byskilt. Da jeg kørte Kamelen til pasning langt ude på landet, måtte jeg glippe meget med øjnene, og da vi dagen efter kørte ned gennem Tyskland, gik det helt galt, og midt på eftermiddagen hev jeg kontaktlinserne ud.

Og brugte dem ikke mere på hele ferien.

Vel hjemme igen klagede jeg min nød. Jamen, det skyldtes helt klart bilens aircondition. Den kunne jeg jo bare slå fra, sagde lidt for smart (anden) optiker. Det mente jeg så ikke var optimalt i 35 graders varme. Jeg kunne også få nogle mere fugtende linser. De kostede bare det dobbelte. Det syntes jeg var en dårlig ide. Og så kunne jeg jo endelig opgive linserne og få briller med glidende overgang.

Det fik jeg så.

Og jeg syntes mildest talt ikke godt om dem. De var svære at gå med, og læse med dem kunne jeg ikke.

Nu var jeg efterhånden en lille smule træt af det hele, men tredje optiker justerede dem lidt og forklarede mig, at det var et spørgsmål om at lære at dreje hovedet i stedet for kun øjnene. Og med hensyn til at læse, så virkede det jo desværre ikke for alle, så jeg måtte have et par læsebriller ved siden af, og så bare stille mig tilfreds med, at jeg trods alt kunne læse prisskiltene i føtex med brillerne med glidende overgang.

Desuden skulle jeg også have et par skærmbriller, selvfølgelig med glidende overgang.

Godt så. Jeg prøvede at vænne mig til at dreje hovedet og ikke kun øjnene, selv om det føles mærkeligt. 

Og jeg fik et par læsebriller, der fungerer fint. Og et par skærmbriller, hvor jeg kunne se alt andet end skærmen ...

Det ville være en underdrivelse at påstå, at jeg kun var lidt utilfreds. Men medmindre man har lyst til at smide de allerede investerede penge væk, er det jo ikke muligt at skifte heste i vadestedet, så jeg måtte endnu en gang forbi optikeren. Og denne gang blev det bestemt, at jeg skulle have skærmbriller uden glidende overgang.

Da jeg var nede og hente de nye skærmbriller, som iøvrigt fungerer fint, snakkede jeg lidt med sød optikerdame om mine kvaler med brillerne med flydende overgang.

- Åh ja, det kan godt være lidt svært. Især hvis man er langsynet. Måske skulle du prøve med et par briller, der bare har læsefelt på den gammeldags facon.

Det skulle jeg lige tygge lidt på, men nu hvor det er mørkt allerede sidst på eftermiddagen, har jeg oplevet at blive utroligt desorienteret, når jeg er ude at køre, hvilket er meget lidt rart.

Jeg kan vist lige så godt ringe med det samme ...

De nye, velfungerende, skærmbriller.

PS: Og jeg cykler stadig med linser. Det fungerer nemlig fint.

15 kommentarer:

randiglensbo.dk sagde ...

Det er lidt af et cirkus, når man skal ha' briller til både det ene og det andet. Sidst, jeg trængte til nye briller, måtte jeg forbi optikeren 3-4 gange, før jeg rent faktisk kunne se ordentligt med de briller, de havde målt sig frem til, ville passe til mig og mit syn.

Fruen i Midten sagde ...

Randi: “Cirkus” er det helt rette udtryk. Jeg synes, det er mærkeligt, at det skal være SÅ svært.

Mia Folkmann sagde ...

Linser er ikke for alle, og jeg tror egentlig kun, at det er udmærket at skifte mellem dem og briller. Jeg er overbevist om, at det ikke er godt for øjnene med linser i det lange løb, og den overbevisning stammer fra min tid på en kontaktlinseklinik (!). Det med glidende overgange er der mange, der har svært ved at vænne sig til - har jeg hørt. Har ikke selv prøvet dem. Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig kan "nøjes" med et par af de billige +briller, når jeg skal læse. Til gengæld er jeg ekspert i at glemme, hvor jeg har lagt dem... ;-) Håber, at det hele ender godt, og at du finder frem til en god løsning, som du bliver tilfreds med...

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Nej, linser hele tiden er næppe særlig sundt. Kunne dog have tænkt mig, at de virkede bare lidt bedre for mig. Nogle mennesker siger, glidende overgange er svære at vænne sig til, mens andre bare tager deres nye briller på, og så er det det ..! Nyd det så længe, du kan nøjes :-) Det håber jeg virkelig også ...

Pia sagde ...

Linser har jeg aldrig prøvet, men Allan har brugt dem med stor tilfredshed i mange år, indtil han skulle have hjælp til at finde dem, når de oftest bare sad på hans finger.
Det andet cirkus har jeg, for en del pr siden selv kæmpet med i nogle år. Jeg ved ikke, om du husker jeg har skrevet om det, men det var mit samsyn, det var galt med. Efter at heve trænet mine øjne et par måneder, har alt virket upåkladeligt lige siden. Min optiker sagde, at rigtigt mange mennesker har et dårligt samsyn uden at vide det, og ikke mange optikere er klar over det, eller nævner det som et problem.

Pia sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Pia sagde ...

Min kommentar kom to gange, derfor slettede jeg den ene.

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Det der med linser, der bare sidder på fingeren (eller kinden) kender jeg godt. Jeg har flere gange skullet have briller på for at finde dem igen. Virkelig noget bøvl. Næh, det kan jeg desværre ikke huske, hvornår var det? Og samsyn har jeg aldrig hørt om, men nu vil jeg i hvert fald nævne det for optikeren på tirsdag, så tak for den oplysning :-)

Pia sagde ...

Det er flere år siden. Måske 'kendte' vi ikke hinanden på det tidspunkt. Jeg har indsat et link, som indeholder flere link.

https://pigenfralandet-pia.blogspot.com/2011/01/jeg-skrev-om.html

Lene sagde ...

Øv hvorfor skal det være så bøvlet at kunne se ordentlig.
Jeg er spændt på hvordan det kommer til at gå med mine skræmbriller. Glidende overgang har jeg aldrig haft problemer med og det er jeg glad for.Til gengæld måtte vi opgive at finde linser, jeg kan bruge uden at skulle have læsebriller. Min optiker mener at det er kommet nye på markedet, som måske kan bruges af mig, jeg er ikke helt klar til at bruge energien på det. Jeg er dog gald for mine linser, når vi kører motorcykel.
Håber du snart får et bedre syn på tilværelsen :-)

Birgitte B sagde ...

Mind man har ikke briller til almindelig brug. Han har så til gengæld et par 'tv/køre bil' briller. og et par 'skærm/læsebriller'. Jeg synes, det må være noget så besværligt, men han klarer det fint med alle de skift.
Personligt har jeg haft briller siden 9-års alderen. Så jeg er både vant til linser og briller. Til gengæld er jeg de senere år gået ned i styrke (jeg er nærsynet), så der er håb om, at jeg måske kan slippe helt for briller en dag!
Håber du kan finde rundt i alle dine briller/linser. Kh. Birgite

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Nej, du har ret; vi 'kendte' ikke hinanden dengang :-) Nu har jeg læst indlægget, og jeg tror ikke, at jeg har det samme problem. Men jeg vil stadig nævne det for optikeren. Og jeg kan se, at jeg måske skal til Viborg, hvis det bliver ved med at drille fremover. Tak for link :-)

Lene: Forhåbentlig bliver du glad for dine skærmbriller :-) Jeg fik at vide af optikerdame, at glidende overgang er nemmere at vænne sig til, hvis man er nærsynet. Måske er det det du er? Jeg skulle også bruge læsebriller foruden linserne, men det fungerer ikke særlig godt, og jeg kommer aldrig til at læse andet end helt korte tekster med den kombination. Håber jeg også :-)

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Jeg ender formentlig som din mand, og ja, jeg synes, det er besværligt :-( Jeg er stadig imponeret over, at der er mennesker, der kan tage linser på 'bare sådan'. Jeg har mit hyr hver gang. Det kunne da være fedt, hvis du kan slippe helt af med briller på et tidspunkt! :-)

Ellen sagde ...

Linser har altid skræmt mig langt væk - jeg vil meget hellere gå med briller, men det er så åbenbart fordi jeg er nærsynet, at jeg har haft det så let med de tre glidende overgange, jeg har i mine briller.
Du har da vist fået flere års brilleerfaring på ganske kort tid! Der er ret stor forskel på dygtigheden hos de forskellige udbydere, synes jeg ... som har prøvet hele to ... men John har haft briller altid og har prøvet mange. Der er også forskel på optikerne inden for den samme kæde, kunne jeg konstatere, da vi flyttede fra Roskilde til Næstved.
Det hjalp mig nok også, at John kunne give mig nogle fif til at 'opføre' mig korrekt til en synsprøve.
Pøjpøj - jeg håber det hele går op i en højere enhed for dig snart.

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeg har aldrig tænkt mig selv som en linse-bærer, men hvis jeg skal være bare en lille smule aktiv, er det meget rart at slippe for briller, som dugger, sidder i vejen eller endda falder af. Og mine briller med glidende overgang tør jeg simpelthen ikke cykle med! Ja, der er muligvis stor forskel på udbydernes ekspertise, men som skrevet; det er jo svært at skifte udbyder midt i det hele. Så nu har jeg afleveret mine briller med glidende overgang og bestilt et par gammeldags bedstefar-briller med læsefelt. Hvordan opfører man sig korrekt til en synsprøve?? Tak, håber jeg også :-)