Sydpå

Efter vores London-tur havde vi fire dage hjemme, før vi alle tre kørte mod Italien.

Sådan var det blevet, fordi Donnaen havde en tid på hospitalet i Viborg, og fordi jeg kun havde kunnet rykke rundt på min ferie under forudsætning af, at jeg stadig havde styr på de faste opgaver. Så det fik jeg, og onsdag morgen i uge 30 var vi klar til afgang. Kamelen var afleveret til pasning, og bilen var pakket, og afsted gik det.

Da der havde været meget mediesnak om vejarbejder og kø-fare på motorvejen mod Hamburg, var vi enige om at køre udenom. Altså kørte vi fra ved exit 11 og tog landevejen over til motorvejen fra Kiel mod syd. Det gik som det skulle. Vi passerede motorvejen Hamburg-Lübeck og senere også den fra Hamburg til Berlin. Nu gik det noget langsommere, da motorvejen var skiftet ud med landevej. Men sådan plejede det jo også at være, så jeg var ganske godt tilfreds. Gemalen not so much, især ikke da det gik op for ham, at jeg på ingen måde havde tænkt mig, at vi skulle mod øst, da vi (læs: jeg) havde booket overnatning stort set længst nede mod vest i Tyskland, syd for Karlsruhe.

Gemalen havde bare ment, at vi skulle væk fra den vejarbejdeplagede syver nord for Hamburg, men så have taget etteren fra Lübeck tilbage igen mod syveren syd for Hamburg. Men det havde han jo ikke sagt, og jeg havde ikke spurgt, og nu var vi kommet alt for langt, til at det kunne betale sig at ændre på ruten. Og sådan er der så meget, og jeg kan kun undre mig over, at jeg ikke forlængst har lært at spørge Gemalen, hvad det er præcis, han mener, i stedet for at gå ud fra, at han mener det samme som jeg. For det gør han sjældent. 

Nu var det bare om at finde noget frokost, før gnavpotteriet fik overtaget, og efter en del køren frem og tilbage på grund af vejarbejde endte vi på havnegrillen i Lauenborg. Det var en rigtig havnegrill, med en hyggelig, overdækket terrasse lige ned mod Elben, hvor vi kunne sidde i en sval brise og nyde vores fritter med mere. På et tidspunkt skulle vi låne nøglen til toilettet, og jeg fik så det indfald at spørge, om vi forresten kunne betale med kort? Det kunne vi ikke, og da vi havde absolut nul euro med, måtte Gemalen sendes afsted for at finde en hæveautomat. Grilldamen forklarede mig beredvilligt, at først skulle han over én bro, som kunne ses fra stedet, og derefter en til og så dit og dat. Hvorefter jeg tabte tråden og erklærede, at det måtte Gemalen hellere selv få forklaret.

Men han var stadig lidt halvmuggen og begav sig bare afsted uden anden forklaring end de to broer. Til gengæld havde han alle tre mobiler med, så kommunikere med os, hvis han blev helt væk, kunne han ikke. Donnaen og jeg spiste færdig og nåede faktisk ikke at bekymre os, før Gemalen var tilbage. Den præstation var han selv så tilfreds med, at humøret straks var meget bedre.

Syd for Lüneburg og på vej mod Soltau og syveren kører man gennem en masse skov. Her har vi kørt flere gange før og kunnet se, hvordan verdens ældste erhverv stadig blev udført i mobilhomes parkeret langs vejen. Denne gang nåede vi dog at undre os over, hvor de var blevet af, da der dukkede nogle ganske få op, kort før vi var helt ude af skoven igen. Hvorfor det er gået tilbage med den form for forretningsliv på netop det sted, aner vi ikke. Og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvor jeg skal spørge ...

Tilbage på motorvejen var det bare at høvle syd på, og det gjorde vi så, og det gik sådan set fuldstændig problemfrit. Der var bare langt. Men til sidst nåede vi dog frem til vores Landgasthaus Blume, fik parkeret på rette sted og fik vores nøgler. Mutter beklagede, at det var Ruhetag, så restaranten var lukket, men hun kunne anbefale en anden restaurant. Bare rundt om hjørnet og så til højre, hvor vejen gaflede, så kom vi lige derhen.

Det gjorde vi også, og ad bagvejen kom vi ind i en stor have med borde under en overdækket søjlegang. Vi var superheldige, at der var nogen, der gik, da vi kom, så vi kunne få et bord, der hurtigt blev ryddet, og vi fik menukortet. Ret hurtigt fik vi også bestilt, men så skete der til gengæld heller ikke mere i meget lang tid. Det vil sige, ikke for os i hvert fald. For de kvindelige tjenere havde fløjtende travlt og løb, så snart de ikke havde noget på deres bakker. Men de var for få, og gæsterne for mange. Efter mere end en times venten fik vi dog vores mad, og den har sikkert været udmærket. Jeg var bare så træt og så sulten og havde iøvrigt knaldende hovedpine, så det kan jeg overhovedet ikke huske.

Næste morgen vågnede vi friske og veludhvilede, og efter det store tyske morgenbord fortsatte vi mod syd og nåede hurtigt Schweiz, Basel og et sted, hvor vi kunne investere i en vignet til bilen. Umiddelbart kan det virke som et rip off at skulle købe vignet for resten af året i Schweiz, men i bakspejlet, efter en lille uge på de italienske betalingsmotorveje, virkede det næsten som en foræring ...

Vi spiste frokost i bunden a Schweiz, næsten nede ved den italienske grænse. Den lignede et ganske almindelig motorvejscafeteria, men der viste sig at være ganske hyggeligt, fordi vi kunne sidde ude under et halvtag, langs en lille sø, som gik helt ind under stedet, hvor vi sad. Det lokale dyreliv havde vænnet sig til cafeteriagæsterne. Først kom gråspurvene for at kigge efter godbidder og derefter både ænder og og små bitte fisk. Det var ret sjovt, men Fruen følte alligevel, at hun måtte formane Gemalen om, at hverken fugle eller fisk havde særlig godt af hans brød, og så forsvandt både de to- og nulbenede for at finde rarere mennesker andre steder.

Cirka her forlod vi motorvejen og kørte over et ikke særlig befærdet pas til Italien, til Aosta-regionen. Den region har vi aldrig været i, og det var nok lidt synd ikke at se nærmere på den, for den skulle være ganske smuk. I byen Aosta nåede vi til motorvej igen og fortsatte til Torino, hvor Gemalen fik den fikse ide, at han nok kunne finde et billigere sted at tanke diesel end på motorvejen. Det gik der så lige lidt tid med at føre ud i livet, for der var temmelig meget trafik, og det var som om alle benzinstationerne befandt sig på venstre side af vejen ...

Fra Torino mod syd til vi igen skulle forlade motorvejen og køre det sidste stykke mod Ormea ad landevejen. Det forløb planmæssigt, og jeg havde kigget så meget på Google Maps, at jeg vidste, at vores hotel skulle ligge oppe til højre, lige inden jernbanebroen, før vi kørte ind i byen. Det var meget godt, for ellers var vi drønet lige forbi det ganske lille skilt, der stod ud til vejen. Nu nåede vi - næsten - at stoppe, og blev lukket ind gennem den store låge til haven af værten, der straks kom susende, da vi ringede på.

Hotellet var ikke særlig stort, men ganske charmerende. Måske en gammel rigmandsvilla? Værelserne var store og gammeldags indrettede, men med nyrenoverede badeværelser. Fra vinduet var der udsigt til en æblehave og bjerge i baggrunden.

Det var lige til at holde ud.