Nice og Cannes på den hurtige måde

Næste morgen vågnede jeg en anelse mørbanket.

For nok boede vi dejligt, men minussiden ved et værelse møbleret i gammel stil var, at madrassen vist var lige så gammel som stilen, hvilket vil sige mindst 50 år.

Men efter bad og morgenmad var vi alle klar til at tage ud og opdage verden. Donnaen havde, da vi planlagde turen, været meget opsat på at komme til Frankrig, fordi hun gerne ville til Nice, Cannes og Monaco. De kedelige forældre var dog rørende enige om, at vi ikke gad betale spidsen af en jetjager for at bo i det område, og kompromisset blev, at vi boede på den italienske side af grænsen, men da bare kunne køre til Frankrig.

Så det gjorde vi da bare.

Men bare var jo i mellemtiden flyttet. Fra Ventimiglia med cirka 45 km til Nice til Ormea med 125 km til Nice. I det hele taget skulle det vise sig, at der er 125 km til alting fra Ormea, men det skulle først for alvor begynde at dæmre i løbet af de kommende dage. Det skulle også dæmre, det skete til gengæld ret hurtigt, at bemeldte 125 kilometer var italienske og ikke flade danske. Italienske kilometer, hvor det gik op og ned med sving og kurver. Alene turen på kun lidt over fyrre kilometer ned til Imperia ved Middelhavet tog en time at køre. Gemalen kunne godt have kørt hurtigere, men lod klogeligt være ...

Ved Imperia ramte vi motorvejen, der går langs kysten hele vejen fra Rom til Gibraltar. Stort set. Motorvejen ligger højt med de flotteste kig til Middelhavet og består mestendels af tunneller og broer. Nu ved vi, at italienske motorvejsbroer kan styrte sammen, men det vidste vi ikke dengang, så vi drønede bare afsted og nåede hurtigt til grænseovergangen til Frankrig. 

Medvirkende grund til, at vi havde droppet at bo i Ventimiglia var, at nogenhavde fortalt os, at der var et stort flygtningepres på grænsen til Frankrig netop der, så vi var lidt spændte på, om vi skulle holde i kø og have bilen endevendt, men intet skete, og vi så hverken toldere eller flygtninge, og kunne bare fortsætte uhindret til Nice.

Vi kørte rundt om den gamle bydel og fandt en parkeringsplads nede ved havnen. Solen bankede ned, og vi forsøgte at gå mest muligt i skyggen, rundt om den grønne bakke eller klippeknold, der ligger mellem havnen og den gamle bydel, som var første mål. I de snævre gyder i den gamle bydel var der mere skygge, men der var også flere mennesker. Mange flere mennesker. På den der lidt overvældende måde, der gør, at man ikke rigtigt ser hverken bygninger eller butikker, fordi man bruger alt for meget opmærksomhed på bare at komme frem uden at gå ind i noget eller nogen. Og på at holde godt fast i taske, mobil og andre hug-værdige genstande. Hvilket jo er ærgerligt, og sådan er det bare tit, når man desværre ikke er ene om at have fundet de allerbedste steder.

På mirakuløs vis lykkedes det os dog at finde en café med et ledigt bord i skyggen, hvor vi kunne få frokost. Og der sad vi så og kiggede. Og lyttede. Der var alverdens sprog, men virkeligt mange talte dansk, og det bekræftede os i, at Nice er en rigtig dansker-destination.

Ret hurtigt begyndte Donnaen at sidde og småhoppe. For hun havde en aftale i Cannes, og hun ville gerne nå at se # I Love Nice-monumentet på hjørnet af promenaden, før vi kørte videre. Så vi rejste os og gik videre gennem byen ned til promenaden langs standen. På vejen passerede vi et marked, men vi kom for sent; stadeholderne var ved at pakke sammen og spule pladsen ren. Det spildte vi altså ikke tiden på og kunne i stedet kigge lidt ned langs Promenade des Anglais og stranden foran, hvor folk lå tæt under lange rækker af parasoller.

Og så kom vi rundt til hjørnet med # I Love Nice-monumentet. Hvis altså man kan kalde noget, der trods alt ikke er større cirka 4 x 8 meter for et monument? Det står der og lyser i tricolorens farver og inviterer til, at folk tager billeder og poster dem på de sociale medier som en hyldest til Nice og ofrene for terrorangrebet i 2016. Det virker, Donnaen var absolut ikke ene om at tage billeder.

I Cannes fandt vi det store kasino, hvor Donnaen havde en aftale om at mødes med en af sine venner, der var på ferie med familien. Og mens Donnaen forsvandt med sin private guide, gik Gemalen og jeg på jagt efter et skyggefuldt sted at drikke kaffe. Det gik meget godt, og at jeg kom til at bestille en bolle med oliven, som jeg virkelig ikke kan fordrage, var bare en mindre detalje, der da heldigvis var råd for. Derefter traskede vi ned til havnen for at se på de mange kæmpestore lystyachter, der lå og signalerede en ekstrem overflod af penge. Det kunne vi bruge lang tid på, og vi stod også længe og gloede ud på et kæmpe krydstogtsskib, der lå uden for havnen, og hvorfra mindre både pendulerede frem og tilbage til havnen med krydstogtsturister.

En sodavand senere fandt vi på, at vi skulle ud og kigge på nogle af de lidt mindre - men stadigvæk ret store - både, der lå midt i havnen ved en række mindre bådebroer. For at komme derud, passerede vi gennem en låge, der sagde et lidt ildevarslende klang! efter os, og vi var klar over, at vi nu nok var ude i noget, der muligvis ikke var helt efter bogen. Vi forsøgte at ligne afslappede sejlere med god tid (det lignede vi næppe), og så daskede vi rundt og kiggede lidt på både fra nær og fjern. Da vi gik tilbage, kunne vi ganske rigtigt konstatere, at adgangen til området var låst af, og at vi ikke kunne komme ud. Medmindre vi ville kravle over, og det ville vi helst ikke ...

Heldigvis kom der netop en mand med en cykel, som også skulle ud, og så kunne vi da lige holde hans cykel, mens han klikkede sig igennem, og så gå med ham ud, endda med en venligt nik som tak for hjælpen.

Tilbage ved kasinoet dukkede Donnaen op næsten samtidig med os. I vældig godt humør, fordi det selvfølgelig havde været top-nice at tilbringe et par timer uden sine kedelige forældre. Og fordi bare tanken om senere henkastet at kunne sige, at hun da havde haft en aftale med en af sine venner i Cannes, var ganske fin.

Derefter var det bare at finde tilbage til bilen og køre tilbage til hotellet. Nu med Donnaen på forsædet, så jeg kunne sidde bag i bilen og prøve at abstrahere fra de mange sving fra kysten og op mod Ormea.