Flade ud-dage

Efter to dage med sygt mange sving og kurver nægtede Fruen at forlade Ormea og forlangte at få en flade ud-dag.

I stedet tog vi hen og kiggede på byen.

Det blev ikke til meget by. For der var marked og så kiggede vi på det i stedet. I hele gågaden var der linet op med boder med alt fra frugt og grøntsager til hjemmestrik og julepynt. Især julepynten brugte Donnaen og jeg en del tid på. Det var noget med nogle små bitte krybbespil bygget ind i underlige hverdagsting, og Donnaen og jeg kunne hurtigt blive enige om, at sådan et måtte vi nødvendigvis have. Til gengæld var det sværere at blive enige om hvilket. 

Til sidst lykkedes det dog, og vi traskede videre. Købte ind til frokost og havde megen fornøjelse af Gemalens kage-indkøb. Han havde udset sig en kage, men ville gerne vide, hvad der var i, men hans og kagesælgerens sproglige formåen var ikke helt nok. Men der var hjælp at hente; de omkringstående kunder gav hjertensgerne deres besyv med, og gloser på italiensk, fransk og engelsk fløj gennem luften, til det til sidst kunne slås fast, at det var en kirsebærtærte, Gemalen skulle have.

Tilbage på hotellet blev eftermiddagen brugt på at flade ud, glo på firben, læse og banke hinanden i kongespil, som der med lidt god vilje lige akkurat var plads til at spille på græsset foran hotellet.

Om aftenen spiste vi på hotellet, og det viste sig, at den lille restaurant serverede den fineste gourmet-mad. Til ingen penge. Igen gik der sproglig forbistring i kommunikationen; Gemalen ville bestille et ekstra glas rosé, men fik - tadah! - rosen-sorbet-is. Det gav dog ingen skår i glæden. Han fik et glas rødvin, og jeg fik isen.

Næste dag kunne vi godt holde til at køre igen, og da Donnaen nu havde sat hak ved Nice, Cannes og Monaco, ville hun gerne til San Remo.

Altså kørte vi til San Remo, hvor vi fandt en parkeringskælder, der var dimensioneret til biler i størrelsen Fiat 500. I hvert fald var ned- og opkørselsramperne et kapitel for sig, og det føltes nærmest som at køre inden i et sneglehus. Det lykkedes dog Gemalen at få kantet sig både ned og siden op uden at skramme bilen.

Vi fandt en stor, flot - skyggefuld - gågade med alle de sædvanlige mærkevarebutikker plus en række mere lokale modeshops. Det var dog alt for varmt til at prøve tøj, og ganske gratis var det heller ikke, så vi nøjedes med at kigge. For enden af gaden nåede vi til San Remos kasino, hvilket vi slet ikke vidste fandtes, men nu havde vi jo lige været i Monaco, så vi var ikke lette at dupere og var mere interesserede i fortovscaféerne overfor.

Efter endt frokost drejede vi om hjørnet og konstaterede, at det var for varmt at gå i solen, nede ved vandet, så vi søgte hurtigt op i skyggen igen og fandt tilbage til bilen. Derfra kørte vi ad de små kystveje til Imperia. En smuk tur på knap 25 kilometer, med næsten konstant havkig. Småbyer, gartnerier og dyre huse i mellem hinanden.

I Imperia fandt vi en parkeringsplads, men kunne ikke få p-automaten til at fungere. Efter at have rendt lidt rundt efter en anden automat mødte vi en dame, der erklærede, at når automaten var rotto, så skulle man ikke betale, sådan var det. Vi kiggede på hinanden og gjorde, som damen sagde og håbede det bedste. 

På havnen skete der ikke meget, men den bar dog præg af at være en rigtig havn med lossekraner og fiskenet på kajen. Og kun en enkelt lystyacht. Længere henne nåede vi strandpromenaden og neden for den lå stranden, der var proppet med mennesker, så der gad vi ikke gå ned.

I stedet fandt vi en café og slog os ned under en parasol og fik noget at drikke. Dér sad vi i lang tid og lavede absolut ingenting, indtil vi tog os sammen, daskede tilbage til bilen, som heldigvis ikke var blevet bøde-ramt i mellemtiden, og kørte så hen og fandt et kæmpestort supermarked, hvor vi kunne købe både dit og dat, vand og ikke mindst Donnaens yndlingskiks, som desværre ikke fås i Danmark.

Således gik der to hele dage med ikke ret meget.

Og det var faktisk rigtig skønt.

Den eneste gang, det lykkedes at 'fange' et firben.