We were not særlig amused - og dog ...

Jeg springer lidt i begivenhederne 
og vender tilbage til Donnaens og min London-tur:

Vi havde frasagt os morgenmad på hotellet og kunne derfor bare sove så længe vi (læs: jeg) gad.

Hotellet lå så vi bare skulle rundt om hjørnet, lidt hen ad vejen og rundt om hjørnet igen for at komme til stationen, og lige før var der et mindre udvalg af caféer, der blandt andet serverede morgenmad. Valget faldt på Starbucks; det vidste vi, hvad var, og Donnaen kunne få sin yoghurt. Og jeg kunne få grød, juice og café latte, og så var jeg glad. Der var godt nok urimeligt koldt på grund af for meget ventilation, men alligevel spiste vi morgenmad der to yderligere morgener, fordi vi først på fjerdedagen fandt på at gå bare lidt længere ned ad gaden og finde et meget bedre sted ...

På stationen købte vi Oyster Cards, men hoppede ikke på toget og gik i stedet op til Hyde Park, som i den ende vist i virkeligheden hedder Kensington Gardens. Vi så Kensington Palace, hvor William & Co. bor. Særligt prangende er det ikke; bare en store rød kasse. Omme på den anden side skal Meghan og Harrys bolig befinde sig, men vi gad ikke gå om og lede og satte i stedet kursen ind mod byen. I London var der lige så tørt som her, og parkens græs var brunt og afsvedent, og det knasede, når man gik på det.

Fra den anden ende af parken fortsatte vi ned til Buckingham Palace. Der var mange mennesker, og Fruen var ret udfordret, da Donnaen beordrede hende til at tage det helt perfekte billede af sig med slottet i baggrunden - og vel at mærke uden for mange andre kedelige turister for tæt på. Til sidst lykkedes det dog at gøre Donnaen tilfreds, og vi vandrede videre mod Big Ben og parlamentet. At Big Ben var under renovering, vidste jeg egentlig godt, men havde ikke lige tænkt tanken færdig, at det så også var indhyldet i stilladser. Det var lidt en nedtur for Donnaen, der også var skuffet over, at vores tur var blevet planlagt så sent, at det var umuligt at få adgang til parlamentet.

Jeg fik til gengæld øje på den nye statue på Parliament Square af Millicent Fawcett, som var en ledende kvindesagsforkæmper, såkaldt suffragette, dengang kvinder havde stort set nul rettigheder. Hun er nu, i anledning af 100 året for kvinders stemmeret i England, kommet til ære som statue blandt Churchill og Nelson Mandela og en hel masse andre mænd.

Både Donnaen og jeg var dog for sultne til rigtigt at fornøje os over, at der omsider var kommet en kvinde op som statue. I stedet fandt vi en undergrundsstation, indviede vores Oyster Cards og tog toget hjem mod hotellet.

Vi havde forventet, at vores Oyster Cards virkede lige så godt som de tilsvarende, vi havde brugt i Singapore, Tokyo og Hong Kong. Det gjorde de også. Næsten. For det var kun de færreste gange, vi kunne se, hvor mange penge, der var tilbage på kortene, når vi checkede ud på stationerne, og det var også helt uigennemskueligt, hvor hurtigt kortene løb tomme for kredit. Først tænkte vi, at det var virkelig sært, at vi stadig kunne køre på dem. Og da de så endelig løb tør, og vi tankede ny kredit, gik der til gengæld alt for kort tid, før de var flade igen. Hvordan det kunne gå til, aner jeg ikke, men det var lidt irriterende.

Vi havde også forventet, at det ville være mindst lige så nemt at færdes i Undergrunden i London som i Østen.

Det var det ikke.

For det første kører der flere forskellige linjer ind til de samme perroner, og det i sig selv gør det jo lige så indviklet som i København. Dernæst kan man risikere, at forskellige tog på den samme linje ikke kører præcis de samme steder hen, fordi sporet deler sig. Det er ikke noget, nogen har udtænkt for at gøre det nemt for turister ...

For det andet skulle vi lige lære at tackle de andre rejsende. Tackle var sådan vi ind i mellem følte det. Vi havde jo regnet med, at vi skulle over og opleve de civiliserede og ultra-høflige englændere, der står i kø og tager hensyn. Men glem det! Det er en myte. De står ikke pænt i kø, og de tager ikke hensyn. På perroner og i de lange underjordiske gange mellem perronerne var vi ofte ved at blive rendt ned af fortravlede typer, der virkelig ikke har tid til at tage hensyn til turister, der lige skal have tid til at orientere sig.

For det tredje er det alles kamp mod alle, når man skal ind i togene. Der bliver ikke rigtigt ventet på dem, der skal ud, og man bliver både skubbet til og trådt over tæerne. Donnaen har muligvis været ninja i et tidligere liv, så hun havde sjældent problemer, men jeg var ofte ved at blive helt hægtet af og slet ikke komme med toget, fordi mit kamp-gen ikke står så kniv-skarpt mere.

For det fjerde - inde i togene. Herre Jemini! Hvis man så rigtig godt efter, blev der vist taget hensyn til gravide og gamle, dårligt stående personer. Men de sagnomspundne good manners, som englænderne er så kendte for, var som fordampet i varmen, og der blev både pillet tæer og hevet i de små hår på lårene, ved kanten af shortsene. Vi snakker mænd. Damerne opførte sig generelt mere anstændigt. Til gengæld var deres høje hæle farligere end mændenes flade sko.

For det femte var der varmt, ofte pottehedt i togene, og selv om folk selvfølgelig ikke kan gøre for, at de sveder - der gør vi andre jo også - så er det altså ikke særlig fedt at stå med næsen lige ind i en svedigt fugtig armhule, mens man klamrer sig til en stolpe i mangel af siddeplads ...

Men pyt, vi tog ikke skade og endte som altid med at opfatte tog-turene som en antropologisk oplevelse.

Og har grinet en del af det siden.

Big Ben ...