mandag den 2. juli 2018

Plan B


Så blev det juli, og hvis jeg ellers var i stand til at abstrahere - men det er jeg ikke helt - fra, at jeg efter Plan A skulle have været ved at udforske Beograd lige nu, så går det meget godt.

Donnaen er færdig med 2.g. Og med eksamen ikke mindst. Hvilket betyder, at vi alle tre kan holde helt op med at bekymre os om Egetæppers mulige vækststrategier, og det er faktisk meget rart ...

I stedet kan vi bruge hjernekapacitet på Plan B, som byder på en kort tur til London for Donnaen og mig og en lidt længere tur til Italien for os alle tre.

Men først fra uge 29, hvor vi ikke skal tage sære hensyn til hverken eksamen eller alle de studenterfester, som Donnaen nødvendigvis gå til. Derfor skal vi heller ikke tænke i særskilte flyafgange til Donnaen og til mig, og det hele må formodes at glide lidt lettere.

Og det lykkedes faktisk på mirakuløs vis både at få flyttet Kamel-pasning, som var allerførste betingelse for at flytte ferien, og min ferie, som ellers aldrig har kunnet rykkes til guld-ugerne 29-31, hvis jeg først har bedt om noget andet tilbage i marts. Men lige præcis i år, er der andre på kontoret i bemeldte uger, og så behøver jeg ikke også at være det. 

Så heldig kan man altså være en gang i mellem.

Nu skal vi bare have de næste to uger til at gå, og da der som sædvanlig er cirka tre trilliarder ting, der skal ordnes, huskes, gøres, købes, vaskes, stryges og tjekkes inden afgang, så skal de uger såmænd nok få ben at gå på.


8 kommentarer:

A + K = ♥ sagde ...

Åh, dejlige planer I har i sigte - K & jeg glæder os også til London i september :D

- A

Lene sagde ...

Det lyder som to steder, jeg også kunne tænke mig, men ikke i år.
God forventningsgøremål :-)

Ellen sagde ...

Det var da et fint plaster på såret, at der ingen problemer var med at flytte ferie!
Jeg håber I får en rigtig dejlig tur til min yndlingshovedstad - og naturligvis også ferien alle tre sammen.
og husk nu, at Donnaen bliver student til næste år ... der kommer nok endnu flere fester i ferievejen ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Anne: Ja, det er gode planer :-) Uh, skal I også afsted! Vi må se, om vi kan opleve noget, der vil inspirere jer :-)

Lene: Næh, med de to banditter kommer I vel ikke så langt omkring i år? Du og datteren må tage hinanden under armen og smutte til London på et godt tidspunkt, og så må du finde plads til Cinque Terre en anden gang. Tak :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Absolut - og meget, meget heldigt. Tak, vi får ganske sikkert en fin tur til London :-) Selvfølgelig har vi alt for lidt tid til at opleve det hele, men måske kan vi tage en bid og vende tilbage igen og igen. Det er jo ikke så langt væk.
Til næste år går det hele op i hat og briller, og vi må se, om vi overhovedet kommer på sommerferie. Det er bestemt ikke givet.

Birgitte B sagde ...

Hvor fedt at det hele klappede og I kommer afsted :-) kh. Birgitte

Pia sagde ...

Det var vel nok heldigt du kunne få ændret din ferie og det hele flaskede sig uden en masse løse ender. Det er da ikke så tosset at få to feriedestinationer i stedet.

Fruen i Midten sagde ...

Birgitte: Ja, det er superdejligt, at det kunne lade sig gøre at rykke rundt på alle brikkerne og alligevel få ferie ud af det :-)

Pia: Ja, helt utrolig heldigt, at jeg kunne rykke min ferie - og vi kunne få Kamelen passet på et andet tidspunkt. To feriedestinationer er, som du skriver, slet ikke så tosset :-)