Kant-forskrækket

- Så du den? spurgte Gemalen begejstret.

- Så hvad?

Sandsynligheden for, at jeg har set noget som helst er yderst lille, for jeg er stadig på et stadie, hvor jeg ikke ser ret meget andet end området lige bag Gemalens baghjul, når vi er afsted på mountainbike.

Derfor ser jeg kun sjældent den ræv, hare eller hejre, som Gemalen har fornøjelsen af at se fra sin førerplads. Men jeg så faktisk en sneppe - jo, jeg gjorde! - flakse afsted inde mellem træerne forleden dag. Den så Gemalen til gengæld ikke. Hæ!

Køre ved siden af hinanden? Nej, det gør vi ikke særlig tit. Kører vi på en bred vej, er jeg sikker på, jeg bliver kørt ned, hvis jeg kører yderst. Kører jeg inderst, synes jeg til gengæld Gemalen klemmer mig. Det gør han ikke, siger han, men han har jo også kørt cykelløb i mere end 1000 år, og så får man altså et andet forhold til 'tæt'.

Derfor lærer jeg nok heller aldrig at ligge i læ.

- Du skal ligge lige der, siger Gemalen og peger på et sted alt for tæt på sit baghjul. Og jeg tænker bare, at han jo ikke må være rigtig klog, for så tæt kan man umuligt køre på hinanden uden at komme galt afsted.

På skovstierne er der ofte slet ikke plads til at køre ved siden af hinanden, og andre steder er det en ret god ide at ligge bag ved Gemalen, da hans blik for underlaget er en hel del bedre end mit, og jeg ved at køre i hans spor undgår rigtigt mange huller, rødder og andre ubehageligheder.

- Er her ikke smukt? kan Gemalen andre gange spørge.

Og der jo ganske tit gudesmukt, når vi bevæger os rundt i det midtjyske Søhøjland, men ..

- Ggggggmmmmhpff! er meget ofte det indædte svar, han får.

For Fruen føler, at hun befinder sig på kanten af afgrunden og har absolut ikke tid til både at holde balancen og nyde udsigten.

- Du skal bare vænne dig til det, siger Gemalen, når Fruen ind i mellem i kraftige vendinger brokker sig over hans vejvalg.

Vænne sig til, og vænne sig til - og min bare. Måske vænner jeg mig efterhånden til lidt mere krævende - ahem - terrænmæssige udfordringer. Og det kan godt være, at jeg allerede kan kapere mere, end jeg kunne på de første ture, men indtil videre lykkes det Gemalen til fulde at klemme mig ud i noget, der hver eneste gang sætter godt gang i adrenalinen.

Forleden kørte vi i skoven, langs en skrænt, der havde kunnet gøre enhver bjergged glad; ikke ret meget plads, mange rødder og temmelig langt ned. Det gik nogenlunde, omend Gemalen kom længere og længere foran. Pludselig var jeg dog nødt til at sætte en fod ned, og da jeg skulle i gang igen, hang kanten af min buksebags-polstring fast i sadlen (don't ask), så jeg røg af igen. Heldigvis var der på netop det sted plads til lidt slinger i valsen, så jeg væltede ingen steder og kunne gøre et nyt forsøg på at komme op på geden igen. Gemalen havde ingenting opdaget og var over alle bjerge. Da jeg fik øje på ham igen, var det på den anden siden af en V-formet slugt, hvor han kørte ud af det andet ben, mens jeg kun var på vej ind af det første.

Når den slags sker; altså at jeg foretager en pludselig afsidning, mens Gemalen forsvinder ud i det blå, har jeg det som en fem-årig, der er faldet ude i haven, men må konstatere, at der ikke er nogen, der har set det, så der er ingen grund til at hyle, man må bare rejse sig op igen og komme videre.

Og når jeg indhenter Gemalen igen, opfører jeg mig også som en fem-årig:

- Hvorfor ventede du ikke? Jeg væltede jo! klager jeg.

- Jeg opdagede det slet ikke, siger Gemalen uden antydning af anger.

- Nej netop! brokker jeg.

- Der skete jo ikke noget, fortsætter Gemalen.

- Men tænk, hvis der gjorde, brokker jeg videre.

- Mmmmh, siger Gemalen og fortsætter i et tempo, der udelukker mere brok ...

Nogle gange er det ikke skrænter, men vand - eller endda en kombination af skrænter OG vand, der får mig til at dø en lille smule af skræk.

Langs Gudenåen er der på et langt stykke en gammel pramdragersti, som man kan gå og cykle på. Stigende vandstand i åen har dog medført gentagne oversvømmelser, og for et par år siden tog man - da man renoverede stien - konsekvensen og hævede den op som en pælebro, så man visse steder ikke cykler langs, men over Gudenåen med siv og vand på begge sider. Dér skulle vi cykle, mente Gemalen, og jeg fulgte jo bare med, for jeg vidste ikke på forhånd, hvad jeg rodede mig ud i.

Først kørte vi på en rigtig jordsti, der var lavet som en vold ud gennem vådområdet til selve pramdragerstien. Og det så egentlig meget tilforladeligt ud, da Gemalen kørte der. Jeg nåede endda at tænke, at det var ærgerligt, at jeg ikke havde et kamera. Men det var som om, stien snævrede ind, da jeg selv skulle køre der. Stierne mødte hinanden i et t-kryds, og jeg fik travlt med at bremse og få fødderne ned, for jeg havde ikke teknik til at dreje så skarpt på så lidt plads.

- Hvor langt er det sådan her? råbte jeg efter Gemalen.

- 7-800 meter råbte Gemalen, og jeg fortrød straks, at jeg havde spurgt.

F*cking 800 meter!

Vi mødte ikke nogen, der kom den modsatte vej, og godt det samme, for så var jeg da nok kørt direkte i åen. Men på en lille vigeplads sad et par gutter og fiskede. De sad uden for selve stien, men deres grej rakte nok 10 centimeter ud på stien, og det var alt rigeligt til at hyle Fruen ud af det, så hun var nødt til at sætte en fod ned.

Heldigvis vidste jeg på det tidspunkt slet ikke, at mine bukser kunne finde på at tage fat i sadlen, for så havde jeg nok trukket resten af turen, ind til jeg fik helt fast grund under fødderne igen. Nu kom jeg på cyklen igen og nåede at indhente Gemalen så meget, at jeg så ham flyve ud over kanten af enden af broen og ned på stien igen, og jeg nåede samtidig lige at indse, at jeg ikke kunne nå at bremse, men var nødt til at fortsætte med god fart og håbe det bedste. Det gik heldigvis godt, og i virkeligheden var der nok kun 20 centimeter ned. Det havde bare set mere drabeligt ud på afstand.

- Det gik jo fint, sagde Gemalen fornøjet, da jeg indhentede ham.

- Hmpfr, der var bare alt for smalt. Og vand på begge sider. Og langt ned, brokkede jeg.

- Åh, det er slet ikke så farligt, svarede Gemalen glad.

- Det er jeg sikker på, at det er, brokkede jeg videre.

- Er der aldrig nogen, der ryger i vandet eller falder ned af skrænterne i skovene en gang i mellem?

- Det tror jeg ikke, sagde Gemalen ubekymret.

- Hmm, sagde Fruen, og så brugte jeg resten af tiden på vejen hjem til at spekulere på, om jeg mon er særlig kantforskrækket, fordi jeg er mig, eller fordi jeg bare er startet i det her game 40-50 år for sent?