Og nu med lys på

Vel nede på jorden igen var vi enige om, at nu var vi både sultne og trætte, så vi satte kurs mod hotellet.

På vejen kunne vi ikke rigtigt finde ud af, om vi skulle spise frokost eller vente, men endte dog med at styre ind i en restaurant i Chinatown. Den viste sig at være temmelig lokal, og der var ikke ret mange andre etniciteter end kinesere. Vi fik hver vores glimrende udgave af en nudelret, og så sad vi ellers der og gumlede, mens vi ønskede os spejle, så vi bedre kunne følge med i, hvad de fik at spise ved nabobordene.

Ved siden af os sad et mindre selskab, som vist allerede havde siddet der et stykke tid. Der stod flere ting på bordet og en stribe tomme ølflasker på gulvet, og de spiste alle sammen af det hele. På et tidspunkt blev der båret et fad ind med en stor, meget grim fisk på. Desværre sad jeg dårligt for at se, hvad det gik ud på, men da Donnaen havde samlet sin underkæbe op, kunne hun berette, at der vistnok kun blev spist af det, der lå uden om. Hvad det så end var ...

Efter frokosten gik vi hjem, tog et bad og smed os på sengene, mens vi planlagde resten af dagen.

Vi ville nemlig ned til Marina Bay igen, da vi mente, at der ville være en form for lysshow ved havnefronten om aftenen.

Fra Bayfront-stationen valgte vi at gå mod uret rundt om havnebassinet.

Ja, det kan man godt, for det er helt lukket af og har egentlig slet ikke nogen reel havnefunktion. Svært at forklare ...

Forbi det spektakulære ArtScience Museum, som vistnok skal ligne en lotusblomst. Det er en ret flot bygning, som desværre drukner lidt ved siden af det kæmpestore Marina Bay Sands hotelkompleks, vi havde set og nydt udsigten fra tidligere på dagen.

Og videre over the Helix Bridge, som er en meget speciel gangbro, der ligger ved siden af to store, mangesporede broer til biler. Broen syner meget let, kurver en smule og er designet i et spiralmønster, der ligner en DNA-model. Man går inde i spiralen, hvor en overdækning skærmer mod sol eller regn. På vejen er der flere små udsigtsplatforme, hvorfra der er den flotteste udsigt ind mod byen og tilbage ud mod Marina Bay Sands.

Vi var nødt til at stoppe ved hver eneste og bruge tid på at glane i alle retninger og tage en masse billeder. Men over kom vi dog og nåede nu til endnu et kuriøst tilfælde af ægte singaporeansk hittepåsomhed. The Float er en flydende football-bane, som oprindelig blev anlagt som en midlertidig erstatning for et stadion et andet sted. Nu er dette andet stadion forlængst ombygget, men The Float har fået lov at blive liggende. Det bruges vist mest til koncerter og alt muligt andet end sport, og netop da vi kom forbi, var man, i forbindelse med det kinesiske nytår, i fuld gang med at opbygge hvad der lignede et omrejsende tivoli i stor størrelse.

Videre forbi nogle - igen - virkeligt særprægede bygninger, der mest af alt mindede om en mellemting mellem rygskjoldet på kæmpebiller og tutten på et sølvfingerbøl ... Og så var vi nået om på indersiden af Marina Bay, til statuen af Merlion, Singapores vartegn. Merlion er løve foroven og fisk forneden og repræsenterer på den måde Singapores oprindelse som fiskerlandsby og det, at Singapore oprindeligt betyder noget i retning af løve-by. Merlion er Singapores svar på Den lille Havfrue og nogenlunde lige så fotograferet, og der var mange mennesker i området, både med og uden selfie-stænger ...

Nu var det tid til aftensmad, og vi havde på forhånd fundet ud af, at der skulle ligge en Starbucks lige ud mod havnefronten lige over for Marina Bay Sands. Den fandt vi, og til vores glæde var der ikke fuldt optaget ved bordene udenfor. Vi bestilte, og Donnaen susede ud og okkuperede et bord i første parket ud mod vandet. Det var stadig lyst, men mens vi spiste, faldt mørket mere og mere på. Der var stadig noget tid, til klokken blev otte, så for fortsat at kunne sidde, hvor vi sad, gik jeg ind og bestilte lidt mere, og så sad vi ellers der og nød den lune aften. Helixbroen var oplyst, og efterhånden kom der også lys på flere andre steder.

Klokken otte startede lysshowet, som centrerede sig om Marina Bay Sands, hvor forskellige dele af komplekset lyste op i skiftende farver. Samtidig stod lysstråler ud i nattehimlen, som fra en overdimensioneret discokugle. Det var virkelig flot, men ikke helt så mega-fantastisk, som det vi havde set i Hong Kong året før. Alligevel var vi overraskede over, at det ikke trak flere mennesker, og at vi ganske ugeneret kunne sætte os ud på en kant foran Starbucks terrasse og nyde synet derfra.

Selv om klokken nu kun var cirka halv ni, var vi godt brugte og fandt mobilen frem, så vi kunne lokalisere den nærmeste station, der blot lå nogle få hundrede meter væk. Derfra til Chinatown og hjem til hotellet. Et stop på vejen i den lokale 7-Eleven efter noget at drikke og så op og på hovedet i seng.