Toppen af Tokyo

Efter gåturen i den kejserlige park og endnu en gåtur på jagt efter nogle kirsebærtræer, der selvfølgelig ikke var i blomst, men som Donnaen godt ville se alligevel, var Gemalen flad og ville gerne hjem og have benene op. Så vi hoppede på toget på den nærmeste station og kørte hjem til Tamachi Station.

På vejen blev Donnaen og jeg dog enige om, at vi godt lige kunne klare lidt mere, så da vi alle var kommet af igen, var det kun Gemalen, der gik tilbage til hotellet, mens Donnaen og jeg gik på jagt efter den bus til Roppongi Hills, som jeg mente, at jeg tilfældigvis havde spottet en af de foregående dage.

Vi var heldige; bussen holdt bare og ventede på os. Jeg er altid lidt skeptisk, når det gælder buskørsel fremmede steder, for kan jeg nu finde ud af at komme af det rigtige sted? Det er lidt sværere end at tage toget med de vel-skiltede stationer. Men fra endestation til endestation mente jeg nok, vi kunne finde ud af.

Og det kunne vi da også snildt, for vi blev simpelthen sat af i bunden af Mori Tower, som var målet for udflugten.

Roppongi er et smart, dyrt kvarter. Roppongi Hills er et kæmpestort bygningskompleks midt i bydelen, og Mori Tower er den centrale bygning i dette kompleks. Det er 54 etager højt og dermed en af de højeste bygninger i Tokyo. På 52. etage er der et Oberservation Deck, hvor der er 360 graders udsigt over Tokyo. Der er også et åbent Sky Deck på toppen af bygningen, men der følte vi ikke behov for at tage op.

Det var allerede aften, da vi kom op, men lyset på etagen var så dæmpet, at man kun lige kunne se at færdes, og dermed var udsigten fuldstændig uspoleret af baggrundslys. Og den var - udsigten altså - mageløs. Tokyo er jo ikke nogen lille by, så der var millioner af lys, lys og endnu flere lys så langt øjet rakte.

Havde vi nu været der i dagslys - og klart vejr - havde vi kunnet se Fuji. Men det var vi ikke, og man kan som bekendt ikke få alting, så vi nøjedes med at lade os betage af Tokyo by night.

The Observation Deck er ikke en stor åben etage, kernen er lukket, og man går rundt for at få alle 360 grader med. Nogle ting kunne vi godt kende eller regne ud hvad var; højhusene i Shibuya tæt ved, de endnu højere højhuse i Shinjuku længere væk, den sorte Yoyogi Park og lige så sorte park omkring kejserpaladset. Og tæt på, næppe meget mere end en kilometer væk, stod det lokale Eiffeltårn, Tokyo Tower, og lyste orange. Skulle jeg brokke mig lidt, ville det dog være over, at der ikke fandtes en eller anden form for skiltning, så man havde kunnet finde endnu flere vartegn eller kendte bygninger.

Donnaen har det ikke smart med højder, men hun udviklede sin egen teknik og satte sig ned, lidt før hun nåede ud til væggene, som bestod af glas hele vejen fra loft til gulv. På den måde undgik hun at se mere eller mindre lodret ned og kunne i stedet se vandret ud over byen.

Sådan gik der lang tid. Vi så og så og så. Og flyttede os lidt rundt og så igen.

Til sidst kom vi trods alt hele vejen rundt, og så kunne vi jo godt forlade bygningen igen. Vi kom dog ikke så langt, for vi fandt en spændende butik, hvor vi lige måtte kigge. Og kigge blev til købe, og Donnaen fik sig et par søde bluser, som blev behørigt pakket ind.

Af den sødeste og mest bøssede bøsse, man kan tænke sig. Det burde jo egentlig være ret lige meget, om han var bøsse eller ej, men ham her var det bare i så udpræget grad, at man ikke sådan lige kunne overse det. Og så var han så sød og venlig - og god til engelsk, at vi blev i helt godt humør af at blive betjent af ham, og vi tænkte, at det var rigtig dejligt, at han kunne stå der i en meget turist-orienteret shop og flashe sin bøssethed, uden nogen tog det mindste anstød af det. Sådan burde det være, men det gælder jo desværre langt fra alle steder. Og slet ikke i Asien

Således fyldt med fine top-oplevelser fandt vi - med lidt besvær - vores bus og trillede med den tilbage til Tamachi Station.