Kloster bling-bling

Fra Rozmberk skulle vi videre til Baden syd for Wien.

Den tur ville tage os direkte forbi Melk, og da vi ovenikøbet havde god tid, var Gemalen ikke særlig svær at overtale til at gøre holdt, så Fruen kunne få sit ønske om at se Stift Melk opfyldt.

Allerede fra motorvejen kunne vi se det kæmpestore klosterkompleks ligge og lyse gult og hvidt i solen, og så var det bare at følge skiltningen, til vi endte på en stor parkeringsplads og derfra kunne gå ned til klosteret.

Vi kunne også have taget elevatoren. For det var der også, og det var bare det første af mange eksempler på, at et kloster ikke behøver at være gået i stå for flere århundreder siden. Ud over nogle meget fancy og virkeligt flotte, helt moderne udstillinger lagde vi blandt andet også mærke til, at klosteret havde et varmeanlæg, der kørte på biomasse.

Her måtte vi heller ikke tage billeder. Og det var virkelig til at græde over, for hele klosteret er giga-mega stort, og alt er totalt overvældende, så man vakler derfra med så meget indtryks-overload, at det er svært at kapere. Og helt umuligt at skelne fra hinanden efterfølgende. Cirka titusinde billeder på mobilen ville helt sikkert have gjort det nemmere. Men nej, det var forbudt, og jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi alle de besøgende ville gå så meget i stå og være så optagne af at tage billeder, at de aldrig kom ud igen, og derfor måtte slæbes ud af munkene hver aften ved lukketid?

I hvert fald er klosteret og klosterkirken i Melk noget at det mest superfantastiske (indsæt selv endeløs række af superlativer), jeg nogen sinde har set.

Og jeg synes jo ellers, at jeg efterhånden har set en del ...

Efter at have købt billetter, går man gennem en port ind i klostergården og hen i modsatte hjørne for at starte rundturen i museet, der er indrettet i den ene fløj. Det vil sige, at det selvfølgelig er gamle lokaler, men selve indretningen og udstillingen er topmoderne - ja, jo ikke de udstillede genstande, som er fine, gamle kirkeklenodier som for eksempel håndskrevne bibler og kunstfærdigt udførte kors i guld og ædelstene.

Undervejs passerede vi en flot model af klosterkomplekset, hvor man for alvor kunne se, hvor stort det er. Der stod en guide og fortalte en hel masse til en gruppe besøgende. Det ville givetvis have været enormt interessant at være på en guided tur rundt, men den ene af os har slet ikke tålmodighed til den slags, og den anden kan - i hvert fald pt. - ikke høre, hvad en guide siger.

Så vi gik videre til marmorsalen, der er meget flot, selv om det er lidt snyd det der med marmoren, som i virkeligheden næsten over alt er et resultat af dygtige maleres formåen og ikke ægte marmor.

Herfra kommer man ud til en terrasse, der fører fra den ene fløj og rundt i en bue uden om kirken og over til den anden fløj. Nogen har virkelig tænkt sig om, da de anlagde klosteret. Det ligger højt over både by og Donau. Og fra terrassen er der et betagende kig over især Donau, så lige pludselig har man stået længe og bare kigget og kigget.

Vender man ryggen til Donau, ser man til gengæld ind på kirken, som ligger klemt inde mellem klosterfløjene. På sin vis lidt synd, for kirken i sig selv er så flot (alt er flot, hvis nogen skulle være i tvivl), at den fortjener at stå og skinne helt for sig selv uden at være hegnet ind af klosteret. Både kirke og kloster er barok, men på kirken har det lige fået et ekstra swung med løgkupler og krummelurer.

Modsat marmorsalen ligger biblioteket. Det er muligvis ikke flottere end biblioteket i St. Gallen, som vi så sidste år. Muligvis. Her gemmer man fine gamle, ældre og ubegribeligt gamle bøger. De allerældste er over 1000 år gamle og stammer fra det 9. århundrede. Storslået og sært at tænke på, når alt hvad vi kunne præstere i Danmark på det tidspunkt var runestenene i Jelling, som vi ellers er så stolte af ... Om der nogensinde er nogen, der læser i bøgerne, ved jeg ikke, men de bliver i hvert fald støvet af. I et hjørne af lokalet var tre personer - bibliotekarer eller måske konservatorer, næppe bare rengøringspersonale - i gang med at stille bøger på plads på den allerøverste hylde. På et bord lå bøger nok til at fylde et par hylder, og de blev nu nænsomt sat på plads. Om de ud over at blive støvet af også var tjekket for løse sider og revnede rygge, og hvad almindelige bøger nu ellers rammes af, ved jeg ikke, men det føltes helt fint, at der faktisk blev rørt ved bøgerne i steder for, at de bare stod.

Nu manglede vi kun kirken.

"Kun" viste sig at være dagens, ugens og månedens underdrivelse. Og godt, at man ser den til sidst, for oven i det synsbombardement af storslåede, fantastiske, imponerende - fortsæt selv - indtryk er man ude af stand til at tage mere ind og har kun lyst til at sætte sig stille hen på en bænk og glo lige ud i den tomme luft. Man kommer ind, stopper op, sunder sig lidt - og siger wow! 

Det er fuldstændig omsonst at prøve at beskrive kirken, for alt - fra gulv til loft - er bare flot og fantastisk.

Og så er det meste guldbelagt.

Heldigvis er kirken ikke ekstraordinært stor, for så ville man da blive blæst helt omkuld. Omvendt kunne den faktisk godt have været mindst tre gange så stor, og så kunne man alligevel have haft en prægtigt udsmykket kirke, hvis man havde 'trukket' lidt i den nuværende overdådighed.

På et tidspunkt orkede vi ikke mere. Så vi traskede ud i solen, fandt bilen og kørte til den nærmeste motorvejsrestaurant for dels at få noget at spise dels få noget almindelighed som modvægt til al den pragt, vi netop var blevet bombarderet med.

Bagsiden af den lille bog
 jeg købte om klosteret.