Et skelet, to bjørne og et par røde sko

Stærkt medvirkende til, at vi skulle bo i Rozmberk, var, at Fruen meget gerne ville besøge Cesky Krumlov, der ud over at være på UNESCO-listen også skulle være en meget dejlig, ikke alt for stor by.

Men først skulle Gemalen ud at cykle, og allerførst skulle vi have morgenmad. Den var rigelig, mildt sagt. Det var nu ikke længere så sært, at hjortene blev fodret med overskudsbrød. Udvalget af pålæg var også så rigeligt, at det kunne gøre en vægelsindet helt perpleks. Vi blev dog færdige, og mens Gemalen trillede sig en tur, gik Fruen først i bad og satte sig derefter ud på terrassen med en bog.

Og der sad hun så, Fruen. Længe.

Til sidst kom Gemalen dog tilbage. Det nyindkøbte kort havde snydt ham et par gange med både for få og for mange stier, og han skumlede en del over sjusk og manglende ajourføring, da han gik ned for at parkere sin cykel ved siden af morgenbrødsbjerget. 

Efter et hurtigt bad og en lige så hurtig frokost, kørte vi til Cesky Krumlov. Det er en tur på cirka 25 km, med voldsomme kontraster. Man kører langs Vlatava hele vejen, og de første mange kilometer er ren idyl. Man kan se dem, der sejler på floden, og man kan se båd- og campingpladser langs bredden. Der er også er et par småbyer og noget, der ligner en kolonihaveforening. Stadig meget hyggeligt. Men kort før Cesky Krumlov ligger nogle afdankede industrikomplekser, som rimeligvis har været afhængige af flodvandet, da de blev grundlagt i tidernes morgen. Måske har det engang været store, effektive foretagender med mange ansatte. Nu kunne vi dårligt afgøre, om de stadigvæk var i drift, og de lignede mest af alt velegnede kulisser til dårlige spændingsfilm. Det gjorde faktisk hele den lille forstad, som virksomhederne lå i. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor trøstesløst der må se ud om vinteren.

Men så kom vi rundt i et par sving mere og nåede Cesky Krumlov og den parkeringsplads, som Gemalen havde udset sig hjemmefra.

- Der er godt nok højt op! udbrød Gemalen ved synet at byens borg, som tårnede sig op over os, da vi steg ud af bilen.

- Og der skal vi op, meddelte Fruen fornøjet.

Altså moslede vi op ad trapper og stier og endte omme på 'indersiden' af borgen. Det vil sige den side, der vender ud mod floden og byen. Borgen er anlagt efter samme princip som den i Rozmberk, og der var derfor et formidabelt kig ud over den gamle bymidte, som gjorde det helt umuligt ikke at standse op for at stå og falde lidt i staver over den smukke udsigt.

Vi løsrev os og gik ind i borggården, hvor Fruen øjnede indgangen til museet og tårnet, mens Gemalen øjnede en bænk ...

Så jeg gik på museum. Måske har jeg efterhånden set for mange af den slags museer, for jeg havde lidt svært ved at falde i svime over ane-gallerier og samlinger af våben og porcelæn. Jeg fik dog et mindre chok, da et skelet pludselig gloede på mig fra en glasmontre! Det lå iklædt og overhængt med kostbarheder og kiggede ud på mig gennem sine tomme øjenhuler. Det skulle vist nok være de jordiske rester af en eller anden helgen, som (altså resterne, ikke den levende person) var blevet bragt til borgen for mange hundrede år siden. Bort set fra dette - ahem - kuriosum var det bedste faktisk at stille sig hen til vinduerne og kigge ud på den gamle bys røde tage og forestille sig, hvordan borgens beboere - som iøvrigt i en periode var Rozmberkerne, der havde forlagt residensen - kunne have stået på samme måde og betragtet livet i byen under dem.

Turen op i tårnet gav et endnu mere imponerende vue ud over byen og floden. Kiggede jeg mere lige ned, kunne jeg se Gemalen, og nede i voldanlægget så jeg et glimt af noget brunt, som hurtigt flyttede sig ud af syne. Jeg havde læst, at man holdt bjørne i voldanlægget, men jeg var overbevist om, at netop den sætning skulle have stået i datid, for det kunne da umuligt være noget man stadig gjorde? Vel nede igen halede jeg afsted med Gemalen, for nu skulle vi altså finde ud af, om jeg havde set rigtigt. Først kunne vi ingenting se, men så kom først en bjørn og siden en til frem. De luntede lidt frem og tilbage og var for det meste inde under den bro, vi stod på, og derfor ikke til at se.

Det var jo meget sjovt. Eller det var det så slet ikke, for vi blev lynhurtigt enige om, at det ikke var noget særlig godt bjørneliv at tusse rundt i et meget begrænset voldanlæg og blive gloet på af dumme turister. Så vi gik hurtigt videre ned i den gamle bydel, som består af snævre gader og huse i et mylder af gamle arkitektoniske stilarter. Selv om byens tilhørsforhold har skiftet mange gange op i gennem historien, er det sket så fredeligt, at den er stort set intakt. Cesky Krumlov havde dog - som så mange andre byer i det vestlige Bøhmen - en stor andel tyske indbyggere, der blev fordrevet efter Anden Verdenskrig, hvilket betød at rigtigt mange bygninger - som i så mange andre byer i det vestlige Bøhmen - stod og forfaldt. Også her er det således en kæmpe renoverings-indsats siden Murens Fald, der har genskabt fordums pragt og gjort byen til den lille turistperle, den er i dag.

For det er den. En turistperle altså. Turister var der mange af, og det var ikke kun de lokale tjekker, der kom ad floden, men også rigtigt mange andre, blandt andet asiater, som havde fundet ud af, at Cesky Krumlov var en dagsudflugt fra Prag værd. Vi var dog heldige, at der var plads på en af torvets caféer, da vi nåede dertil og blev ramt af akut kaffetørst. Der sad vi så ved en høj 'bar-disk' ud mod torvet og kiggede på folkelivet, mens vi drak vores kaffe og spiste kager. Det var sjovt, for der var et leben af store og små, tykke og tynde, kærestepar og busselskaber. På et tidspunkt kom et brudepar plus fotograf og et par yderligere hjælpere forbi på jagt efter de allermest perfekte steder til deres bryllupsbilleder. Jeg ved ikke, hvor langt de skulle omkring, men bruden havde i hvert fald sikret sig mod alt for ømme fødder og iført sig et par røde kondisko ...

Selvfølgelig var der meget mere, vi kunne have set på, men vi var tilfredse med bare at daske ned gennem gaderne til floden og derefter sætte kurs tilbage mod borgen, så vi kunne komme om på den anden side til bilen. Ret nemt, for da borgen både er stor og ligger højt, er det stort set umuligt at blive væk, hvis man bruger den som pejlemærke.

Vi kunne ikke finde ud af at betale for parkering, da automaten nægtede at æde vores billet. Men så sagde en venlig dame over automatens samtaleanlæg, at vi bare kunne køre hen til bommen, så ville hun lukke os ud. Og det gjorde hun. Ganske gratis.

Således trætte og velfornøjede kørte vi hjem og spiste aftensmad på terrassen. Tjeneren foreslog gullasch lavet på hjortekød. Vi skævede til hjortene i indhegningen ved siden af - og sagde ja tak. Det smagte virkelig godt.

Smukke Cesky Krumlov.