Vejret i dag er ikke noget at råbe hurra for; det småregner og er koldt og kedeligt.
Men sådan var det jo ikke i weekenden, hvor vejrguderne havde besluttet sig til at gå direkte fra vinter til sommer med solskin og temperaturer, der gjorde det til en fornøjelse at rumstere rundt i haven.
Ja, haven sgu!
Det der mestendels grønne areal, der ligger uden for vinduerne, og som jeg en (for) stor del af året bilder mig selv ind må være et område, der nok passes af en gartner - en lidt sløv en ganske vist - som ikke er mig.
Hvert år i februar rammes jeg af stor lyst til straks at kaste mig over havearbejdet, hvilket jeg selvfølgelig ikke kan, fordi der er både koldt og vådt og måske endda dækket af sne. Sommetider spekulerer jeg på, om jeg alene har det på den måde, fordi jeg inderst inde godt ved, at det er helt ufarligt og uden konsekvens på det tidspunkt?
Så gik marts, og det blev april. Og jeg var da i haven nogle gange, men de fleste gange var det koldt, og jeg kunne hurtigt finde en undskyldning for at gå ind igen.
Omvendt i weekenden, hvor jeg kun kom ind, fordi jeg var tvunget til det.
Og nu er mit staudebed næsten ukrudtsfrit område.
Næsten, altså.
For der mangler lige knap to kvadratmeter, som jeg bare ikke nåede. Og som nok vil kræve en time eller to at komme nogenlunde til bunds i, fordi ukrudtsmængden er - ahem - temmelig markant. En giftig kombination at genegræs og padderokker - og et par stauder, der trodser de ulige betingelser. Hvilket er både godt og ondt. For det ville være ulige nemmere bare at grave det hele op i forsøget på at få kål alle de elendige rødder. Men det kan jeg ikke rigtigt nænne.
Så jeg kæmper kampen. Og føler ind i mellem, at jeg faktisk er lige ved at vinde kampen mod genegræsset.
Men padderokkerne! For filan da. Det er virkelig en ukrudtsplante, der alene er skabt for at irritere mest muligt. Enormt hårdfør og med nogle rødder, der knækker, bare man tænker på at trække i dem, så man kun får en lille rodstump med op, mens resten bare fortsætter med at vokse. Samtidig er rødderne jordfarvede og så uskyldigt udseende, at jeg ikke ser dem og får dem pillet op, selv i opgravet jord. Hvilket igen bevirker, at der kun går fem minutter - eller i hvert fald ikke mere end en uge - før nye voksende pinde - aka padderokker - begynder at stikke op alle vegne i det ellers så nyligt lugede bed.
Jeg hader padderokker!
Og jo, jeg ved godt, at man vist nok kan bruge padderokker til både dit og dat. Men dertil er jeg så ikke lige nået endnu. Og ind til da vil jeg have lov at hade dem.
Omvendt i weekenden, hvor jeg kun kom ind, fordi jeg var tvunget til det.
Og nu er mit staudebed næsten ukrudtsfrit område.
Næsten, altså.
For der mangler lige knap to kvadratmeter, som jeg bare ikke nåede. Og som nok vil kræve en time eller to at komme nogenlunde til bunds i, fordi ukrudtsmængden er - ahem - temmelig markant. En giftig kombination at genegræs og padderokker - og et par stauder, der trodser de ulige betingelser. Hvilket er både godt og ondt. For det ville være ulige nemmere bare at grave det hele op i forsøget på at få kål alle de elendige rødder. Men det kan jeg ikke rigtigt nænne.
Så jeg kæmper kampen. Og føler ind i mellem, at jeg faktisk er lige ved at vinde kampen mod genegræsset.
Men padderokkerne! For filan da. Det er virkelig en ukrudtsplante, der alene er skabt for at irritere mest muligt. Enormt hårdfør og med nogle rødder, der knækker, bare man tænker på at trække i dem, så man kun får en lille rodstump med op, mens resten bare fortsætter med at vokse. Samtidig er rødderne jordfarvede og så uskyldigt udseende, at jeg ikke ser dem og får dem pillet op, selv i opgravet jord. Hvilket igen bevirker, at der kun går fem minutter - eller i hvert fald ikke mere end en uge - før nye voksende pinde - aka padderokker - begynder at stikke op alle vegne i det ellers så nyligt lugede bed.
Jeg hader padderokker!
Og jo, jeg ved godt, at man vist nok kan bruge padderokker til både dit og dat. Men dertil er jeg så ikke lige nået endnu. Og ind til da vil jeg have lov at hade dem.
En ret heldig opgravning, men roden er - selvfølgelig - knækket. |
13 kommentarer:
Åhhh hvor jeg glæder mig over ikke at have have mere.. :-) senegræs, padderokker, skvalderkål, mælkebøtter og alskens andet krudt og ukrudt er ikke mit problem længere, og jeg savner det ikke et sekund.. Men jeg har stor forståelse for dine følelser omkring padderokker, dem kunne jeg heller ikke lide.
Inge: Der er nogle helt klare fordele ved at flytte i lejlighed. En af dem er, at man slipper for at luge ukrudt! Tak, altid rart med nogen, der forstår en ;-)
Hahaha - hvad hjertet er fuldt af ... jeg er helt enig i, at senegræs er enormt generende, men det hedder altså senegræs eller kvikgræs, som jeg har lært det som :-)
Og padderokkernes upopularitet er vi også helt enige om - de er ikke engang kønne at se på, som de står der som minijuletræer. Jeg har dem kun i drivhuset (og hvorfor mon kun der, kan man spørge sig selv?), så der er de forholdsvis nemme at holde nede, men jeg forstår godt problemet i et staudebed.
Jeg synes, du har god grund til at give dig selv et stort skulderklap, fordi du allerede har nået så meget i haven.
Ellen: Det ved jeg da godt, men jeg er sikker på, at det må være en fejl, så jeg har besluttet, at jeg gerne må skrive genegræs :-D Meget mærkeligt, at du kun har padderokker i drivhuset. Men rart for dig. Tak, så gør jeg det :-)
Åh altså. Ukrudt er bare ikke havemenneskers favorit ;-) jeg kan dårlig se forskel på hvad der er ukrudt og hvad der ikke er, hahaha. God kamp! Kh. Birgitte
Imponerende! Jeg elsker også at være haven. Altså at være der. Gerne med et glas vin, og uden at lave noget. Den slags lader jeg Mand om, og så trækker jeg mest på skulderen hvis Mand synes det trænger til at ske noget. Nu er det selvfølgelig også bare en sommerhushave hvor man kan tillade sig lidt andre standarder. Men tror i øvrigt slet ikke vi har padderokker?... Det ved Mand sikkert!
Birgitte: Nej, de fleste af os hader det. Og så er der lige et par stykker, der både lever fint med det og forstår at udnytte det. Hmmm, det kunne man så overveje at lære. Hvorfor også bruge krudt på det, hvis det er helt unyttig viden. Du kan bare nyde mælkebøtterne uden st bekymre dig om, at de breder sig :-)
Maude: I mit hoved skal et sommerhus helst stå på en naturgrund med mindst muligt havepræg, så der kan jeg godt følge dig :-) Jeg aner ikke, om padderokker ikke bryder sig om sommerhusjord?
Suk, så kender jeg navnet på den invasive art i min frugthave. Der hvor jeg kan, bliver den slået ned med plæneklipper, og omkring bærbuskene er jeg slet ikke kommet i gang endnu.
Pøj pøj med det sidste område :-)
Nu er alt det havesnak sort snak for mig men din fortælling var god. Håber du har fået styr på, hvad det nu var:)
Padderok ynder næringsfattig jord, så måske kan du gøde dig ud af problemet.
Ellers anskaf dig aflæggere af skvalderkål; eminent bunddække plante ;-D
Ja, sikke noget gråvejr, men en tur i haven lyder ikke værst trods regn - håber du får vundet paddekampen!
- A
Lene: Dejlig nemt bare at snuppe dem med plæneklipper, og omkring bærbuskene behøver der altså ikke at være så fantastisk pænt. Synes jeg. Så tag det roligt og brug dit krudt på noget andet :-)
Mette: Åh Mette, du er nu sød! :-)
Peter: Skvalderkål - smaddergod ide. Not! Så hellere forsøge at gøde mig ud af problemet. Tak for råd - både gode og dårlige ;-)
Anne: En tur i haven er næsten altid godt. Bare det ikke styrter ned. Jeg er i fuld gang med at tabe kampen, kan jeg se. Jeg skal bare vende ryggen til og springe en weekend over, så har vi balladen. Men tak for opbakning :-)
Send en kommentar