Porcelæn og godstog

Inde i mit øre står en sølvbakke med fint porcelæn.

Måske til afternoon tea med sandwiches, scones og en lille kage. Der er i hvert fald både sprøde kopper og kagegafler på bakken.

Og hver gang der er en høj lyd,

og det er der tit, for det kan være alt fra en hævet stemme, to tallerkener, der sættes i opvaskemaskinen, elkedlen, der koger, eller en bagerpose, der krølles sammen

opfører bakken i mit øre sig, som om der kører et godstog forbi.

Det hele ryster, klirrer, og der opstår en resonans, der kan vare længe efter, at den egentlige lyd er ophørt, og som ovenikøbet har den sære effekt, at det føles som varme.

Det er en anelse generende.

Eller rettere; det er vildt ubehageligt, enormt irriterende, det stresser og trætter - og gør sur, hidsig og grådlabil.

Læg dertil, at kuren med binyrebarkhormon påvirker humøret på samme måde.

Og så vil jeg slet ikke nævne, at overgangsalderen for alvor har stukket sit grimme hoved frem de allerseneste måneder med alt hvad der til hører af humørsvingninger. Suk.

Jeg er således virkelig en fornøjelse udfordring at være sammen med.

Stakkels mig.

Stakkels min familie.