mandag den 16. januar 2017

Dobbelt dårlig timing og en nobel-pris i gulvvarme


Sidste lørdag blev juletræet degraderet til vinterdække til nogle af mine sarteste planter i haven.

Det sker hvert år, og ideen er jo god nok, synes jeg i al beskedenhed; at genbruge juletræet mest muligt i stedet for bare at smide det ud.

Det er bare timingen, der halter, for vinteren venter ikke altid med at vise sig fra sin koldeste side, til jeg har fået juletræet ud. I år var ingen undtagelse, og mine planter fik således deres nødtørftige dække på et døgn efter årets foreløbige bundrekord, der lå på den forkerte side af minus 10 grader.

Derfor gik jeg også og muggede lidt, for tænk nu hvis der slet ikke kom mere væmmelig kold vinter. Så var det jo ganske spild af krudt. Men så kom jeg i tanke om, at det måske netop var det, der skulle til for at holde frostgraderne væk, og så var dét krudt jo givet ganske godt ud.

Nu er det så blevet ganske nissekoldt igen, og det har det åbenbart tænkt sig at være et par dage, og så håber jeg bare, at det lille juletræ gør gavn i sin nuværende form.

Og så er alt vel godt?

Næh, for en af de lidt mildere - og dermed fugtigere - dage forleden kom jeg gående med Kamelen og undrede mig pludselig over en særpræget svushj-lyd, som fulgtes med os. Den stammede fra min støvle, og vel hjemme igen kunne jeg konstatere, at jeg har slidt hælen på mine termostøvler i stykker. Det er, hvad man får ud af at gå i termostøvler, når det ikke er udpræget nødvendigt.

Og her kan man virkelig tale om dårlig timing. Dobbelt-dårlig faktisk.

Fordi det jo er koldt, og jeg skal bruge gode, varme støvler for ikke at fryse tæerne af.

Og fordi det jo er de støvler, som jeg købte for ikke ret mange penge for et par år siden i Rostock, i en af de tyske kædebutikker, hvor man kan købe ikke særligt kønne, men særdeles praktiske støvler til absolut rimelig pris, og den slags butikker har man bare ikke i det midtjyske. Hvilket er træls, når man skal bruge dem.

Men man har dem, mindst én i hvert fald, og det er nok til mig, i Lübeck. Og dér har vi jo næsten lige været (blev aldrig til et indlæg, kommer måske), og ikke bare har vi været i Lübeck, Gemalen og jeg var endda inde i lige præcis sådan en skobutik. For at få varmen i det afskyeligt kolde vejr. Vi skulle ikke købe noget, for jeg havde allerede nogle gode støvler, troede jeg og vidste ikke, at de ville være ved at falde fra hinanden en måned senere.

Øv. Dobbelt øv.

Bortset fra det har jeg ikke meget at brokke mig over. Det skulle da lige være, at man ikke forlængst har fundet på at uddele en eller anden form for hæder, en Nobel-pris ville kun være rimeligt, til den person, der fandt på gulvvarme til badeværelser. For nøj, det er altså en god ting i disse kolde tider.


Koldt, men smukt.

17 kommentarer:

Øglemor sagde ...

Gulvvarme er fantastisk. Vi har det i hele lejligheden i stedet for radiatorer, og det klager jeg bestemt ikke over i denne kulde! Surt med vinterstøvlerne. Har de mon en webshop, de tyske kædebutikker? Eller en mailadresse, hvor man kan klage over, at de nye støvler sådan går og går i stykker?

Øglemor sagde ...

Nåeh. De var ikke helt nye, de støvler, ser jeg. Men så bare en webshop, da? :-)

Birgitte B sagde ...

Ja, jeg hepper også på webshop. Håber det lykkes at få nogle lækre støvler. Jeg selv kan anbefale Ecco (de er dog hundedyre). Kh. Birgitte

www.skøreliv.dk sagde ...

Ej, du skal da bare afsted igen på en lille sviptur! Eller på ganske almindeligt udsalg, det er muligvis lettere... Måske udsalg i tysk netbutik, så er alle glade, også Birgitte og Øglemor. Sidste løsningsforslag: Gaffatape. Eller gaffeltape, som det hedder hjemme hos os. Fikser alt. Og så får du jo på en måde ekstra reflekser i fodhøjde?....

Fruen i Midten sagde ...

Øglemor: Gulvvarme er klart et hit. Kan dog ikke anbefales som eneste varmekilde i et hus som vores. Nej, de var bestemt ikke helt nye, er simpelthen slidt op. Webshop må undersøges :-)

Birgitte: De behøver overhovedet ikke at være lækre. Bare de er varme - og gode at gå i :-)

Maude: Selvom gaffeltape fikser stort set alt, er jeg ikke sikker på, at det vil sidde særlig godt fast på støvlehæl? Sviptur ville klart være at foretrække, men det bliver vist ikke i denne vinter. (Jeg håber dælme, at vinteren ikke bliver SÅ lang). Webshop it is :-)

Mette sagde ...

jeg hepper også på webshop. Hvis ikke fra Tyskland så Sverige. Dine nye støvler findes derude et sted:o) Ikke at du skal bruge dem, for jeg har bestilt tøvejr så almindelige gummistøvler kan bruges. Dem har de i Jem og Fix til 90 kr tror jeg det er:) Vi har gulvvarme i bad og køkken og har aldrig tændt en radiator i de 9 år vi har boet her. Vores hus er meget lille og derfor altid varmt.

Lene sagde ...

Gulvvarme er lykken på kolde dage. Jeg har en gang fundet min mand sovende på badeværelsesgulvet efter en lang hård arbejdsdag, hvor han havde frosset hele dagen :-)
Få du nu fundet de støvler, for jeg elsker det her vejr, og det må gerne vare nogle uger endnu ;-)

Fruen i Midten sagde ...

Lene: Jeg kan sagtens forestille mig, at man kan falde i søvn på et dejligt varmt badeværelsesgulv efter en lang, kold dag udenfor :-) Du må ikke sige det til nogen, men nu er jeg kommet til at købe et par Maren-krus i stedet, så jeg bliver nok nødt til at beholde mine hullede støvler lidt endnu ...

Fruen i Midten sagde ...

Mette: Bestilte du regnvejr i forbindelse med tøvejret? Det var da lidt unødvendigt, synes jeg ;-) Men gummistøvler har jeg. Jeg kan bare ikke lide at gå langt i dem. Det må være skønt at have så varmt et hus. Det kunne jeg godt ønske mig :-)

@ sagde ...

Hahahaha ... jeg har også Maren-krus i indkøbskurven lige nu ;-)
Øv for den med støvlerne. Jeg husker at du også har 'flappet' rundt i noget andet fodtøj. Hvad sker der for dig?
Gulvvarme er en fantastisk ting og jeg hepper med på den med nobel-prisen. Dog ... mangler jeg altså nogle gange en radiator at lægge vanter osv. på. Det er bare ikke helt det samme med gulvvarme. (Mester har dog fikset en løsning - naturligvis. En håndklædevarme/dims).

Fruen i Midten sagde ...

KS: Så bliver du også nødt til at vente med nye støvler ;-) Jeg ved det ikke, eller jo, noget er gement slid og noget skyldes en lettere gakket gangart. Og så var der lige dengang, jeg fandt et par oldgamle sko frem og troede, at de var så gode som nye. Det var de så ikke. Gulvvarme er skønt - bare ikke som eneste varmekilde (hvilket det er hos os, men det er så en helt anden snak).

Ellen sagde ...

Jeg købte et par fantastiske (både fantastisk varme og fantastisk grimme) vinterstøvler i svenske Jula - de må kunne findes på deres website, hvis det skulle have interesse - du vil ikke være i tvivl, hvis de stadig har dem.
Vi har gulvvarme i køkken og bad, og i badeværelset bliver der kun slukket for den, når vi er væk fra huset i mere end to uger - der skal være varme ALTID!

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Jeg kan finde nogle vinterkängor til 149 SEK, som er meget lidt kønne. Måske er det dine? De kunne i hvert fald overvejes, og til den pris behøver de ikke nødvendigvis at skulle holde i mange år. Ja, der skal bare være varme ALTID. Hader, når gulvet er koldt på en kølig sommerdag, fordi termostaten slår fra, men det kan jeg desværre ikke helt undgå.

@ sagde ...

@ Midterfrue
Mester kan (naturligvis) et trick, så gulvvarmen ikke sådan slukkes uønsket. Siger det bare ;)

A + K = ♥ sagde ...

Øv, held og lykke med jagten på nye (:

- K

Fruen i Midten sagde ...

Kit: Ja, øv! Tak, jeg har netop bestilt nogle nye. Jeg tror, de er nøjagtigt magen til de gamle, og hvis de så bare gider at holde et par sæsoner er det okay med mig :-)

Fruen i Midten sagde ...

KS: Kan godt være, jeg gerne vil høre mere om Mesters trick, når en gang det bliver varmere :-)