Dobbelt dårlig timing og en nobel-pris i gulvvarme

Sidste lørdag blev juletræet degraderet til vinterdække til nogle af mine sarteste planter i haven.

Det sker hvert år, og ideen er jo god nok, synes jeg i al beskedenhed; at genbruge juletræet mest muligt i stedet for bare at smide det ud.

Det er bare timingen, der halter, for vinteren venter ikke altid med at vise sig fra sin koldeste side, til jeg har fået juletræet ud. I år var ingen undtagelse, og mine planter fik således deres nødtørftige dække på et døgn efter årets foreløbige bundrekord, der lå på den forkerte side af minus 10 grader.

Derfor gik jeg også og muggede lidt, for tænk nu hvis der slet ikke kom mere væmmelig kold vinter. Så var det jo ganske spild af krudt. Men så kom jeg i tanke om, at det måske netop var det, der skulle til for at holde frostgraderne væk, og så var dét krudt jo givet ganske godt ud.

Nu er det så blevet ganske nissekoldt igen, og det har det åbenbart tænkt sig at være et par dage, og så håber jeg bare, at det lille juletræ gør gavn i sin nuværende form.

Og så er alt vel godt?

Næh, for en af de lidt mildere - og dermed fugtigere - dage forleden kom jeg gående med Kamelen og undrede mig pludselig over en særpræget svushj-lyd, som fulgtes med os. Den stammede fra min støvle, og vel hjemme igen kunne jeg konstatere, at jeg har slidt hælen på mine termostøvler i stykker. Det er, hvad man får ud af at gå i termostøvler, når det ikke er udpræget nødvendigt.

Og her kan man virkelig tale om dårlig timing. Dobbelt-dårlig faktisk.

Fordi det jo er koldt, og jeg skal bruge gode, varme støvler for ikke at fryse tæerne af.

Og fordi det jo er de støvler, som jeg købte for ikke ret mange penge for et par år siden i Rostock, i en af de tyske kædebutikker, hvor man kan købe ikke særligt kønne, men særdeles praktiske støvler til absolut rimelig pris, og den slags butikker har man bare ikke i det midtjyske. Hvilket er træls, når man skal bruge dem.

Men man har dem, mindst én i hvert fald, og det er nok til mig, i Lübeck. Og dér har vi jo næsten lige været (blev aldrig til et indlæg, kommer måske), og ikke bare har vi været i Lübeck, Gemalen og jeg var endda inde i lige præcis sådan en skobutik. For at få varmen i det afskyeligt kolde vejr. Vi skulle ikke købe noget, for jeg havde allerede nogle gode støvler, troede jeg og vidste ikke, at de ville være ved at falde fra hinanden en måned senere.

Øv. Dobbelt øv.

Bortset fra det har jeg ikke meget at brokke mig over. Det skulle da lige være, at man ikke forlængst har fundet på at uddele en eller anden form for hæder, en Nobel-pris ville kun være rimeligt, til den person, der fandt på gulvvarme til badeværelser. For nøj, det er altså en god ting i disse kolde tider.

Koldt, men smukt.