Halt die Klappe!

Da jeg til morgenmaden næste dag begyndte at mumle noget om det nærtliggende Schloss Salem, skyndte Donnaen sig at meddele, at hun sagtens kunne finde ud af at fordrive tiden alene på terrassen med Den kroniske Uskyld (der er pligtlæsning i sommerferien), hvis jeg tog alene afsted.

Vel fremme fik jeg min billet og havde så små tyve minutter til at trisse alene rundt før den guidede rundvisning. Så jeg gik en tur og nåede at få en fornemmelse af, hvor kæmpestort stedet er. Et gammel kloster, der blev stort og prægtigt og på et tidspunkt overtaget af staten og derefter overdraget til en markgreve, hvis efterkommere stadig bor i en mindre del af slottet, mens størstedelen af komplekset i dag huser en internationalt anerkendt - og tussedyr - privat kostskole.

Tilbage ved udgangspunktet for den guidede tur konstaterede jeg til min forbløffelse, at vi var rigtigt mange, så hvis jeg ville have noget ud af turen, var det bare med at få mig møvet frem i forreste række.

Så jeg møvede. Og lyttede. Og forstod det meste, omend ikke det hele. Og var ret godt tilfreds med mig selv. Det var ganske interessant, og jeg ville igen-igen ønske, at jeg vidste noget - bare lidt - om arkitektoniske stilarter. Som så mange andre store bygningsværker er Schloss Salem et herligt misk-mask af forskellige stilarter, fordi man har bygget til og om og op igen. Og årsagerne har været mange; pladsmangel, brand og kappestrid med naboen for blot at nævne nogle. Blandt andet havde en abbed ønsket et klokketårn, der var større end alle de andres. Så det fik han. Desværre var tårnet for tungt til taget, der skulle bære det, så tagkonstruktionen begyndte at give efter, og man måtte skyndsomst pille tårnet ned igen.

Sådan kunne guiden på bedste vis krydre rundvisningen med flere små interessante historier, og vi fik også forklaringen på udtrykket Halt die Klappe, som stammer fra den gang, munkene også skulle over i kirken og bede midt om natten. Stolestaderne havde klapsæder, som skulle slås op, så der kun var en kant at læne sig op ad. På den måde kunne munkene bedre holde sig vågne. Var filosofien. Men når de alligevel faldt i søvn - bogstavelig talt, røg klapsædet ned med et ordentligt brag, og der blev brølet Halt die Klappe! ad den formastelige.

Ind i mellem måtte guiden dog lige tage en pause, fordi hele bygningen gungrede af skolebørn med frikvarter, og på et tidspunkt kom en vildfaren fodbold ned ad trappen fra etagen ovenover. Så lød der et formanende råb og en dreng kom spænende ned efter bolden. Ellers så vi ikke meget til eleverne. Deres private gemakker og undervisningslokalerne var selvfølgelig ikke en del af rundvisningen. Og godt det samme, for Donnaen var da gået til af ærgelse over ikke at være taget med, hvis der havde været en chance for at tage de dyre drenge i øjesyn ...

Rundvisningen var slut, og inden turen tilbage nåede jeg lige at kigge ind i den gamle hestestald og falde lidt i staver over de luksuriøse forhold. Datidens (slots-)heste har nok haft det bedre end den gennemstnitlige landarbejder.

Hestestald, komplet med vægmalerier ...