Om eftermiddagen mente jeg nok, at vi kunne nå en tur på biblioteket.
Normalt er vi ikke nogen, der går ret meget på biblioteket, så umiddelbart kunne det virke en anelse mærkeligt, at netop et bibliotek skulle være målet for en udflugt.
Men det var jo - selvfølgelig - et ganske særligt bibliotek; nemlig det gamle fine, UNESCO-blåstemplede stiftsbibliotek i St. Gallen.
Altså måtte vi bevæge os til Schweiz igen, og altså måtte vi igennem en labyrint af ensrettede gader med begrænsede parkeringsmuligheder, før vi fandt - og kunne finde ud af at betale for - en bås ikke så langt fra den gamle bymidte.
Området, vi bevægede os ind i, var meget smukt, men det havde vi ikke rigtigt sans for, da nogen havde behov for at finde et toilet. Jeg så et turistkontor og susede derind, for sådanne steder har de jo altid et toilet. Bare ikke i St. Gallen, Schweiz. Venlig dame guidede mig dog til et offentlig toilet ganske tæt på, men da vi så åbnede døren, havde nogen alligevel ikke et helt så akut behov ...
Behovet opstod igen med fornyet styrke, så snart vi havde fundet indgangen og fået vores billetter. Men her var der heldigvis nogle nydelige toiletter ... Og da vi bagefter havde stuvet tasker, mobiler og andre løsdele pånær bilnøglen ind i et skab, fik vi lov at komme ind, gå ned ad en gang og iføre os sutsko, så vi hverken kunne ridse eller grise det fine gulv.
Og så kunne vi komme ind i det allerhelligste.
Desværre måtte man ikke tage billeder. Heller ikke uden blitz. Og iøvrigt lå mobilerne jo ude i skabet. Der var overdådigt. Tænk biblioteket i Rosens Navn tilsæt et stænk Harry Potter og noget lys og noget skrump. For stort var det altså ikke. Men imponerende og fantastisk. Som så ofte før måtte man undres og forundres over, hvor astronomisk rig den katolske kirke har været. Her var udsmykket med udskæringer, stuk og loftsmalerier, forgyldninger og ædle træsorter nok til at tage pusten fra de fleste.
Og - nåh ja - så var der jo bøgerne.
Når man stod der og kiggede andægtigt på - uforståelige - tekster i bøger, der var mere end 1000 år gamle, flagrede historiens vingesus virkeligt om ørerne på en. Og videre ned om nakken og helt ned langs rygraden, så alle de små hår rejste sig, og man på én gang følte sig totalt høj over at opleve det og samtidig helt flad af benovelse over præcis det samme.
Men gulvet knirkede, så det var en lyst og tilføjede lidt hverdags-komik til oplevelsen, så vi ikke forvandledes til de rene ånder, men i stedet forblev de små praktiske grise, vi normalt er, og kunne få øje på og undre os over et åbent vindue. For når man opbevarer gamle uvurderlige bøger, så må man jo gå ud fra, at bygningen er udstyret med et endda meget fintfølende varme-, ventilations- og fugtstyringssystem (ja, jeg er arbejdsskadet), så klenodierne ikke går til. Og hvordan i hede hule og så videre kan man så ÅBNE et vindue ud til en lummerhed sommerdag? Der kunne i princippet også flyve både insekter og fugle ind. Og kastes bøger ud ...
Og så kunne vi komme ind i det allerhelligste.
Desværre måtte man ikke tage billeder. Heller ikke uden blitz. Og iøvrigt lå mobilerne jo ude i skabet. Der var overdådigt. Tænk biblioteket i Rosens Navn tilsæt et stænk Harry Potter og noget lys og noget skrump. For stort var det altså ikke. Men imponerende og fantastisk. Som så ofte før måtte man undres og forundres over, hvor astronomisk rig den katolske kirke har været. Her var udsmykket med udskæringer, stuk og loftsmalerier, forgyldninger og ædle træsorter nok til at tage pusten fra de fleste.
Og - nåh ja - så var der jo bøgerne.
Når man stod der og kiggede andægtigt på - uforståelige - tekster i bøger, der var mere end 1000 år gamle, flagrede historiens vingesus virkeligt om ørerne på en. Og videre ned om nakken og helt ned langs rygraden, så alle de små hår rejste sig, og man på én gang følte sig totalt høj over at opleve det og samtidig helt flad af benovelse over præcis det samme.
Men gulvet knirkede, så det var en lyst og tilføjede lidt hverdags-komik til oplevelsen, så vi ikke forvandledes til de rene ånder, men i stedet forblev de små praktiske grise, vi normalt er, og kunne få øje på og undre os over et åbent vindue. For når man opbevarer gamle uvurderlige bøger, så må man jo gå ud fra, at bygningen er udstyret med et endda meget fintfølende varme-, ventilations- og fugtstyringssystem (ja, jeg er arbejdsskadet), så klenodierne ikke går til. Og hvordan i hede hule og så videre kan man så ÅBNE et vindue ud til en lummerhed sommerdag? Der kunne i princippet også flyve både insekter og fugle ind. Og kastes bøger ud ...
Jeg har lige siden tænkt, at man burde have gjort 'noget'. Ringet til politiet, forlangt at tale med en chef. Ringet til UNESCO. Eller paven.
Men det gjorde vi selvfølgelig ikke.
I stedet gik vi ud og satte os under et stort træ.
 |
| Et godt træ at sidde under. |
14 kommentarer:
Ja, det var da underligt med det vindue. Og øv, at I ikke kunne tage billeder. Gad godt have set det :-) kh. Birgitte
Uh, jeg fan af biblioteker. Ærgerligt med billeder og alligevel ikke, da det vel er en del af oplevelsen. Ja, ret mærkeligt med det åbne vindue. Mon ikke andre også så det og gjorde noget:)
Birgitte: Ret underligt og ret øv. Men klik på linke oppe i teksten, så er der fine officielle billeder :-)
Mette: Biblioteker kan også være ganske hyggelige :-) Jeg tror faktisk ikke, at der er ret mange, der vil studse over et åbent vindue. Som til Birgitte; klik på linket oppe i teksten for at se billeder :-)
Du har da en evne til at finde noget, som ikke alle andre falder over, og så dog, for ind imellem har du jo besvær med alle de andre turister ;-)
Lene: Haha, det tror jeg ind i mellem også selv, men så kommer der næsten altid en dansk familie ind i lydbilledet, og så kan jeg jo godt pakke den fornemmelse væk igen :-)
Wow - sikke et bibliotek. Elsker din beskrivelse a la HP. Godt I fik brug for vignetten endnu en gang (nu må den da snart have tjent sig selv hjem) og sikke et skønt træ! Love it!
Liv: Det er lige præcis et wow-bibliotek. Tak :-) Ja, det var en god fornemmelse st få brugt vignetten lidt mere ;-) Træet er virkelig godt at sidde og falde i staver under på en varm sommerdag.
Der var dog et enormt bibliotek. Det ligner en kæmpe kirke med masser af træskærerarbejde. Det åbne vindue, havde jeg måske bemærket? men nok ikke reageret på, i hvert fald ikke på samme måde som du.
Min tanke gik også til glæden over at vignetten i Schweiz blev brugt igen.
Stegemuller: Det er et prægtigt sted :-) Ja, hvem der bare kunne. Selvfølgelig er det lige det, du tænker med din interesse for slægtsforskning og dermed gamle skrifter :-)
Pia: Billederne snyder lidt, for man må som besøgende kun gå rundt på gulvet, og så er lokalet ikke så vildt stort. Selve samlingen er jo enorm, men det meste er gemt væk, og så bliver der - så vidt jeg har forstået - en gang i mellem byttet lidt rundt på, hvad der er fremme. Man skal nok være konservator eller lignende - eller være i en branche med styring af varme og ventilation som jeg - for at tænke ret meget over sådan et åbent vindue. Hæ, vi fik da kilomterprisen på den vignet bragt en anelse ned. En anelse ;-)
Jeg kan godt se, at biblioteket tager sig noget bedre ud, hvis man kunne komme lidt i højden og fotografere, men det er dog et fantastisk sted! Jeg ville elske at se det.
Tak for atter en af dine uhyre velskrevne beretninger :-)
Ellen: Ja, jeg var lidt fornærmet over ikke at måtte komme op ;-) Totalt fantastisk. I må lægge en tur i den retning og snuppe Lindau på samme tur :-)
Kære frue, sikke noget med det vindue! Næste gang du skal ud og se spændende ting må du lave dig en helgarderet telefonliste med numre på alle relevante instanser, hvad enten det indebærer paven (hans nummer må da kunne Googles...), eller UNESCO eller Det Hvide Hus. Jeg kunne personligt godt tænke mig en dårlig undskyldning for at ringe til Obama! Og måske invitere ham på kaffe....
Monster-mor: Velkommen tilbage fra ferie :-) God ide med en liste! Og Obama, tror du ikke, han kan blive senior-tilsynsførende med "det hele" nu om kort tid, så man bare kan ringe til ham, hvis man skulle få problemer med åbne vinduer, løstgående diktatorer eller lignende? Så kunne han fixe ens problemer, mens man selv gik i køkkenet efter kaffe :-)
Send en kommentar