Er der noget, de allerfleste i vores familie bliver virkeligt dårlige til med alderen, så er det at præstere brugbare ønskesedler.
Min far er presset, hvis han bliver bedt om at ønske sig mere end nye sokker, og min mor brillerer ganske ofte ved at ønske sig en ny kuglepen og pæne brevkort ...
- Dah! siger jeg bare.
Da min mor nærmede sig sin 80 års fødselsdag i februar, fik hun besked på at gøre sig mere umage med ønskesedlen. Resultatet blev en lille håndfuld bøger, og da jeg stadig ikke var voldsomt imponeret, trak hun trumfkortet:
- Oplevelser!
- Ja mor, det er fint. Men hvilke oplevelser?
- Det er da sandelig op til jer, sagde min mor og mente vist selv, at hun var meget medgørlig ...
Og så lå bolden li'som på min banehalvdel igen.
Men oplevelser blev det; en forhåbentlig veldoseret tretrinsraket af oplevelser i letvægtsklassen. Og belært af tidligere dårlige erfaringer kom der datoer på med det samme, så det hele ikke løb ud i ingenting på grund af manglende beslutningsvilje og misforstået hensynstagen til alle sider.
Fredag var første trin; en tur til Aros, hvor min mor aldrig havde været. Så jeg stemplede ud ved middagstid, hentede min mor og kørte til Aarhus.
Aros var lige tilpas besøgt, og der var ikke andre ved billetskranken, da jeg gik hen for at betale.
- To billetter, bad jeg damen bag skranken.
- Husk, jeg er pensionist, sagde min mor, der stod lige bag mig.
- Gør det nogen forskel, om man er pensionist? spurgte jeg damen.
- Så får man 10 procents rabat, svarede damen og fortrak ikke en mine, selv om jeg netop havde betalt fuld pris for os begge ...
Nu er det meget begrænset, hvor meget vrøvl jeg gider at gøre over 12 kroner. I det her tilfælde faktisk slet ikke noget, men jeg synes egentlig, at det hører til almindelig kundeservice at gøre, kunderne opmærksomme på det, hvis de af en eller anden grund kan opnå rabat.
Skrankedamen skulle ikke have lov at ødelægge en god dag, og vi skyndte os så langt væk som muligt. Op i Regnbuen.
Det var ikke det bedste vejr, og en skoleklasse i indskolingsalderen gjorde det til en gungrende oplevelse at opholde sig deroppe, men flot var det jo, og min mor var både behørigt imponeret og en lille smule beklemt ved at skulle bevæge sig ud på de mest yderligtliggende dele af buen, hvor afstanden til bilerne ned på gaden virkede meget stor.
Vi tog udstillingerne oppe fra. Øverst oppe var en udstilling, som hed "Fra Abildgaard til Kirkeby". Først en masse dejlige guldaldermalerier og derefter skiftende tiders skiftende stilarter, som i skiftende grad fandt nåde i vores smagsunivers.
Den ene halvdel af en kinesisk udstilling lå næstøverst. Forskellige installationer, som man kunne måbe over eller betages af. Hvad der ved første øjekast lignede et overdimensioneret tigerskind, viste sig ved nærmere besigtigelse af bestå af cigaretter, der enten vender den gule filterende eller det hvide op, så tigermønstret opstår. Jeg har eftergooglet mig til, at der er brugt en halv million cigaretter på projektet. Imponerende - og lidt af en udfordring for pilfingre som mig, der får akut trang til liige at pille lidt ved den slags installationer.
Længere nede lynkiggede vi på en udstilling med en norsk kunstner, som sagde os absolut ingenting.
I modsætning til caféen, der nu trak alvorligt i os.
- Jeg skal bare have en kop kaffe, sagde min mor.
- Er du sikker; har du egentlig nogensinde smagt cappuccino? spurgte jeg.
Det havde min mor faktisk ikke, så sådan en fik hun, og så delte vi to forskellige dagens kager, så vi undgik, at den andens kage var den bedste.
- Har vi set det hele nu? spurgte min mor, da det sidste kage var gledet ned, og energien var vendt tilbage.
Det havde vi ikke, for vi manglede stadig Boy, der af uransagelige grunde er gemt bort i et hjørne i kælderen. Han var i anledning af den kinesiske udstilling udstyret med legetøj i form af svævende faldskærme og virkede på den måde ikke helt så ensom, som han ellers plejer.
Nu kunne vi lige så godt se den anden halvdel af den kinesiske udstilling, selv om jeg faktisk ikke rigtigt gad. Anden halvdel var dog meget sjovere end den første og endnu mere pilfinger-provokerende.
- Ja, man er næsten nødt til at putte hænderne i lommen, medgav en venlig dame, da hun hørte mig kommentere på min pilletrang.
Og så, rundt om en hjørne, kom vi til, hvad jeg syntes var, dagens clou; en kæmpestor og farvestrålende prismelysekrone. Bestående af - naturligt nok - prismer - og - mere overraskende - plastbeholdere i alverdens farver. Den slags plasticflasker, man har skyllemiddel, motorolie, forruderens og kalkfjerner i. Den var både sjov og flot, og jeg ærgrede mig kortvarigt over ikke at have en entré med ti meter til loftet.
Nu havde vi set det hele.
Min mor syntes, det havde været en god eftermiddag, og så håber jeg bare, at næste tur bliver lige så vellykket.
 |
| Lysekrone - og dum, hvid info-dims. |
13 kommentarer:
Det lyder som en rigtig god oplevelse, også for din mor ;-) tænk at være 80 år og ikke have drukket cappucino. Håber hun kunne lide den ;-) for så kan næste ønske være en maskine, der kan lave dem. Kh. Birgitte
Min mor ønsker sig også oplevelser så det blever vi at gi' hende:)Min far får en flaske vi og sokker.... Mandens forældre er meget bedre til det med gaver og har altid ønsker. Det er dejligt nemt:o)
Birgitte: Det tror jeg bestemt også, det var :-) Du siger noget, men i virkeligheden er min mor meget mere til te, såeh :-)
Mette: Haha, dine forældre ligner åbenbart mine - på ønskeområdet. Dejligt, at dine svigerforældre er bedre til at ønske sig noget :-)
Det lyder som en dejlig dag. Det er så dejligt med oplevelsesgaver, men du kan have ret i, at det kan være udfordrende at være den, der skal finde på oplevelserne. Det lyder nu til, at du klarede det til UG - og god idé det der med at fastsætte datoer med det samme, så man ikke liiige kommer til at glemme det :-)
Øglemor: Det kan nemlig godt være lidt udfordrende at skulle finde på, for 'gode oplevelser' er jo en ret subjektiv størrelse. Datoerne skal bare på. Vi gav en gang en større oplevelse, der i første omgang bare liiige blev udskudt lidt, dernæst måtte skubbes pga dårligdom. Efter det kom dårligdommene i en lind strøm, og til sidst har vi måttet erkende, at tiden er forpasset. Det skal ikke ske igen. Basta.
Stegemüller: Det er en fin, men jo også i bund og grund langt mere krævende ide, da den også kræver eksekvering. Hvilket er enormt hyggeligt, men altså også skal passes ind i diverse kalendere. Jeg tror simpelthen ikke på, at du er nået dertil, hvor du har alt ;-)
At give oplevelse på den måde er en super god ide. Jeg kan godt lide konceptet med at give en gave hvor vi gør noget sammen. :-) Det svære er kalender koordineringen, men det kan også lykkes vil man vil..
Inge: Det er nemlig ret hyggeligt :-) Selvfølgelig kan kalenderkoordineringen lykkes. I vores familie skal vi bare være opmærksomme på at få meldt en dato ud med det samme.
Årh sikke en skøn beskrivelse af 80-årig oplevelse. Lækkert!
Men hende skrankedamen *bister-smiley* synes jeg alligevel mangler lidt god opdragelse. Og Boy var ikke ensom? Svært at forestille. Anyway, Gemt væk i kælderen. Sådan helt gemt væk, bliver han vel aldrig?!
Liv: :-) Men ja, hun kunne godt trænge til lidt opdragelse. Jo, jeg synes altså, Boy virker lidt ensom nede i sit hjørne, og jeg fatter bare ikke, hvorfor han skal sidde der og kukkelure.
Ups, det minder mig om, at jeg gav min svigersøn en oplevelse for et par år siden. Den er aldrig blevet indløst. Nu fylder han 50, og ønsker sig absolut ingenting. Det er lidt tidligt at have det sådan.
Jeg tror, vi alle med alderen får det sådan, at vi synes, vi har ting nok. Og begynder at downsize. Der er også unge mennesker, for hvem det er en sport at eje så få ting som muligt.
Det lyder som en skøn dag for din mor. I det hele taget er det en gave at få alene-tid med sin datter. Jeg er sikker på, hun har nydt det meget. Jeg gav min datter et cafebesøg i fødselsdagsgave for nylig. Det er lige så meget en gave til mig. Hun har nemlig også svært ved at finde ud af, hvad hun skal ønske sig.
Men hvad skal jeg gøre med den svigersøn?
Jeg synes, Boy er så velplaceret. Man kan få uventede kig ned til han fra andre etager i huset.
Betty: Ja, det er da ærlig talt lidt tidligt helt at holde op med at ønske sig noget, hmm ... Det er da godt, at der er nogen, der har en anden mening om Boys placering, så kan den jo ikke være helt forkert :-)
Medmindre de har flyttet Boy siden vi var der, står han da ganske godt, hvor han står ...
Jeg er altså også nået dertil, hvor jeg forstår min far bedre og bedre når han sagde, at han intet ønskede sig. Han mente det virkelig, ved jeg nu. Jeg vil meget hellere have ingenting end ønske mig noget bare for at ønske mig noget. Hvis jeg mangler småting, køber jeg dem, når jeg har brug for dem og gider ikke vente til jul eller fødselsdag.
Men en mor-datter-dag er en god ting. Det nyder jeg også sammen med Charlotte.
Ellen: Det har de ikke. Synes du virkelig? Men godt så, det synes Betty jo også. Jeg synes, han er alt for meget gemt af vejen. Selvfølgelig behøver man mindre og mindre, men jeg synes nu godt, man lige kan være sød at lade være med at købe alle sine småting den sidste måneds tid eller halvanden før jul og fødselsdag ;-) De er nemlig fine, men egentlig noget, vi dumt nok aldrig rigtigt har gjort i.
Send en kommentar