Intereuropæisk jetlag

Tidsoptimisme og manglende rutine kan være en farlig kombination.

Især når man skal nå et fly.

Gemalen er den evigt glade tidsoptimist. Den manglende rutine stod Donnaen og jeg for.

Læg dertil manglende lyst til at stå forfærdelig tidligt op.

Det hader vi alle tre.

Derfor talte vi minutter og regnede frem og tilbage. Gemalen sagde, at han kunne køre os til Hamburg på tre timer. Donnaen og jeg mente, at vi nok kunne klare os med kun en halv time fra ankomst til lufthavnen til boarding time.

På den måde kunne vi nøjes med at tage hjemme fra klokken 06:00.

Og jeg kunne nøjes med at stå op klokken 04:15 og alligevel nå både morgenmad, luftetur med søvnig Kamel og bad inden afgang.

Alt klappede, og vi kom afsted præcis til tiden, hvilket faktisk er ret usædvanligt for os.

Turen ned gennem Jylland gik som smurt, og et stykke forbi grænsen med, og vi kom langt foran tidsplanen.

Så begyndte Gemalen at undre sig over, at Ruth mente, at vi ville være 90 minutter om de sidste 90 kilometer.

Måske var Ruth lidt dum, måske vidste hun mere end os?

Det viste sig at være det sidste.

Vejarbejder åd vores forspring, og vi nåede kun lufthavnen lige en halv time før boarding.

Nu ramte den manglende rutine, for hvor var det lige, vi skulle gennem security?

Vi fandt stedet, kyssede Gemalen farvel og stillede os bag cirka en million andre rejsende.

Endelig nåede vi frem, viklede os ud af jakke, tørklæde og trøje, fik fisket Ipadden frem fra tasken og lagt den i bakken oven i tøjet.

Så 'Smask!' - om jeg virkelig ikke vidste, at væsker skulle i klare plastposer? - En morgensur kvindelig tolder så gnavent på mig, mens jeg slog undskyldende ud med armene, at det havde jeg da virkelig glemt. Og så blev tandpasta, dagcreme og hvad ved jeg hældt ud i endnu en bakke.

Og måske som straf for min sløsethed blev jeg derefter udvalgt til kropsvisitering, mens Donnaen, der gudskelov var leveringsdygtig i plasticposer, fik styr på alle løsdelene.

Da vi igen havde få hældt alle vores egendele tilbage i taskerne og samlet overtøjet sammen, var der fire minutter til boarding i en eller anden fjern gate, som vi ikke kendte nummeret på ...

Til vores held kunne vi kigge direkte op i oversigtstavlen og konstatere, at flyet var forsinket.

På den måde var der alligevel tid til både at finde gaten, købe tiltrængt kaffe til Fruen og få pulsen ned på normalt niveau, før vi indtog vores pladser i flyet og havde en fuldstændig problemfri tur til Barcelona.

Vel landet var det tid til at finde toget ind til byen.

Fruen havde læst på lektien og købt vouchers til metrocards, så nu var det bare at finde stationen og få ombyttet vores voucher.

Efter lidt søgen fandt vi frem til stationen og en automat, men ikke om jeg kunne finde ud af at få den til at give en form for mening i forhold til voucheren.

Så jeg måtte spørge og fik at vide, at jeg stod det helt forkerte sted og skulle gå hen til metroen.

Godt så. Bort set altså fra, at der jo ikke var metro helt ud til lufthavnen*, og man derfor først skulle med en anden form for tog, ind til man når ind til metro-nettet.

Fruen var derfor en kende forvirret. Men fandt dog en anden station og en automat, der i andet forsøg tryllede voucheren om til to metrocards.

Nu var det bare at komme i den rigtige retning.

Vi spurgte os for og stod på den første tog.

Heldigvis havde jeg printet et kort over metroen ud, så jeg kunne følge med.

Uheldigvis passede det ikke med noget som helst ...

Efter nogle stop, nåede vi en station, vi kunne se på kortet, men den næste station lå på en helt anden linie, og så var vi lige vidt.

Nu kunne vi dog forstå på den gentagne højtalerbesked, at toget var på vej til en endestation, der lige præcis også var endestation for den linie, som vi skulle med for at komme til vores hotel, så vi blev enige om, at selv vi ikke forstod, hvad der iøvrigt foregik, så var netop dét jo ret smart.

Så vi kørte til endestationen, skiftede til linie tre, og kunne nu få virkeligheden til at passe med kortet, mens vil lod os transportere ind til Ramblaen og kunne hoppe af ganske tæt på hotellet.

Oppe ved asfaltoverfladen skulle vi lige regne ud, hvilken retning vi skulle i, men da hotellet lå lige over for Palau Güell, var der skilte nok til at lede os på rette vej, og mindre end ti minutter senere kunne vi smide os på sengene og nyde et kvarter med benene oppe, inden vi gik ud for at få en meget sen og meget tiltrængt frokost.

Derefter var der nogle timer til aftensmaden, og vi daskede ned ad Ramblaen til havnen, hvor man foruden en stor lystbådehavn også har anbragt en lokal udgave af Fields ude i havnebassinet. På en halvkold februardag var der ikke meget liv, men på en varm sommerdag er der sikkert både hyggeligt og en masse leben.

Egentlig var det stadigvæk for tidligt at spise aftensmad, men Fruen, der havde været urimeligt tidligt oppe, følte det, som var hun landet i New York med tilhørende tidsforskel og jetlag, og skulle jeg ikke falde i søvn midt i maden, skulle jeg have den lige nu.

Resultatet blev derefter, men det var vi for trætte til helt at tage os af, så vi skyndte os bare at betale og finde hjem under tæpperne, så vi kunne sove og være friske til næste dag.

Columbus skuer ud over Barcelonas havn og Middelhavet.

*Nærstudier af metrokortet i metroens togvogne afslørede en linie, der ikke var på mit udprintede kort, og adskillige eftergooglinger senere har jeg nu fundet ud af, at metroen så sent som her i februar er blevet udvidet med en ny linie, der fører helt ud til lufthavnen med stop ved begge terminaler. Det er underligt nok bare ikke noget, der på nogen måder gøres ret meget for at informere om.