Man kan jo ikke så godt være i Barcelona uden at besøge Gaudis verdensberømte - endnu ikke færdigtopførte - kirke, La Sagrada Familia. Eller man kan måske godt, men det vil helt klart medføre løftede øjenbryn i omgangskredsen, når man kommer hjem.
Det kunne
Og hvad var mere nærliggende end at gå tværs over vejen fra hotellet og besøge et af Gaudis allerførste bygningsværker, Palau Güell, et pragtpalæ bygget i 1880'erne til en af Barcelonas rigmænd?
Noget af det, der kendetegner Gaudis bygningsværker, er den meget organiske stil, som efterligner naturens måde at vokse på. Men når det udføres i smedejern og mørke byggematerialer kan der dog godt blive lidt rigeligt Dunkelskov over byggeriet, og jeg tror, at jeg ville have fået mareridt, hvis jeg havde skullet bo der.
Dunkel kan man derimod ikke kalde La Sagrada Familia. Selv om formerne tydeligvis er i familie, har Gaudi skabt en kirke fuld af luft og lys og en nærmest overjordisk atmosfære.
Da kirken stadig er under opførelse, er den omgivet af stilladser, skure og kedelige plankeværker, og det er - synes jeg - ganske svært at få et godt indtryk udefra.
Derfor er det også nærmest en åbenbaring at træde inden for i kirkerummet.
Det er som at komme ind i en solbeskinnet lysning i en løvskov først på sommeren.
Eller, det er i hvert fald det, der faldt mig ind, og jeg tror faktisk ikke, Gaudi vil rotere i sin grav i krypten over netop dén sammenligning.
Kirkerummet er meget lyst. Og meget stort. Allerstørst på den lodrette led. Sådan føles det i hvert fald. De mange bærende søjler og vælvingerne flyder sammen som trækroner et sted højt oppe, og det evigt skiftende lys fra solens stråler gennem de overdådigt mange glasmosaikker giver den flimrende fornemmelse, som kun kan sammenlignes med solskin i en sommerskov.
Meget, meget smukt.
Hvis man har en uge til overs, er der cirka en million detaljer både inde og ude, som man kan fordybe sig i, men jeg bliver ret hurtigt detaljeblind og nøjes med at forsøge at nyde helheden.
Og går så videre til næste programpunkt, der var en tur op i et af tårnene. Bestilt hjemmefra og programsat til 45 minutter efter ankomsten til kirken, hvilket kom til at passe meget godt. Donnaen er en anelse højdeforskrækket og skulle ikke nyde noget og blev på jorden, mens jeg stillede mig i kø til elevatoren og lod mig fragte de 65 meter op i det ene af de to tårne. Man kan komme op i to af tårnene. Når altså de er åbne for publikum, og det er det ene ikke pt. på grund af renovering. Tankevækkende, at man allerede er i fuld gang med at renovere nogle af de ældste dele af kirken, før den overhovedet står færdig ...
"Mit" tårn vender til den "forkerte" side, og selv om udsigten er ret betagende, skulle den efter sigende være endnu bedre fra tårnet i den modsatte ende af kirken.
Det var en dag med skyfri himmel, og man kunne se kysten og flere af Barcelonas høje - og meget specielle - bygninger. Blandt andet Torre Agbar, som nærmest ligner en overdimensioneret patron (38 etager), som en eller anden har stillet på højkant. Man kunne også se ned - hvis man turde - og se, hvordan skyggerne fra kirketårnene bredte sig over de nærliggende boligblokke, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan det måtte være at bo i en lejlighed, hvor man dels har frit udsyn til en verdensattraktion dels kan stille sit ur efter, hvornår tårnene skygger for solen?
Vejen ned fra tårnet er en smal sneglegang på cirka 400 trin, men da man hele tiden stopper op og kigger ud, bliver man hverken rundtosset eller træt. Kigger ud er ikke helt rigtigt, for en del af tiden kigger man ind mod kirken og de andre tårne, og man kan endnu engang lade sig overvælde af detaljerigdommen; duer, blomster, dutter i mange farver og inskriptioner pryder tårnene, så man en gang i mellem er lige ved at glemme, at man befinder sig på en både snæver og stejl trappe ...
Vel nede igen nåede jeg lige et ekstra kig inde i kirkerummet, inden jeg gik ud og fandt Donnaen på solskinsplet foran kirken.
Vi gik tilbage til metroen og hoppede af igen med kurs mod Parc Güell, som ligger oppe i bakkerne, i det der for 100 år siden har været den yderste udkant af Barcelona. Og hvor Güell fejlagtigt troede, at det ville være muligt at opføre et attraktivt boligområde for velhavende barceloninere. Det kunne det så ikke, og området, med de allerede da opførte bygninger og udsmykninger af Gaudi, blev sidenhen overdraget til byen som park.
Her havde vi ikke billetter, da vi kun kunne netbestille til en guidet tur, og det gad vi ikke. Så da vi efter noget af en travetur nåede billetskranken, kunne vi kun få billetter til en time senere. Donnaen blev lidt lang i ansigtet, men mig passede det meget godt, for jeg var sulten, og så kunne vi lige nå frokost på en cafe i nærheden.
Tilbage ved indgangen kunne vi konstatere, at man her tog indgangstiden meget alvorligt, så havde man billet til klokken tre, så blev man lukket ind klokken tre og ikke et sekund før. Vi blev lukket ind i hold, og der var deciderede opmarchbåde med angivet klokkeslet, hvor vikunne skulle stå og vente.
Donnaen havde glædet sig til at se kagehusene, som hun havde kaldt Gaudis bygninger, siden hun så billeder af dem på nettet. Men både hun og jeg blev lidt skuffede, for
- der er jo kun det, som vi allerede har set på billeder, som Donnaen meget rigtigt påpegede.
Udsigten var der dog ikke noget i vejen med, og efter at have stået og kigget ud over byen, satte vi os på de sjove mosaikbeklædte bænke, der i et bølgeforløb omkranser parkens centrale plads.
Her nød vi solen ved siden af en lille flok engelske piger på Donnaens alder. De troede tydeligvis, at vi ikke forstod et suk af, hvad de sagde, så vi fik tyve minutters underholdende indblik i, hvad der optager 16-årige engelske piger. Hvilket især var rygning - også af andet end ordinære cigaretter - og sprut, drenge og forældrerestriktioner eller mangel på samme, og på den måde afviger de sikkert ikke særligt meget fra danske piger i samme alder. Omend jeg virkelig håber, at brugen af stærke tobakker er mindre udbredt i Donnaens omgangskreds ...
Da pigerne forsvandt, var underholdningen forbi, og vi kunne hurtigt enes om, at nu gad vi altså ikke mere Gaudi - eller Güell, så vi traskede tilbage gennem de stejle gader til metroen, tog en pause på hotellet og gik ud for at kigge lidt på butikker inden aftensmaden.
Derfor er det også nærmest en åbenbaring at træde inden for i kirkerummet.
Det er som at komme ind i en solbeskinnet lysning i en løvskov først på sommeren.
Eller, det er i hvert fald det, der faldt mig ind, og jeg tror faktisk ikke, Gaudi vil rotere i sin grav i krypten over netop dén sammenligning.
Kirkerummet er meget lyst. Og meget stort. Allerstørst på den lodrette led. Sådan føles det i hvert fald. De mange bærende søjler og vælvingerne flyder sammen som trækroner et sted højt oppe, og det evigt skiftende lys fra solens stråler gennem de overdådigt mange glasmosaikker giver den flimrende fornemmelse, som kun kan sammenlignes med solskin i en sommerskov.
Meget, meget smukt.
Hvis man har en uge til overs, er der cirka en million detaljer både inde og ude, som man kan fordybe sig i, men jeg bliver ret hurtigt detaljeblind og nøjes med at forsøge at nyde helheden.
Og går så videre til næste programpunkt, der var en tur op i et af tårnene. Bestilt hjemmefra og programsat til 45 minutter efter ankomsten til kirken, hvilket kom til at passe meget godt. Donnaen er en anelse højdeforskrækket og skulle ikke nyde noget og blev på jorden, mens jeg stillede mig i kø til elevatoren og lod mig fragte de 65 meter op i det ene af de to tårne. Man kan komme op i to af tårnene. Når altså de er åbne for publikum, og det er det ene ikke pt. på grund af renovering. Tankevækkende, at man allerede er i fuld gang med at renovere nogle af de ældste dele af kirken, før den overhovedet står færdig ...
"Mit" tårn vender til den "forkerte" side, og selv om udsigten er ret betagende, skulle den efter sigende være endnu bedre fra tårnet i den modsatte ende af kirken.
Det var en dag med skyfri himmel, og man kunne se kysten og flere af Barcelonas høje - og meget specielle - bygninger. Blandt andet Torre Agbar, som nærmest ligner en overdimensioneret patron (38 etager), som en eller anden har stillet på højkant. Man kunne også se ned - hvis man turde - og se, hvordan skyggerne fra kirketårnene bredte sig over de nærliggende boligblokke, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan det måtte være at bo i en lejlighed, hvor man dels har frit udsyn til en verdensattraktion dels kan stille sit ur efter, hvornår tårnene skygger for solen?
Vejen ned fra tårnet er en smal sneglegang på cirka 400 trin, men da man hele tiden stopper op og kigger ud, bliver man hverken rundtosset eller træt. Kigger ud er ikke helt rigtigt, for en del af tiden kigger man ind mod kirken og de andre tårne, og man kan endnu engang lade sig overvælde af detaljerigdommen; duer, blomster, dutter i mange farver og inskriptioner pryder tårnene, så man en gang i mellem er lige ved at glemme, at man befinder sig på en både snæver og stejl trappe ...
Vel nede igen nåede jeg lige et ekstra kig inde i kirkerummet, inden jeg gik ud og fandt Donnaen på solskinsplet foran kirken.
Vi gik tilbage til metroen og hoppede af igen med kurs mod Parc Güell, som ligger oppe i bakkerne, i det der for 100 år siden har været den yderste udkant af Barcelona. Og hvor Güell fejlagtigt troede, at det ville være muligt at opføre et attraktivt boligområde for velhavende barceloninere. Det kunne det så ikke, og området, med de allerede da opførte bygninger og udsmykninger af Gaudi, blev sidenhen overdraget til byen som park.
Her havde vi ikke billetter, da vi kun kunne netbestille til en guidet tur, og det gad vi ikke. Så da vi efter noget af en travetur nåede billetskranken, kunne vi kun få billetter til en time senere. Donnaen blev lidt lang i ansigtet, men mig passede det meget godt, for jeg var sulten, og så kunne vi lige nå frokost på en cafe i nærheden.
Tilbage ved indgangen kunne vi konstatere, at man her tog indgangstiden meget alvorligt, så havde man billet til klokken tre, så blev man lukket ind klokken tre og ikke et sekund før. Vi blev lukket ind i hold, og der var deciderede opmarchbåde med angivet klokkeslet, hvor vi
Donnaen havde glædet sig til at se kagehusene, som hun havde kaldt Gaudis bygninger, siden hun så billeder af dem på nettet. Men både hun og jeg blev lidt skuffede, for
- der er jo kun det, som vi allerede har set på billeder, som Donnaen meget rigtigt påpegede.
Udsigten var der dog ikke noget i vejen med, og efter at have stået og kigget ud over byen, satte vi os på de sjove mosaikbeklædte bænke, der i et bølgeforløb omkranser parkens centrale plads.
Her nød vi solen ved siden af en lille flok engelske piger på Donnaens alder. De troede tydeligvis, at vi ikke forstod et suk af, hvad de sagde, så vi fik tyve minutters underholdende indblik i, hvad der optager 16-årige engelske piger. Hvilket især var rygning - også af andet end ordinære cigaretter - og sprut, drenge og forældrerestriktioner eller mangel på samme, og på den måde afviger de sikkert ikke særligt meget fra danske piger i samme alder. Omend jeg virkelig håber, at brugen af stærke tobakker er mindre udbredt i Donnaens omgangskreds ...
Da pigerne forsvandt, var underholdningen forbi, og vi kunne hurtigt enes om, at nu gad vi altså ikke mere Gaudi - eller Güell, så vi traskede tilbage gennem de stejle gader til metroen, tog en pause på hotellet og gik ud for at kigge lidt på butikker inden aftensmaden.
Udsigt mellem tårne. |
14 kommentarer:
Oh, I so envy you!! Barcelona er og bliver en fantastisk by; jeg ELSKER den, og bliver helt henført af dine beskrivelser. Elsker Spanien i det hele taget, er muuuuuligvis født under de forkerte himmelstrøg!
Fortsat god tur dernede!!
Det er godt nok mange år siden jeg var i Barcelona, og jeg var selvfølgelig også inde og se La Sagrada Familia, hvor de byggede i den ene ende og restaurerede i den anden ende, jeg husker kirken som imponerende, men også som en mega stor byggeplads.
Monster-Mor: Så er vi to, der er født under forkerte himmelstrøg :-) Jeg har ikke set så meget af Spanien, men elsker også det, jeg har :-) Tror dog ikke, at Barcelona er yndlingsby nummer et. Det er snarere Segovia. Vil dog gerne tilbage og opleve Barcelona igen, når det er lidt lunere end nu :-)
Inge: Synd, hvis dit overordnede indtryk bare var byggeplads-kaos :-( Heldigvis var byggepladsen kun udenfor, da vi besøgte kirken. Indenfor var der den nødvendige stilhed til at kunne nyde kirken.
Da jeg var i Barcelona med arbejdet, kunne vi ikke nå at komme ind i kirken. Det gad jeg virkelig gerne. Og dine ord har da ikke gjort lysten mindre. Jeg nåede heller ikke op i parken, men så hans huse midt i byen.
Hvor kunne jeg godt bruge en tur til en storby lige nu :-)
Lene: Den slags er jo desværre svært at nå, hvis man er afsted i business-sammenhæng. Du må se at finde dig en storby-tur til dig og datteren :-)
Dit indlæg har ikke resulteret i, at Barcelona er fjernet fra vores to see-liste - men jeg håber, den er andet og mere end Gaudi :-)
Ellen: Barcelona er både (endnu) mere og mere end Gaudí :-)
Er så imponeret over dit rejse-planlægnings-gen. Virkelig. Alt det der er timet og tilrettelagt og arrangeret, så I får det hele med. Lyder som nogle gode oplevelser - ikke mindst de 16-årige englændere.
Og din tanke med det der skyggende tårn, når man bor i nærheden ... det er sjovt. Og hvor må det være ... anderledes ;-)
Stegemüller: Kirken er bestemt et besøg værd. Jeg vil gerne se den igen, når den en gang står færdig. Der er nogle hjemmesider, der skriver, at den måske vil stå færdig i 2026, som er 100-året for Gaudis død. Jeg ved ikke noget værre end at møde timelange køer foran et eller andet, jeg gerne vil se. Eller jo, det værste er selvfølgelig, hvis jeg slet ikke kan komme ind. Derfor gør jeg, hvad jeg kan for at skaffe mig billetter på forhånd, hvis det overhovedet kan lade sig gøre :-)
Mer mer mer!
Åh, jeg kan slet ikke få nok - glæder mig så meget til, det bliver min tur til maj :D Lyder pragtfuldt og du fortæller jo, som altid, så skønt.
- Anne
Anne: Tak :-) Det bliver da også superdejligt for dig/jer at komme til Barcelona i maj. Jeg tror, det må være det perfekte tidspunkt mht vejr og temperatur :-)
Liv: Hov, kom lige til at springe dig over :-/ De 16 årige englændere var et ret fornøjeligt indslag ;-) Vi får langt fra det hele med, men forsøger i hvert fald at få det bedste med. Hvad det så end måtte være ud fra de til tider ret forskellige indfaldsvinkler vi har til tingene ;-)
@ midterfrue
Ja følte mig lidt forbigået ;-)
Send en kommentar