En dag med Gaudi - og Güell

Man kan jo ikke så godt være i Barcelona uden at besøge Gaudis verdensberømte - endnu ikke færdigtopførte - kirke, La Sagrada Familia. Eller man kan måske godt, men det vil helt klart medføre løftede øjenbryn i omgangskredsen, når man kommer hjem.

Det kunne vi jeg ikke risikere, så selvfølgelig skulle vi se kirken. Jeg havde bestilt billetter hjemmefra, til klokken 12, hvilket betød, at vi godt kunne nå noget andet inden.

Og hvad var mere nærliggende end at gå tværs over vejen fra hotellet og besøge et af Gaudis allerførste bygningsværker, Palau Güell, et pragtpalæ bygget i 1880'erne til en af Barcelonas rigmænd?

Noget af det, der kendetegner Gaudis bygningsværker, er den meget organiske stil, som efterligner naturens måde at vokse på. Men når det udføres i smedejern og mørke byggematerialer kan der dog godt blive lidt rigeligt Dunkelskov over byggeriet, og jeg tror, at jeg ville have fået mareridt, hvis jeg havde skullet bo der.

Dunkel kan man derimod ikke kalde La Sagrada Familia. Selv om formerne tydeligvis er i familie, har Gaudi skabt en kirke fuld af luft og lys og en nærmest overjordisk atmosfære. 

Da kirken stadig er under opførelse, er den omgivet af stilladser, skure og kedelige plankeværker, og det er - synes jeg - ganske svært at få et godt indtryk udefra.

Derfor er det også nærmest en åbenbaring at træde inden for i kirkerummet.

Det er som at komme ind i en solbeskinnet lysning i en løvskov først på sommeren.

Eller, det er i hvert fald det, der faldt mig ind, og jeg tror faktisk ikke, Gaudi vil rotere i sin grav i krypten over netop dén sammenligning.

Kirkerummet er meget lyst. Og meget stort. Allerstørst på den lodrette led. Sådan føles det i hvert fald. De mange bærende søjler og vælvingerne flyder sammen som trækroner et sted højt oppe, og det evigt skiftende lys fra solens stråler gennem de overdådigt mange glasmosaikker giver den flimrende fornemmelse, som kun kan sammenlignes med solskin i en sommerskov.

Meget, meget smukt.

Hvis man har en uge til overs, er der cirka en million detaljer både inde og ude, som man kan fordybe sig i, men jeg bliver ret hurtigt detaljeblind og nøjes med at forsøge at nyde helheden.

Og går så videre til næste programpunkt, der var en tur op i et af tårnene. Bestilt hjemmefra og programsat til 45 minutter efter ankomsten til kirken, hvilket kom til at passe meget godt. Donnaen er en anelse højdeforskrækket og skulle ikke nyde noget og blev på jorden, mens jeg stillede mig i kø til elevatoren og lod mig fragte de 65 meter op i det ene af de to tårne. Man kan komme op i to af tårnene. Når altså de er åbne for publikum, og det er det ene ikke pt. på grund af renovering. Tankevækkende, at man allerede er i fuld gang med at renovere nogle af de ældste dele af kirken, før den overhovedet står færdig ...

"Mit" tårn vender til den "forkerte" side, og selv om udsigten er ret betagende, skulle den efter sigende være endnu bedre fra tårnet i den modsatte ende af kirken.

Det var en dag med skyfri himmel, og man kunne se kysten og flere af Barcelonas høje - og meget specielle - bygninger. Blandt andet Torre Agbar, som nærmest ligner en overdimensioneret patron (38 etager), som en eller anden har stillet på højkant. Man kunne også se ned - hvis man turde - og se, hvordan skyggerne fra kirketårnene bredte sig over de nærliggende boligblokke, og jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvordan det måtte være at bo i en lejlighed, hvor man dels har frit udsyn til en verdensattraktion dels kan stille sit ur efter, hvornår tårnene skygger for solen?

Vejen ned fra tårnet er en smal sneglegang på cirka 400 trin, men da man hele tiden stopper op og kigger ud, bliver man hverken rundtosset eller træt. Kigger ud er ikke helt rigtigt, for en del af tiden kigger man ind mod kirken og de andre tårne, og man kan endnu engang lade sig overvælde af detaljerigdommen; duer, blomster, dutter i mange farver og inskriptioner pryder tårnene, så man en gang i mellem er lige ved at glemme, at man befinder sig på en både snæver og stejl trappe ...

Vel nede igen nåede jeg lige et ekstra kig inde i kirkerummet, inden jeg gik ud og fandt Donnaen på solskinsplet foran kirken.

Vi gik tilbage til metroen og hoppede af igen med kurs mod Parc Güell, som ligger oppe i bakkerne, i det der for 100 år siden har været den yderste udkant af Barcelona. Og hvor Güell fejlagtigt troede, at det ville være muligt at opføre et attraktivt boligområde for velhavende barceloninere. Det kunne det så ikke, og området, med de allerede da opførte bygninger og udsmykninger af Gaudi, blev sidenhen overdraget til byen som park.

Her havde vi ikke billetter, da vi kun kunne netbestille til en guidet tur, og det gad vi ikke. Så da vi efter noget af en travetur nåede billetskranken, kunne vi kun få billetter til en time senere. Donnaen blev lidt lang i ansigtet, men mig passede det meget godt, for jeg var sulten, og så kunne vi lige nå frokost på en cafe i nærheden.

Tilbage ved indgangen kunne vi konstatere, at man her tog indgangstiden meget alvorligt, så havde man billet til klokken tre, så blev man lukket ind klokken tre og ikke et sekund før. Vi blev lukket ind i hold, og der var deciderede opmarchbåde med angivet klokkeslet, hvor vi kunne skulle stå og vente.

Donnaen havde glædet sig til at se kagehusene, som hun havde kaldt Gaudis bygninger, siden hun så billeder af dem på nettet. Men både hun og jeg blev lidt skuffede, for

- der er jo kun det, som vi allerede har set på billeder, som Donnaen meget rigtigt påpegede.

Udsigten var der dog ikke noget i vejen med, og efter at have stået og kigget ud over byen, satte vi os på de sjove mosaikbeklædte bænke, der i et bølgeforløb omkranser parkens centrale plads.

Her nød vi solen ved siden af en lille flok engelske piger på Donnaens alder. De troede tydeligvis, at vi ikke forstod et suk af, hvad de sagde, så vi fik tyve minutters underholdende indblik i, hvad der optager 16-årige engelske piger. Hvilket især var rygning - også af andet end ordinære cigaretter - og sprut, drenge og forældrerestriktioner eller mangel på samme, og på den måde afviger de sikkert ikke særligt meget fra danske piger i samme alder. Omend jeg virkelig håber, at brugen af stærke tobakker er mindre udbredt i Donnaens omgangskreds ...

Da pigerne forsvandt, var underholdningen forbi, og vi kunne hurtigt enes om, at nu gad vi altså ikke mere Gaudi - eller Güell, så vi traskede tilbage gennem de stejle gader til metroen, tog en pause på hotellet og gik ud for at kigge lidt på butikker inden aftensmaden.

Udsigt mellem tårne.