Tre ugers kedsomhed

Det går ikke særligt hurtigt lige for tiden.

Synes Kamelen.

Hun synes vel nærmest, at tiden står stille.

For Kamelen er blevet idømt tre ugers kedsomhed. Uden pardon og uden mulighed for strafnedsættelse ved god opførsel. Og ikke en gang den første uge er helt gået endnu.

- Suk! tænker hun og kigger forurettet på mig, når hun får sin sele på inden luftetur.

Kamelen er nemlig kommet i løbetid.

Og det er præcis det, hun gerne vil. Altså løbe, og det er præcis det, hun ikke må.

Vi har desværre ikke en indhegnet løbegård på et par tønder land, så hun må nøjes med at gå. Nogenlunde pænt. I en sele, der er konstrueret til at afholde endda meget frembusende vildbasser fra at trække armene af deres ejere og spæne ud i intetheden.

Det er tarveligt, skulle jeg hilse at sige.

For alting lugter super-interessant, og alt, hvad der bevæger sig, er endnu mere spændende end til daglig. For måske gemmer der sig en hanhund bag de to damer, der kommer gående bag os. Eller måske er den raslen, vi kan høre i hækken, ikke bare en solsort. Eller måske ...

Mulighederne er mange, og Kamelen er ganske rundt på gulvet og i sin hormonforstyrrede krops vold.

Det gør lufteturene til noget anderledes oplevelse end til daglig. Hvor vi da for det meste opfører os nogenlunde civiliseret.

Nu er det enten fuld fart frem eller fuldt stop.

Mest det sidste.

Ethvert lille duftindtryk skal undersøges. Omhyggeligt. Og det gøres bedst ved at stå helt stille. Og snuse. Længe og saligt.

Hvis vi har nogenlunde god tid, får hun lov til snuse.

Og så har jeg det med sommetider at falde lidt i staver.

Derfor vil man for tiden kunne se mig stå og glo tomt ud i luften, mens kun Kamelens bagkrop er synlig og forkroppen forsvundet langt ind i en tilfældig, men uden tvivl fantastisk godt lugtende hæk.

Til andre tider, især om morgenen eller under indtryk af truende regnbyger, skal det helst gå lidt hurtigere.

Desværre har Kamelen gennemskuet, hvad jeg ikke kan. Heller ikke med den særlige sele.

Jeg kan ikke tvinge hende til at gå fremad.

Så hvis hun ikke vil, så vil hun ikke, og så bliver hun stående. Med alle fire poter plantet så solidt på fortovet, at man næsten kan se kløerne arbejde sig ned i fliserne.

Eneste mulighed for mig er så at trække hende rundt, for det kan jeg nemlig, og så håbe, at hun har glemt, hvorfor hun ikke ville gå frem.

Det er okay at gøre en enkelt gang, men når vi har lavet den manøvre fem gange og kun er nået halvvejs hen ad gaden, så begynder det at føles lidt dumt.

Egentlig er vi nok ret enige, Kamelen og jeg.

Det er træls, og de næste fjorten dage må gerne gå lidt hurtigt.