Himalaya eller Himmelbjerget

Gemalen og Donnaen var helt enige; nu rablede det i alvorlig grad for Fruen.

På forårets hidtil varmeste dag, hvor folk gik rundt uden jakker, og tanken om neglelak på tæer i sandaler slet ikke var fjern, kom Fruen hjem med nye, store støvler.

- Mor, hvorfor har du købt vinterstøvler? lød det lettere bebrejdende fra Donnaen.

- Det er ikke vinterstøvler. Det er..

- De ser da ellers meget varme ud, kommenterede Gemalen med lettere himmelvendte øjne.

- Jamen..

Og så forsøgte jeg ellers at forklare de måbende familiemedlemmer, at det ikke var vinter-, men vandrestøvler, jeg havde investeret i. Primært til luftning af Kamelen, men også til alt muligt andet.

Da jeg i efteråret fik konstateret slidgigt i den ene fod, fandt jeg de mest solide støvler frem, jeg havde, og da jeg lige havde vænnet mig til at gå i dem, gik det egentlig meget godt.

Men så begyndte jeg at få våde tæer, og efter en ekstra våd tur, måtte jeg konstatere, at det ikke var så sært, for sålen var ved at forlade støvlen, og det var et mindre mirakel, at jeg ikke var skvattet alene af den grund. Så ud med dem.

Samtidig var de billige termostøvler fra Rostock, der havde været et udmærket supplement på de koldeste dage, blevet alt for varme. Så væk med dem.

Tilbage var så pludselig kun gummirøjserne, der er udmærkede til kortere ture, og de gamle løbesko, der ikke længere var udmærkede til noget som helst.

Noget måtte gøres.

Samtidig var der dumpet en lillebitte sjat penge ind på kontoen med kærlig hilsen fra Skat, og de måtte jo straks omsættes. Mente jeg.

Så mig afsted til lokal outdoor grejbiks.

Sådan en butik, jeg normalt aldrig ville finde på at bevæge mit meget lidt spejder-agtige mig ind i. Sådan en butik, hvor ekspedienterne er i gang med at slå telt op midt på gulvet. Sådan en butik, hvor de øvrige kunder er mænd i bukser med store, udvendige lommer og aflynelige bukseben. Sådan en butik, hvor man forventes at vide noget om valg af vandrestøvler i forhold til terræn og vægten af ens rygsæk.

Kort sagt var jeg temmelig meget på udebane.

Efter lidt formålsløs vandren rundt kommer venlig ungersvend mig til undsætning. Jeg forklarer ham problematikken og bliver straks hevet hen for at prøve nogle almindeligt dyre vandrestøvler. De bider imidlertid i hælen, men så er der jo også de her virkeligt lækre støvler, som han faktisk selv har givet til sin egen mor, så hun havde noget ordentligt fodtøj og ikke skulle nøjes med gummistøvler, når hun var ude at lufte familiens hund ...

Hvor heldigt var det ikke? Lige præcis min problemstilling - det fremgik dog ikke, om hans mor også led af slidgigt. Altså noget, jeg kunne forholde mig til i stedet for trekkingture i Nepal.

Lækre støvler kom i to forskellige udgaver, og selvfølgelig var det de dyreste, der passede bedst. Men alligevel ikke helt godt, hvorefter venlig ungersvend forklarer mig nødvendigheden af de helt rigtige sokker. Ikke bare sådan nogle almindelige bomuldsokker, men de helt rigtige sokker af uld. Som man simpelthen ikke kunne undvære, når man først havde prøvet dem. Sagde han og trak op i buksebenene, så jeg kunne beundre hans helt rigtige sokker.

Helt rigtige sokker føltes virkelig både rigtige og behagelige, så sådan nogle måtte jeg selvfølgelig have. Og et ekstra par i en lidt tyndere udgave ville helt bestemt også være en god ide.

Nu mente jeg, at jeg var dækket godt ind, men det viste sig, at jeg selvfølgelig også skulle have helt nødvendig voks til vedligehold af støvlerne. En særlig fin bivoks, så ren, at man kan bruge den som læbepomade i en snæver vending. Og det er jo meget godt at vide, hvis man skulle løbe tør for netop det en dag ude i ødemarken.

Herefter var der kun tilbage at blive meldt ind i butikkens kundeklub og at betale en million milliard, før jeg kunne tage hjem.

Aftenen blev brugt på at fedte støvler ind, mens jeg fantaserede om vandreture i eksotiske omgivelser.

Himalaya eller Himmelbjerget - here I come!