Intet er så godt, at det ikke er skidt for noget

Så tordnede der lige en uge forbi, uden jeg rigtigt nåede at opdage, hvad der skete.

Altså, noget nåede jeg trods alt at opdage.

For eksempel havde jeg nået at opdage, at vi ville kunne opleve solformørkelse. Det havde jeg nok i virkeligheden opdaget ugen før, og jeg havde ovenikøbet nået at indkøbe de særlige briller til at kigge på formørkelsen med. En vældig god ide syntes jeg selv. Især fordi jeg var ret overbevist om, at Donnaen, der skulle bruge en masse tid på det i skolen, næppe ville rette sig efter moderlige formaninger om ikke at kigge uden passende beskyttelse. Og, tænkte jeg, selv om skolen gør et stort nummer ud af fænomenet, så er der garanteret ikke indkøbt 800 briller, men nok allerhøjst et lille antal pr. klasse.

Og hvad sker der så?

Absolut ingenting. Skyerne havde totalt dækket for solen, meddelte Donnaen en lille smule knottent. En knottenhed, der ikke blev mindre, da hun hørte, at jeg - mindre end 10 km væk - faktisk havde været i stand til - glimtvis - at se lidt af den formørkede sol gennem pludselige næsten-huller i skydækket. Til gengæld kunne man kun se noget uden solbriller, da det næsten totale skydække leverede så meget filter, at brillerne var ubrugelige. Nu gemmer jeg brillerne, og så er det spændende, om jeg kan huske, hvor jeg har lagt dem, når vi næste gang oplever delvis solformørkelse i 2021 ...

Fredagen gik iøvrigt med en anden god ide. Verdensfirmaet lukkede for kunder, leverandører og andre besværlige elementer og brugte i stedet dagen på noget team-pling-plang. Det var ret sjovt, og da det var første gang i Verdensfirmaets historie, at noget sådan skete, skal der selvfølgelig uddeles maximum point for det gode initiativ.

Knapt så godt var det, at ingen var forberedte på, at vi skulle være så meget udendørs, og at vi alle optimistisk havde klædt os efter det dejlige forårsvejr, vi havde torsdag og ikke det hundekolde fredagsvejr. Det var således en alt for kold fornøjelse at løse mærkelige opgaver i det fri, og jeg har siden gået rundt med en ubehagelig fornemmelse i kroppen af overhængende forkølelsesfare.

På den baggrund var det egentlig meget rart, at lørdagsvejret var så koldt og kedeligt, at man med god samvittighed kunne glemme alt om haven og bare være mest muligt inde.

Søndag var vejret bedre, og da Kamelen fandt en bold, var det da en vældig god ide at lege lidt med den. Syntes både hund og jeg. Det foregik på fliserne foran huset, da græsplænen pt. er temmelig hærget af det omkringfarende bæst. Fliserne kunne bedre holde til Kamelen.

Og Kamelen havde virkelig en fest.

Men hvad jeg med skam at melde ikke lige havde tænkt så meget over (som i slet ikke) var, at Kamelen ikke kunne holde til fliserne. Hun, fandt vi ud af om aftenen, sled hul på flere af trædepoterne.

Stakkels hund.

Almindeligt fjolleri og spænen rundt på åbne arealer er afløst af potevask, smøring, hvile og forsigtig gang på jævnt underlag de næste mange dage.

Ak ja, der er ikke meget, der er så godt, at det ikke er skidt for noget.

Fredagens solformørkelse ...