Kulturelt overload - I

Næste dag..

Jo, der var også en eftermiddag efter vores segway-tur, men det var så koldt, at hverken Piazza Navona eller Pantheon var nogen fornøjelse, så det gider jeg ikke skrive om. 

Så altså; næste dag skulle vi igen relativt tidligt op. For der var købt billetter til Vatikanets museer.

Og Donnaen var grundigt utilfreds.

For det første over - igen - at skulle tidligt op. (Før otte defineres som skrækkelig tidligt, når man har ferie). For det andet over at skulle både på museum og i kirke på én og samme dag. 

Men der var ingen kære mor, og afsted gik det. Godt pakket ind, for det havde jo været hundekoldt dagen før.

Fra Piazza Venezia er der ikke længere, end at man sagtens kan gå til Vatikanet og Peterskirken.

Hvis altså man har tid nok ...

Det mente vi nok, vi havde. For dagen før var vi - igen - gået lidt forkert og havde pludselig haft både Peterskirken og broen over Tibern i sigte. Og så vidste vi jo nogenlunde, hvor langt der var.

Men Peterskirken er bare - surprise! - ret stor.

Og syner dermed tættere på, end den i virkeligheden er.

Så der var faktisk et pænt stykke fra broen til Peterskirken. Og så skulle vi endda om bagved for at finde mødestedet for vores tur på museet. Eller tur var det jo ikke. Men hvis man ville undgå køen, købte man billetter på nettet og blev tilsagt at møde op på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt for så at blive lukket ind i hold, hvorefter man kunne fortsætte på egen hånd.

Guidede ture kunne man selvfølgelig også købe, men det skulle vi ikke nyde noget af.

Turen fra selve Peterspladsen og om bagved var også noget længere end lige beregnet, så vi fik til sidst ret travlt. Eller måske var der ikke så langt, men da Fruen havde glemt at printe det præcise kort ud fra google maps, måtte jeg nøjes med oversigtskortet fra hotelreceptionen, og der manglede altså et par detaljer (læs: små bitte gader). Hvorfor jeg selvfølgelig blev i tvivl og brugte lidt for lang tid på at dreje rundt om mig selv og overveje vejvalg. 

Vi nåede dog frem cirka et minut i mødetid. Og kunne så - ironisk nok - fornøje os med at stå og vente i cirka et kvarter, mens guiden - altså hende, der bare skulle lukke os ind i de hellige haller - brugte tid på at krydse alle af på en liste og sortere nogle få med forkerte billetter fra. Først derefter kunne vi gå ind. Og så vente på, at guiden hentede adgangsbilletter. For at kunne det, skulle alle børn gå med, så billetskrankedamen selv kunne danne sig et indtryk af, at der rent faktisk var tale om børn ...

Omsider blev vi så lukket ind.

Og det er s-t-o-r-t. Meget stort. Alt for stort faktisk.

For man har jo ikke en kinamands chance - og dem var der ellers mange af, kinesere altså - for at se bare en lillebitte brøkdel af de ufatteligt mange udstillede genstande og udsmykninger. 

Så man må vælge. Eller gå kold et eller andet sted undervejs, går jeg ud fra.

Først valgte vi halvdelen fra ved at gå efter det skilt, der viste mod Det Sixtinske Kapel og ikke den anden vej.

I starten kiggede vi pænt interesseret, men ret hurtigt gik det op for mig, at selv på denne måde, ville vi være helt flade, længe før vi nåede Det Sixtinske Kapel, som er den absolutte finale. Så vi valgte mere fra og gik ret hurtigt forbi en masse samlinger. Ret synd faktisk. For hver - eller næsten hver - eneste samling er i sig selv et museumsbesøg værd.

Til sidst meddelte jeg Donnaen, at Raphaels værelser - eller sale er det jo - ville jeg altså se ordentligt på, før vi sluttede i Det Sixtinske Kapel. Så det gjorde vi. Og hvis det ikke var, fordi salene blev efterfulgt at lige netop Det Sixtinske Kapel, ville man gå derfra med en oplevelse af at have set noget fantastisk. For Raphaels malerier er på alle måder fantastiske. Kunstnerisk, historisk, indholdsmæssigt, hvad angår detaljerigdom, farver og så videre og videre. Og videre.

Bare ærgerligt.

For et øjeblik efter går man ind i Det Sixtinske Kapel.

Og så er det som om man får en omgang mental højtryksrens, for alt, hvad man har set de foregående timer, er øjeblikkelig glemt. Hovedet skal åbenbart være helt tomt for at kapere Michelangelos mesterværk.

Heldigvis er der en bænkerække i den ene side af kapellet, og heldigvis lykkedes det os at få os møvet os til en plads. Heldigvis fordi vi trængte til at sidde ned. Og heldigvis fordi det simpelthen er så meget nemmere at se alle loftsmalerierne siddende i stedet for stående. Man er heller ikke i fare for at blive trådt over tæerne og bakket ind i.

Dér sad vi så, og så og så.

Indtil vi ikke orkede mere og gik ud og sundede os og spiste en dårlig sandwich i museets cafeteria.

Derefter burde der egentlig være dømt pause, men det nyttede jo ikke noget, for vi skulle selvfølgelig også se Peterskirken, nu vi var der ...

Raphael: La disputa del sacramento.
(I Det Sixtinske Kapel må man ikke fotografere).