Ned med nakken

Jeg har været nede med nakken.

Bogstaveligt talt.

Et ualmindelig grimt hold satte sig i min nakke søndag aften, og efter at det har haft magten i et par dage, arbejdes der nu ihærdigt på at få det smidt på porten igen.

Hvordan det gik til, vides ikke.

Teorien er, at det skyldes, at jeg er en køre-kylling.

Sådan en der ikke rigtigt tør køre nogen steder, når vejr og føre arter sig mindre pænt.

Og både vejr og føre artede sig virkelig mindre pænt i lørdags. Og køre gjorde jeg alligevel. For jeg skulle til min fars 80 års fødselsdag, mens Gemal og Donna desværre var nødt til at passe et åbent hus-arrangement på den ungdoms-uddannelse, som Donnaen har kig på.

Egentlig var det slet ikke så slemt. Kun en enkelt gang på udturen nåede jeg at tænke 'Åh åh, det her er ikke så godt', mens jeg rutschede sidelæns gennem en kurve. Og da jeg kørte hjem igen, var vejene fine og farbare.

Men Gemalen havde gjort sit til at skræmme livet af mig:

- Du kan ikke køre i det vejr. Jeg skal nok køre dig, men så skal du være klar om et kvarter.

- Jeg kan ikke være klar så hurtigt. Kamelen skal luftes. Og jeg kører selv, meddelte jeg stædigt.

Måske var det derfor. Måske var det ikke.

Men søndag aften begyndte jeg at få ondt i nakken, og mandag morgen kunne jeg stort set ikke røre mig. Det krævede en hånd under hovedet overhovedet at komme op at sidde i sengen.

Temmelig træls mente jeg og ringede fluks til lægen.

Der dog lige syntes, jeg skulle se tiden an, prøve at holde mig smertedækket og så iøvrigt gerne gå en tur. Så gik det måske over af sig selv.

Heldigvis gemte medicinskabet på en lille ration piller i en styrke, der var lidt over almindelige håndkøbs-hovedpinepiller. Og så gik det faktisk tåleligt. Selv Kamelen fik sine lufteture. Dog i en kort version. Og kun på fliser eller asfalt.

Tåleligt var dog en by i Rusland, da jeg vågnede tirsdag morgen klokken alt for tidligt og konstaterede, at jeg absolut ikke var smertedækket, og at det bestemt ikke gik spor bedre.

Så fat i lægen igen. En anden denne gang, da vi er tilknyttet et lægehus med flere læger. Hun ville gerne se mig og konstaterede lynhurtigt, at ja, det var da godt nok et voldsomt hold i nakken, jeg der havde raget til mig. Og så udskrev hun flere smertestillende piller, henviste til en fysioterapeut og fik fat i den sygeplejerske, der kan akupunktur.

Hos fysioteraputen var jeg heldig at få et afbud, så inden dagen var omme havde jeg både været til lægen, fået akupunktur, været til fys og fået smertestillende piller.

Det ene med det andet med det tredie gjorde, at jeg efterhånden begyndte at kunne bevæge hovedet lidt igen. Og i morges, hvor jeg snorksov, da vækkeuret ringede, kom jeg ud af sengen uden de store kvababbelser. Begge dele store fremskridt.

Om lidt skal jeg til fys igen, og i morgen vil sygeplejersken atter sætte sine nåle i mig. Og så varer det forhåbentlig ikke så længe, før jeg igen kan dreje hovedet nogenlunde normalt.

Det bliver dejligt.

Det er også dejligt, at 'systemet' virker. Hurtigt og effektivt.

Så alt i alt er der vel ikke så meget at brokke sig over?

Fra min og Kamelens morgentur søndag.