onsdag den 12. november 2014

Sort november og grøn misundelse


November er altså bare ikke min måned!

Uforbeholdent undskyld til alle med fødselsdag eller andre mærkedage i november.

Og til alle andre, der af uransagelige grunde synes, at netop november er særlig fantastisk.


Jeg synes ikke, november er fantastisk.

Det er mørkt.

Stort set hele tiden.

Når jeg vågner. Og når jeg går morgenluftetur med Kamelen.

Om eftermiddagen er det i bedste fald lyst, til jeg kommer hjem. Men mørkt inden Kamelen og jeg er hjemme igen.

Mit hjem ser jeg kun i mørke. Og det kan jo være meget godt, for så kan man ikke rigtigt se hverken støv eller upudsede vinduer. Til gengæld indtræder der øjeblikkelig krise hver eneste weekend, når en enkelt solstråle midt på dagen afslører dansende nullermænd og sært tonede ruder.

Heldigvis er det stadig mildt. For er der noget, jeg hader mere end mørke, er det kulde.

Men den kommer jo nok, kulden.

Det er næsten det værste ved november. At den indvarsler vinteren, og det hele går den forkerte vej. Først kommer mørket og så kommer kulden. Og det bliver bare værre helt frem til jul, hvor det trods alt vender, men hvor man (heldigvis måske) ikke ved, om vinteren skal vare to eller tre måneder endnu.

Og mens jeg så sidder her og er helt sort i hovedet (ikke udenpå, men indeni forstås) af selvmedlidenhed, tikker der en mail ind fra en, der sejler rundt i Stillehavet, i Fransk Polynesien tæt på Tahiti.

Der stod noget om palmer ...

Og den sorte fornemmelse blev med lynets hast erstattet af selvlysende, lysegrøn misundelse.

Meget lidt charmerende.

Jeg gider ikke mørke og kulde. Og slet ikke lysegrøn misundelse.

Bliver det ikke snart forår?


19 kommentarer:

Inge sagde ...

Åhhh din stakkel, både sort humør og grøn misundelse.. Jeg tør altså ikke fortælle noget om hvornår det bliver forår igen.. :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Det er nemlig ret slemt. Og sig endelig ikke noget. Men lidt medynk er godt - tak :-)

randiglensbo.dk sagde ...

Nej, det bliver ikke snart forår - og hvis det gør, så er den da helt gal med drivhuseffekten. Prøv at tænke på de gode sider ved november. Der er lange aftener, hvor man kan sidde med benede oppe i sofaen og næsen i en bog. Julehysteriet er ikke sat ind endnu.Det er nu man laver dejlige simreretter med masser af gode danske rodfrugter. (Skulle et ekstra kilo finde vej til sidebenene , gør det ikke så meget - det ses ikke under den store strikkede sweater.)Osv, osv, osv. Som du sikkert kan forstå, elsker jeg denne tid på året - kan det ikke være dig en trøst;-)

Karin sagde ...

Jeg har det som dig, november og januar er 2 mdr. jeg helst ville være på et andet kontinent, et sted med varme, sol og skidt pyt om det så bare er 12 af hver, bare der er varme og sol.

I år har jeg et lys (yngste er i dag gået 1 uge over termin) - så der er et lille barnebarn på vej. <3

Et andet punkt er om 40 dage har vi jævndøgn, og det bliver lysere tider, 40 dage, de kan da snart gå :-)

Fruen i Midten sagde ...

Randi: Når jeg er allermest november-sort, kunne jeg altså godt tænke mig lidt drivhuseffekt! De lange flyde ud-aftener er ikke rigtigt noget, jeg gør i for tiden. Vi spiser (af hensyn til diverse fritidsinteresser) ret sent. Så skal Kamelen luftes, og så er klokken allerede over halv ti, og da jeg skal op klokken seks er der så kun under en time til at nå det allervigtigste. Det er da godt, at der er nogen (i hvert fald én, nemlig dig), der nyder årstiden, så den ikke er det rene spild og sure miner :-)

Abildjyde: Åh ja, januar er også bare slem :-( Heldigvis ligger den på den anden side af vintersolhverv, og det begynder lige så forsigtigt at gå fremad med lyset. Jeg ved, at så snart vi rammer december, får vi så travlt med julen, at der ikke rigtigt er tid til at mukke over mørket, og så går tiden hurtigt. Hvor spændende med et barnebarn lige på trapperne. Det giver selvfølgelig en masse lys til din november. Både i år og fremover :-)

Annemor sagde ...

Nå er det vel slik at det kanskje er litt bedre med lysegrønn av misunnelse enn sort i hodet? Best å slippe begge delene.
Snart er det solsnu! Men november er en møkkamåned!
Klem

Mette sagde ...

Lige i dag er da også særlig grå og våd. Jeg har ikke noget i mod mørket som sådan men man er bare lidt mere træt i vintermånederne. Heldigvis går de hurtigt. Snart går det den anden vej igen:) Håber du finder en vej gennem november uden det bliver for slemt. Levende lys og suppe kan måske hjælpe dig:)

Fruen i Midten sagde ...

Mormor: Du har ret; skal man vælge, er lysegrøn misundelse bedre end bare at være sort indeni ;-) Solsnu? - Er det Solhverv på norsk? Ja, november er noget møg. Klem tilbage :-)

Mette: Ja, det er bare gråt og trist idag. Lidt træt? - Jeg er desværre konstant MEGET træt. Suppe er en god ide :-)

Ellen sagde ...

Vi to ser meget ens på november, kan jeg se. Jeg læste lige i går hos en anden blogger, at Henrik Nordbrandt engang har skrevet, at året har 16 måneder: december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november, november ...

Lone sagde ...

Jo, det bliver forår lige om lidt.
Allerede i januar hilser erantis og vintergækker os velkomne til det snarlige forår :-)

Fruen i Midten sagde ...

Ellen: Yrk! Bare tanken om så meget november er til at blive helt dårlig af :-( Godt, vi snart er nået til midten af den - heldigvis eneste ene - november, vi har :-)

Lone: Tak! Det er jo sådan en oplysning, der pynter på humøret. Lige om lidt kommer der vintergækker og erantis :-)

Susanne sagde ...

Altså. Jeg har tit haft novemberlede, men i år hygger jeg. Jeg bygger hule i mørket, og jeg nyder at se naturen skifte farve. Jeg glæder mig vildt til december. Men jeg tror også, at jeg kan skrive et indlæg, der ligner dit, når vi engang kommer godt ind i januar. Så bliver jeg igen lyshungrende og savner varme.

Laika sagde ...

Min far har fødselsdag i november, og normalt plejer min mor og far at rejse 14 dage til et eller andet varmt sted for så er vinteren ikke så lang, men i år bliver de hjemme, dels på grund af at Vaks ikke skal ud og passes af andre endnu (han har trods alt kun boet hos os i ½ år efter at have boet 5 mdr. hos Dyreværnet) og dels på grund af at min far bliver 70 så de skal holde stor fødselsdag. Men december, den måned elsker de, med alle julelysene og pynten.

Pia sagde ...

Din stakkel ;-)
Jeg ved faktisk ikke hvilken måned der er værst, og hvilken der er bedst, men mørkt er det både morgen og eftermiddag, det vil jeg gerne holde med dig i. Iweekenden generer det grønne ukrudt i haven mig mere end støvet inde ;-)

@ sagde ...

Sikke du da sprudler af farver Midterfrue. Og jeg, som primært går i sorte klæder, kan da kun se det som ultra positivt.
November har aldrig betydet noget for mig - hverken positivt eller negativt.
Men ... så er der jo sket det at vi nu fejrer 2 stk børnefødselsdage i denne måned (hårdt arbejde). Men i år uden flyverdragter (yeah)! Se dét er da lige til at blive spirende lysegrøn af :)

God wekend ♡

Fruen i Midten sagde ...

Susanne: Dejligt for dig, at du har fundet ud af hygge dig med hulebygning :-) Og så er du jo allerede gået i - moderat - julemode, og det ved vi jo, at du nyder :-)

Laika: Åh ja, at rejse væk i november ville også være min formel på bedre humør. Nu er der bare det, at Donnaen skal passe sin skole, så vi må pænt blive hjemme. Vaks er heldig at være havnet et sted, hvor der tages den slags hensyn. Og så tillykke til fødselaren :-)

Fruen i Midten sagde ...

Pia: Det bunder ikke så dybt endda, men jeg vil altså godt snart se noget sol! Du er nok bedre til at få støvet af, og min have er så fyldt med ukrudt, at jeg ikke ved, hvor jeg skal ende og begynde. Og så gør jeg slet ingenting ;-)

Liv: Ja, man skulle selvfølgelig have produceret nogle børn til ankomst i november. Så har man jo slet ikke tid til at spekulere på, om det er mørkt eller ej :-) Stort tillykke til og med banditterne :-)

@ sagde ...

Tak Midterfrue ♡

Fruen i Midten sagde ...

Liv: :-)