8 grader øst

Næste dag tog vi til Bremerhaven.

Det er jo, som tidligere nævnt, nærmest en del af Bremen.

På forhånd havde jeg læst og googlet og var efterhånden blevet helt blå i hovedet over de mange attraktioner, Bremerhaven kan byde på.

Til sidst havde jeg dog sat kryds ved tre ting: Udvandrermuseet, blandt andet fordi Ellis Island stadig var lukket på grund af efterveerne fra stormen Sandy, da Donnaen og jeg var i New York sidste sommer. Og så kunne det jo være sjovt at se det europæiske modstykke, tænkte jeg. Desuden kunne Klimahaus Bremerhaven nok være interessant. Og endelig ville jeg gerne op og se ud fra toppen af Hotel SAIL City, bare fordi det altid er super sjovt at komme højt til vejrs og nyde udsigten. Alle tre ting ligger dør om dør, så det burde være lige til at finde ud af.

Da vi kom derud, og jeg havde hældt alle mine mønter i en P-automat, lå Klimahuset og så meget indbydende ud. Så dér startede vi. Og så kunne vi jo altid klare resten bagefter, tænkte jeg.

Vi vidste - skulle det vise sig - overhovedet ikke, hvad vi gik ind til.

Da billetterne var betalt, endte vi i en lille gruppe, hvor alle stod pænt og ventede foran en dør/port. En guide bød velkommen og forklarede om ideen med Klimahuset. Man følger den 8. østlige længdegrad (som Bremerhaven ligger på) og besøger undervejs en række udvalgte lokaliteter. På den anden siden af Antarktis følger man længdegraden 172 vest, til man kommer tilbage igen. Guiden spurgte, om der var gangbesværede tilstede, for så skulle de benytte den røde rute. Vi andre kunne benytte den blå. Overtøjet skulle vi tage med, og så ville der iøvrigt være mulighed for tisse- og kaffepause efter Cameroun ...

Det lød en lille smule anderledes, end vi havde forestillet os, men da porten gik op, valgte vi at tage ja-hatten på og begive os afsted.

Vi fulgte togskinnerne mod syd og kom først til Schweiz.

Alt var bygget op som de flotteste kulisser, og alle steder var der masser at se, læse, høre, røre ved og måske endda prøve. Flere steder var der også akvarier med farvestrålende fisk og terrarier, hvor man kunne stå længe, før man fik øje på det lokale kravl. 

Derefter tog vi til Sardinien, hvor temperaturen var mærkbart højere. I et hjørne regnede det pludselig ganske kortvarigt ned over en gammel Fiat500, og man kunne på et hygrometer se, hvordan luftfugtigheden steg og lynhurtigt faldt igen, som en hurtig regnbyge over en solafsveden sardinsk mark.

Med jakken i hånden tog vi videre til Niger. Her røg alt, hvad vi havde af resterende trøjer og tørklæder, ærmerne blev rullet op og skjorten knappet op i halsen, og så lå vi ellers (ja, LÅ!) og så en film om livet blandt tuareg-nomaderne, mens vi svedte og blev røde i hovederne. Herfra til Cameroun, hvor man havde konstrueret en junglen-om-natten-labyrint. Og selv om enhver med bare den mindste smule fornuft i sit hoved kunne sige sig selv, at det umuligt kunne være farligt, var både Donnaen og jeg ret godt tilfredse, da vi var vel ude på den anden side.

Her var så caféen, og nu kunne vi godt se, at det faktisk var vældig smart at anbringe den der, for vi var både varme og tørstige og trængte til lige at sidde lidt. Efter Cameroun rejste vi videre til Antarktis, og overtøjet kom på i en vældig fart. Nu var der ikke mere 8. længdegrad, og vi gik gennem en stjernespækket bue for at komme over på den anden side af jorden, hvor vi kom til først Samoa og siden Alaska (der er lidt langt mellem landene på 172 grader vest).

Til sidst kom vi tilbage til den 8. længdegrad øst og besøgte øerne eller halligerne i det tyske vadehav, inden vi igen landede i Bremerhaven. Der var da gået over tre timer, hvilket er absolut familierekord for en attraktion, der ikke inkluderer rutschebaner eller andre tilsvarende forlystelser.

Godt sultne gik vi ind i nabobygningen, et stort middelhavs-inspireret shoppingcenter og spiste pizza, mens vi snakkede om alle de ting, vi lige havde set. Inden vi igen stak næserne udenfor og gik de ganske få meter over til bagsiden af Hotel SAIL City og trak billetter til udsigtsplatformen øverst oppe på 20. og 21. etage. Tyve etager lyder måske ikke af så meget, men da der ikke er tilnærmelsevis så høje bygninger i nærheden, kan man se milevidt ud over det flade marskland.

Da vi havde gloet os færdige, var der et kvarter tilbage på P-billetten, og vi var rørende enige om, at vi ikke orkede udvandrermuseet. Det må så blive en anden gang ...

På vej tilbage til Bremen ville vi godt have været over på sydsiden af Weser, men opgav da tunnellen under Weser blev spærret på grund af uheld, og vi kun med nød og næppe nåede at dreje fra, så vi undgik køen. Den lille færge lidt længere inde var af samme grund overbelastet, så vi trillede bare gennem landskabet og fandt en café på vejen.

Næste morgen gik turen hjem. Vi tog igen færgen over Elben og kunne denne gang køre lige ombord. Til gengæld tog sejlturen lidt længere tid, da et par slæbebåde var ved at vende et stort fragtskib lige midt på floden. Hvorfor og om det virkelig er normal praksis eller skyldtes motor-/styreproblemer, fandt vi aldrig ud af, men det så imponerende ud.

Omkring Rendsburg slap det gode vejr op, og så stod den på regnvejr resten af vejen hjem. Men pyt; feriedagene var næsten drypfri, og det var jo det vigtigste.

SAIL City med Klimahaus Bremerhaven til venstre.