Rostock på den lynhurtige måde

Da Gemalen var færdig med at cykle lørdag tog vi til Rostock.

Efter ihærdigt googleri havde jeg fundet ud af, at i hvert fald ét shoppingcenter havde længe åbent. Og det var det, vi gerne ville; se lidt nærmere på butikkerne. Helst i kombination med lidt almindeligt Altstadt-kiggeri.

På vej ind mod bymidten stoppede vores blik brat ved en kæmpestor kirke, der ikke alene havde solceller på taget, men tilsyneladende også indbyggede boliger med altaner! Det havde rejsebogen ikke lige nævnt noget om, og det føltes næsten som et fatamorgana, og vi tænkte, at det da umuligt kunne passe?

Men det kunne det godt, viste lidt eftergoogling. Tilbage i 70'erne blev Nikolaikirken ved sammenlægning af to sogne (eller hvad man nu måtte operere med i Tyskland) til overs, og man besluttede at benytte den til andre formål. Tårnet blev indrettet med kontorer til forskellige former for kirkelig administration og i kirkeskibets tagetage(r) indrettede man 13 lejligheder og 5 gæsteværelser, som tilsyneladende kan lejes. Selve kirkerummet benyttes til koncerter og andre arrangementer.

Inde i byen fandt Gemalen en parkeringsplads lige bag byens hovedstrøg, Kröpeliner Strasse, og så var det ellers ud at kigge.

Det første, vi opdagede, var, at alle butikkerne til vores store glæde stadig var åbne. Det gjorde det hele lidt sjovere. Det blev nu ikke til særlig meget shopping. For Donnaens vedkommende slet ikke noget. Hun nøjedes bare med at konstatere, at der var rigtigt mange sko, hun ikke gad have. Fruen havde til gengæld hjemmefra fundet ud af, at et par solide terrængående støvler ville kunne erhverves langt billigere i Tyskland end hjemme. Så hun gik på jagt,og det lykkedes til sidst at finde et par støvler, der var mere solide, end de var smarte. Men da det alene er et spørgsmål om at bevare vejgreb og tørre tæer, når Kamelen skal luftes i de kommende måneder, var Fruen ganske tilfreds.

Vi vandrede op til den ene ende af gaden, hvor Kröpeliner Tor står som et markant punktum. Det gamle tårn var oprindeligt en af mange porte i bymuren, men står nu ganske alene og ligner lidt et kirketårn uden kirke.

Lige før tårnet gjorde vi holdt, da kaffeduft gav akut behov for kaffe og kage. Efter hurtig kageindtagelse lod vi Gemalen og Kamelen blive siddende, og så for Donnaen og jeg rundt i de nærmeste skobutikker og centret lige overfor.

Derefter vendte vi næsen den anden vej og traskede tilbage. Forbi den trekantede Universitätsplatz med det smukke gamle universitet og det sjove springvand, Brunnen der Lebensfreude. Der er adskillige figurer, men især et liggende (svævende?) par har temmeligt blanke områder hist og her. Men parret kan med lidt god vilje bruges som bænk, og så er det nok helt tilfældigt (?!), at man netop griber om hans ædlere dele, når man rejser sig fra hans flotte sixpack.

Både omkring universitetspladsen og langs hele Kröpeliner Strasse findes en lang række flotte, gamle huse. Mange med gavlen ud mod gaden i ægte hansa-stil. Ind i mellem er der også nyere huse, og blandt holder McDonald's til i en ny bygning, hvor man har prøvet at ramme den gamle stil med en høj, smal gavl ud mod gaden. Det ser faktisk overraskende godt ud.

Da vi nåede det sted på gaden, hvor vi skulle dreje for at komme tilbage til bilen, gik resten af selskabet i stå, men Fruen fik allernådigst lov til selv at marchere det sidste stykke frem til Neuer Markt, som ud over at være kæmpestor også omkranses af en række flotte bygninger. Blandt andet rådhuset, som er i bedste lyserøde marengsbarok. Det vil sige; det er kun facaden, der er lyserød og marengsagtig. Bag facaden gemmer sig en ældre gotisk bygning, hvoraf man kun kan ane den øverste del af en gammel syv-tårnet pralegavl (jeg aner ikke, hvad den korrekte betegnelse er) af den slags, som skal få bygningen til at se større og flottere ud, end den i virkeligheden er inde bagved. Det ser ret pudsigt ud, men skal måske ses som et eksempel på snusfornuft blandt de gæve købmænd i hansestaden. For hvorfor vælte en udmærket gotisk bygning, hvis der kun var behov for at udskifte facaden?

Og så havde vi set Rostock.

Eller det havde vi selvfølgelig overhovedet ikke. Men vi havde nået at få et hurtigt glimt af en dejlig by, som nu er føjet til listen over de efterhånden uendeligt mange steder, jeg gerne vil tilbage til for at kigge lidt nærmere på.

Kröpeliner Tor.