Før familiens udflugter til det store udland stikker Fruen som regel næsen i diverse rejsebøger for at kloge sig lidt i, hvad der måtte være at se eller opleve på eller i nærheden af destinationen. Fruen synes nemlig, det ville være ærgerligt (nok mest for hende selv), hvis vi går glip af et eller andet.
Men somme tider kan det være svært at få alle Fruens gode ideer ført ud i livet, fordi hun gør regning uden hverken cykelløb eller lokalkendskab.
For eksempel ligger der et smukt renæssanceslot i Güstrow. Det mente Fruen, at hun skulle se.
Andre i familien sukkede hørligt, men da et hold cykelvenner med (formodet) større slots-interesse også skulle deltage i mtb-O-løbene, tænkte Fruen, at så kunne hun da bare følges med dem, mens
Desværre meldte venneparret afbud, da han var styrtet i løbet af ugen og stadig var alt for øm til noget som helst. Så gik den plan i vasken. Fruen var dog stadig fortrøstningsfuld.
Det usmarte ved at ville ting på dage med cykelløb er, at de, altså cykelløbene, sjældent ligger tidligt på formiddagen, så man kan få dem overstået og koncentrere sig om noget andet. De ligger tværtimod ofte midt eller sidst på dagen.
Således også det første løb i Güstrow. Gemalen skulle starte midt på eftermiddagen, men vi kunne godt nå et kort besøg i Güstrow inden. Hvad, vi ikke vidste, var, at der mellem Sternberg og Güstrow netop i den weekend var et kæmpestort dyrskue. Og det skabte køer, af bil-slagsen forstås, lange køer. Så det tog
Slotsbesøget blev derfor straks udsat til næste dag, hvor Gemalen faktisk skulle starte midt på formiddagen og måtte formodes færdig ved middagstid. I stedet koncentrerede vi os om at kigge på den gamle, hyggelige bymidte og om at få købt noget frokost.
Den var virkelig hyggelig, bymidten. Et torv med en kæmpestor kirke og et lille marked i kirkens skygge. Et fint, gammelt posthus, et rådhus og andre fine bygninger ud mod torv og hovedgade. Og også bygninger, der var ved at falde sammen om ørerne på beboerne, så snart man bevægede sig lidt ud i sidegaderne. Kontrasterne var store.
Så snart vi havde provianteret, måtte vi hjem til Sternberg. Så familien kunne blive læsset af, Gemalen spise sin frokost og køre igen. For at undgå de lange bilkøer ved dyrskuet, valgte Gemalen en alternativ rute. Og det skulle han aldrig have gjort. For der er stor forskel på jyske biveje og østtyske ditto. Og Ruth (GPSen, you know) var ikke i stand til at skelne mellem brosten, grusveje og asfalt. Vi kørte tit kun 20 km/t, men vi skumplede og bumpede. Og den stakkels Kamel tumlede rundt i sin transportboks.
Hjem kom vi, men det havde garanteret bedre kunnet betale sig at køre den slagne vej og tage bilkøerne med.
Gemalen drog afsted igen efter lynhurtigt at have indtaget frokost, mens han skiftede til cykelkluns. Og han kørte sit cykelløb, og han kom hjem igen. Og så tog vi til Rostock, som vi gerne ville besøge, mens butikkerne - forhåbentlig - stadig var åbne.
Næste dag skulle Gemalen, som nævnt, starte relativt tidligt. Og vi kunne godt være taget med, men Donnaen syntes på ingen måde godt om udsigten til at skulle sidde på en bænk i mindst en time og underholde/passe på Kamelen, mens jeg kiggede på slot. Se slottet gad hun ikke rigtigt, og bare parkere Kamelen uden for i så lang tid kunne vi ligesom heller ikke. Så vi blev hjemme. Og Fruen satsede på at se slot om eftermiddagen, før hjemturen.
Men så var det, at Gemalen ikke kom hjem på det forventede tidspunkt.
En halv time senere var han stadig ikke kommet, og mobilen var tavs. Nu begyndte Fruen at synes, det var
Flere ubesvarede opkald fulgte, og Fruens bekymring blev til kun slet skjult nervøsitet. Veludviklet fantasi kan somme tider være en dårlig ting ...
Da Gemalen endelig svarede og undskyldte sig med, at banen liige var lidt længere end antaget, og at han liige havde været ude i noget post-rækkefølge-roderi, havde Fruen allerede været i gang med at spekulere på, hvordan i alverden hun skulle få sig selv plus barn og hund fragtet ind til det hospital i Güstrow, hvortil Gemalen givetvis måtte være blevet bragt, når nu det var ham, der havde bilen?
- Jamen, jeg er jo lige her, sagde Gemalen uden at lyde spor brødebetynget, og om et kvarter er jeg hjemme igen.
- Ja ja, det er fint, svarede Fruen en lille smule træt.
Og så sænkede hun skuldrene, gik ud og luftede Kamelen og glemte alt om renæssanceslottet i Güstrow.
Men det står der stadig, og kommer vi forbi en anden gang (hvad er chancen så lige for det?), så vil jeg altså se det.
 |
| Det ikke-sete slot i Güstrow. Billedet er lånt her. |
14 kommentarer:
Hahahaaaa igen er skøn rejseberetning, det slot ser ikke ud til at falde sammen foreløbig, det skal nok holde sig oprejst til du engang kommer tilbage.
Uhhh kender godt det med at gå fra irritation til bekymring, det er slet ikke sjovt, og det kan ende tæt på en meget irrationel vrede, når man finder ud af der ikke er sket noget som helst, at det hele foregik mellem ens egne ører.. :-)
det er ikke sådan når man skal gøre Gemal, Donna og Kamel tilpas og så også gerne vil gøre sig selv tilpas. Bedre held næste gang :-)
Inge: Det skal nok blive stående. Spørgsmålet er nok snarere, om jeg kommer tilbage. Ja, det er nemlig SÅ rigtigt. Gemalen er sommetider blevet mødt af rasende Frue, bare fordi jeg har være hammernervøs. Jeg er blevet bedre, men arbejder stadig på sagen ;-)
Lene: Næh, og når der så ovenikøbet kommer uforudsete ting (som meget lange bilkøer) på tværs, så kan det være lidt svært. Tak, jeg er evig optimist mht hvad vi kan nå 'næste gang' :-)
Sikke nogen turer I har og så underholdende for os at læse:) Flot slot ellers på billedet men det må du så se en anden gang:)
Mette: Hm, vi oplevede jo faktisk ikke særligt meget lige dér ;-) Ja, synes du ikke også, at det ser flot ud? Men hvem kommer lige til Güstrow igen?
Årh det var da ærgerligt. Synes virkelig også at slottet ser besøgsværdigt ud. Tænker at ham Gemalen må få styr på det der post-rækkefølge-noget så han kan være mere præcis.
Jeg er helt overbevist om at du er gået glip af en masse spændende slots-ting. Sådan må det nødvendigvis være, når man, mere eller mindre godvilligt, placerer sig selv sidst i køen, når der er (kunne være) nye oplevelser forude ;-)
Vi har osse kæmpet lidt med det der "hvor bliver du af" syndrom.. især har konen lidt under det. Og med god ret, da jeg jo kunne blive ganske fortabt af angst. Dette blev osse løst med "find venner" på iphonen.
Men skøn beskrivelse af et sted du ikke nåede frem til. Men altså.. når vi er afsted skal vi ikke nå alt.. vi skal bare nå det der føles som det vigtigste - når vi er afsted.. og slottet står der sikkert et halvt århundrede til, mindst... Du får en ekstra chance hvis det er vigtigt nok...
Kære Frue, jeg har altså ondt af dig. Hvor er det synd, at du ikke fik set slottet, hvor tit kommer man til den del af Europa.
Nå, men jeg håber, at du pudser glorien godt og grundigt, fordi du ofrede dig for familiens ve og vel ☺.
Tro mig, jeg kender det alt for godt, den med forsinkelsen og når man ringer er der ingen der svarer. Var man ikke nervøs før man ringede, så er det drønsikkert, at man i hvert fald er det, efter man har ringet og der ikke bliver svaret. Skøn rejseberetning i øvrigt.
Held og lykke med kamelens "slankekur", som mange andre har været inde på, så er det sikkert godt at det bliver taget i opløbet, selv om det er lidt øv at blive gjort opmærksom på at der vist er lidt for meget huld på sidebenene ☺.
Stakkels dig! Jeg kender selvfølgelig også det med bekymringer, der viste sig at være aldeles grundløse, men det ændrer ikke noget på, at bekymringerne opstår. Normalt ville jeg påstå, at man altid kan ringe, men jeg kan godt se, at Gemalen ikke kan, når han kører cykelløb.
Hvis Donnaen er udstyret med en mobiltelefon, går en time da lynhurtigt - der er en masse spil, som hun kan fordrive tiden med, og som ikke koster datatid, så næste gang må du insistere :-)
Liv: Ja, vi arbejder på at gøre Gemalen mere stabil, hvad angår rækkefølgen af poster ;-)
Pia: Øv, sådan må du da slet ikke skrive ;-) Nå, men nu satser jeg på, at næste tur bliver uden løb, måske endda uden cykel :-)
Overlever: Uh ja, for jeres vedkommende var der altså ikke noget at sige til hvis Konen kunne blive grusomt nervøs. Godt, at I fik det løst. Men man kan jo ikke besvare opkald, hvis man ikke har sin telefon med sig. Og det har Gemalen ikke, når han kører løb. Ja ja, slottet skal nok blive liggende :-)
Annette: Det er altid god med lidt medynk ;-) Ja, man skal altså lade være med at ringe op, hvis man bliver endnu mere nervøs over manglende svar! Tak og tak :-)
Ellen: Næh, de der bekymringer, der spirer frem og lynhurtigt vokser sig voldsomt store, er svære at tackle rationelt. Donnaen kan godt underholde sig selv en times tid. Det er rollen som Kamel-passer, hun er utryg ved.
Ja det er så fordelen ved alt det man IKKE får set. Altså at der altid er noget at vende tilbage til, for man skal jo se det. (På et eller andet tidspunkt....måske).
Laika: Du har da helt ret. Tænk, hvis man skulle løbe tør for ting, der skal ses ;-)
Send en kommentar