10 sekunders kommunisme

Efter hyggeligt besøg hos min søde, gamle moster og et obligatorisk kulturelt indslag var vi klar til Donnaens primære mål med en tur til København: Tivoli og strøgtur.

For at spare havde vi valgt at bo helt i Rungsted, og nu kunne vi i stedet betale det hele i parkeringsafgift.

Så det gjorde vi så. Parkerede under Scandic ved Planetariet og gik direkte i Tivoli.

Fordelen ved at komme tidligt er fremkommeligheden og en behagelig temperatur. Desværre for Donnaen stod hendes yndlingsforlystelse, Dæmonen, stille. Tilsyneladende på grund af tekniske problemer. Donnaen mukkede misfornøjet, mens moderen drog et lettelsens suk. For selv om jeg tappert havde lovet at tage et par ture, så havde jeg intet imod at slippe ...

Men så kunne vi jo prøve så meget andet. Se på pantomime-teater. Og på snakkesalige påfugle. Deres skrig (kalden?) lyder virkelig mærkeligt. På den skræmmende måde. Og der var ganske mange mennesker, der som os stoppede op og forvirret kiggede efter det stakkels barn, som helt sikkert sad fast eller på anden måde led frygtelig overlast et eller andet sted. Og så var det bare påfugle på taget af eller i træerne omkring Grøften ...

Da vi ikke gad mere, men til gengæld var blevet godt sultne, gik vi på Wagamama og spiste frokost. Der har vi efterhånden været mange gange, og Donnaen synes, at det hører med til en tivoli-tur at spise netop der.

Derefter Strøget.

Noget Donnaen (også) havde set frem til. Formuen var blevet hjemme, men Donnaen vidste præcis, hvad hun havde til rådighed, og så ville moderen jo nok svinge dankortet og lægge ud, når de vilde indkøb skulle foretages.

Men som det så ofte er; når der er penge til rådighed, mangler tøjet, som man bare må eje. Til trods for, at både selve Strøget og de bagvedliggende stræder blev gennemtrawlet, blev det kun til en enkelt t-shirt.

Nedtur!

Så kunne vi jo lige så godt tage nord på igen.

For efter en times fladen ud på hotelværelset at gå ned på Rungsted Havn og spise aftensmad.

På vejen kom vi forbi en række badebroer. Men det var lidt for koldt at bade, så der var ingen mennesker.

Derimod var der et lille stykke ude på hver badebro en lille 'væg' med en dør eller låge i. Ligesom der oppe ved vejen, hvor vi gik, var låste låger ned til stranden.

Det fænomen havde Donnaen ikke tidligere set, og hun blev tydeligt oprørt, da sagens rette sammenhæng gik op for hende.

- Aij, hvor strengt! udbrød hun. Så ville jeg jo slet ikke kunne bade dér, hvis jeg gerne ville?

Næh, det ville hun jo ikke kunne, måtte jeg medgive. Kapitalisme kan være en anelse ekskluderende ind i mellem. Og det gik hun så og skumlede en hel del over. Ind til vi, i krydset ved havnen, kunne følge, hvordan Ferrari-folket var ude og lufte dyrene i samlet flok. Her var der ingen moralsk forargelse, men alene grøn misundelse.

- Når jeg bliver rig .. filosoferede Donnaen, og så måtte jeg ellers belære hende om, at den rigtige Ferrari-farve altså er rød og ikke noget som helst andet. Bare så hun ikke skulle komme i tvivl ...

På havnen var der mange mennesker, men heldigvis også lige et bord til os.

Næste dag tog vi hjem. På vejen gjorde vi holdt for, for første gang, at besøge Ringsted Outlet. Og selv om det ikke blev til de helt store indkøb (Moderen var hård og ville ikke betale halvdelen af en skøn, men aldeles overflødig taske Og så blev Donnaen offer for sin egen nærighed, da hun trods forgabelsen alligevel ikke vil betale hele beløbet selv), så blev vi meget klogere, og det er hermed besluttet, at der er visse ting, som det fremover er helt og aldeles forbudt at betale fuld pris for i lokale midtjyske butikker, når de kan købes til det halve i Ringsted.

Og herefter kunne der ikke trækkes mere ferie ud af den sommer.

De famøse badebroer.