U U - Uhyggeligt!

Vi var til forældremøde i aftes.

Det var ikke uhyggeligt. Det var næsten hyggeligt. Kun 'næsten' fordi Donnaen går i en sammenbragt klasse, hvor forældrene kun i beskedent omfang kender hinanden, og derfor er hyggeniveauet bare lavere.

Men altså, lærerne var helt generelt godt tilfredse med klassens unger. Og alle glæder sig til den forestående tur til Berlin. Det bliver så spændende, så spændende.

Inden klasse-forældremødet var der samlet orienteringsmøde for alle 8.klassernes forældre. Hvor en kommunal UU-vejleder fortalte om vejledningsforløbet i forbindelse med ungdomsuddannelserne.

Og det var uhyggeligt.

For det første føles det temmelig uhyggeligt, at vi må se i øjnene, at Donnaen ikke længere bare er en lille tulle. At hun er blevet stor og ret så teenage-agtig i sin opførsel er ikke forbigået vores opmærksomhed, men derfra og så til at skulle til at forholde sig til, hvad hun skal efter grundskolen, er der rigtig langt. I mit hoved. Knapt så langt i virkeligheden.

For det andet er det ret uhyggeligt så bureaukratisk, så detaljeorienteret, så tidskrævende processen er. Der skal orienteres og vejledes, skrives op - og ned, ønskes og vælges, udfyldes skemaer og lægges planer, og følges op og rettes til. Og og. Jeg bliver helt træt på forhånd.

Det er jo fint, at man i den grad har styr på de store unger, så der ikke er nogen, der falder gennem systemets masker og ikke rigtig får begyndt på noget som helst efter 9. eller 10. klasse. Men behøver man at gøre det til en videnskab? Og hvad nu hvis man ikke lige kan finde sin drømme-uddannelse eller -job i en eneste kasse i et eneste skema, er man så på forhånd dømt ude? Det var nemlig sådan, at vi blev præsenteret for fine power points med mulighederne her i kommunen. Samt lidt henvisninger til uddannelsesmuligheder i nærmeste udland (læs: Aarhus). Det føltes lidt 'take it or tab det, vi opererer ikke med andre muligheder'. Noget, der faldt meget lidt i tråd med den kække indgangsreplik om, hvor vigtigt det var, at de unge bliver gjort bekendt med alle deres muligheder ...

Allerværst, allermest uhyggeligt var det dog, at den gode UU-vejleder tilsyneladende kom direkte fra en session, hvor hun var blevet udsat for et massivt overload af regeringsfabrikerede holdninger med dertil hørende retorik og one-linere. Det hele drejede sig om, hvor evigt saliggørende erhvervsuddannelserne er, og vi sad tilbage med næsten dårlig samvittighed over, at Donnaen ikke overvejer at blive hverken mekaniker eller maler. 

Og det er jo ikke, fordi jeg har noget imod erhvervsuddannelserne. Flertallet af medarbejderne i Verdensfirmaet har en erhvervsuddannelse som ballast. Jeg har tidligere selv arbejdet på en teknisk skole, og jeg har den største respekt for disse uddannelser. Som så mange andre mener jeg faktisk også, at samfundet som sådan har satset forkert ved bevidstløst at sende så mange i gymnasiet. Men derfor behøver man jo ikke at vende 180 grader og sætte alle de gymnasiale uddannelser i skammekrogen.

Gemalen og jeg skubbede lidt til hinanden og rullede med øjnene. Og da vi kom hjem og skulle aflægge referat, prøvede vi at nedtone vores indtryk en lille smule. Det er jo meningen, at Donnaen skal til vejledningsmøde og i en eller anden udstrækning samarbejde med denne UU-vejleder, så kunne vi nu undgå at gøre Donnaen alt for negativ på forhånd, var det nok smartest. Men da Donnaen kom hjem fra skole idag, kunne hun fortælle, at andres forældre havde været ved at udvandre i protest, så det kan godt blive en kamp at få både Donnaen og hendes kammerater til at møde op med ja-hatten på.

Hvilket er træls.

Og også ret uhyggeligt. For det er jo for pokker deres fremtid, det handler om.