Men hjem kom vi da

Altså stod vi der i JFK-lufthavnen og havde pludselig alt for god tid.

Irriterende, men så kunne vi jo tage det roligt, når folk før os i indcheckningskøen stod og faldt i staver og slet ikke lagde mærke til, at de blev kaldt frem. Eller når nogen på grund af overvægt pludselig gik i gang med at omorganisere indholdet i deres kæmpestore kufferter - og efterlade de åbenbart mindst vigtige effekter.

Og vi havde fin tid til at få noget at spise, og til at nyde et sidste kig ind mod New Yorks skyline, og til at kigge på butikker. Dem var der dog alt for få af. Vi brugte l-a-n-g tid i en Pandora-butik. Salgsdamen tog det heldigvis helt afslappet og smilede forstående, da vi indrømmede, at vi ikke havde til hensigt at købe noget som helst, men bare var i gang med at slå tiden ihjel.

Hos boghandleren forsynede vi os derimod med en hel stabel bøger plus et par blade. Og hørte så, at systemet til kort-betaling var brudt ned, så man kunne kun betale med kontanter. Det var ikke så smart, for jeg havde (til min egen store tilfredshed) næsten ingen kontanter tilbage. Altså var det lidt surt, at skulle hæve kontanter i dyre domme, men det var der jo ikke noget at gøre ved, for undvære læsestof til både ventetid og tur ville vi ikke. Så vi regnede ud, hvor mange dollar, vi skulle hæve og placerede så diskret vores stabel i et hjørne i håb om at finde den igen lidt senere.

Det lykkedes, vi læste lidt, og tiden gik. Vi boardede, og vi fløj. Det spørgsmål, som mindst halvdelen af passagererne nu var interesseret i at få svar på, var, om vi ville kunne nå vores næste fly ud fra Berlin. Stewarden svarede beroligende, at i og med, at vi var omkring 200 passagerer, som skulle videre, var han sikker på, at alle flyene ville blive holdende og vente på os. Det var jo meget rart, for Gemalen skulle op klokken fem for at hente os, og vi havde ikke kunnet give ham anden besked, end at vi måske ville blive forsinkede

Men en times tid før landing viste det sig, at stewarden havde været for optimistisk på vores vegne. Vi ville ikke nå vores fly, og passagerer, der skulle videre til 20-25 forskellige destinationer i Europa blev bedt om at henvende sig ved Air Berlins skranke i lufthavnen.

Øv.

Det var i særdeleshed øv, fordi den normalt allestedsnærværende tyske Ordnung muss sein var pist væk forsvundet. Så 200 mennesker tordnede hen mod Air Berlins skranke, hvor der var tre ansatte til at tage sig af os. Almindelig pli og kø-kultur var væk, og noget forsøg på måske at etablere en kø med kø-bånd og kø-stolper eller lignende blev ikke gjort.

De mere scenevante var tydeligvis kommet først til skranke, men alle vi andre stod bare i en kæmpe kødrand, der kun bevægede sig marginalt en gang i mellem.

Og så skete der noget meget mærkeligt. En ortodoks jøde, med sort frakke, hat og slangekrøller kom roligt gående og stillede sig yderst i kødranden. Det så meget tilforladeligt ud, men hver eneste gang, kødranden bevægede sig, overhalede han nogen og kom længere frem. Ingen sagde noget. Ikke til ham i hvert fald, men da jøden jo var meget iøjnefaldende, gik det ikke upåagtet hen, og folk begyndte at knurre indbyrdes. Ord som arrogant, ubehøvlet og typisk kom i brug. 

Jøden var ligeglad. Hans projekt lykkedes. Og vi andre kunne vel bare være glade for, at der ikke var palæstinesere i køen, for så var der da udbrudt krig lige her og nu! Jeg begriber bare ikke, at man, når man nu tilhører en så synlig minoritet, synes, man skal føre sig frem på en måde, der virkelig irriterer omgivelserne. Hans opførsel den dag gjorde ikke noget godt for folks generelle opfattelse af jøder.

Endelig nåede Donnaen og jeg frem til skranken, hvor vi straks fik at vide, at vi allerede var ombooket til næste fly til København. Fint nok, men hvorfor i alverden skulle vi så først opleve de kaotiske tilstande. Hvorfor var der ikke sprunget en medarbejder op på skranken for at meddele os, at naturligvis ville alle blive booket på første fly i samme retning, så vi kunne egentlig bare tage det stille og roligt. Eller hvorfor kunne de ikke bare have råbt os op, når de nåede til os i systemet, så vi undgik al den skubben og masen? Det er ikke godt at vide. Totalt uprofessionelt var det i hvert fald.

Og så måtte vi vente igen. Gemalen var forlængst ankommet til Amager, men kunne heldigvis invitere sig selv til kaffe hos gode venner. Donnaen og jeg fordrev tiden - i den virkeligt kedelige Tegel-lufthavn - med at indkøbe og fortære nogle sandwiches for de 5 euro-vouchers, vi så generøst havde fået som kompensation på vores ventetid. Tiden sneglede sig afsted, men til sidst fløj vi da, og vi landede - og så gik det galt igen.

For vores bagage var ikke med. Og det går der jo først lidt meget tid med at konstatere, og bagefter skal det anmeldes, og det tager endnu mere tid. Donnaen var grædefærdig, for hvad nu med hendes nye tøj. Var det helt forsvundet? Det var det ikke, kunne vi tre dage senere konstatere, men det vidste vi jo ikke med sikkerhed på det tidspunkt, så det var ikke så sjovt.

Endelig kunne vi gå ud til Gemalen, som tålmodigt havde ventet yderligere en time på os. Og ved at snakke non-stop hele vejen hjem til det midtjyske, lykkedes det os faktisk at undgå at falde i søvn før næsten almindelig sengetid, så vi undgik det helt store jet-lag.

En hektisk, men supergod tur var slut.

Og Donnaen begyndte fluks at drømme om at komme afsted igen ...