Enlig vintergæk gør intet forår

Jeg har set én vintergæk.

Og én erantis.

Ikke i min have altså. For der hærger fimbul-vinteren stadig. Jeg har lige set efter. Og nix; ikke antydningen af forår nogen steder. Der ligger stadig sne, og det eneste, jeg kan se, er, at rådyrene hygger sig, når vi vender ryggen til. Vi har set dem nogle gange, men det hører stadig til sjældenhederne, at vi har fornøjelsen af dem.

Vi måtte til Sjælland for at finde forårsbebuderne. Vintergækken stod i Farmors frimærke af en have. Hun har stadig sit lillebitte rækkehus, da hun betragtes som indlagt på den midlertidige aflastningsplads. Så der boede vi et par dage, da Donnaen skulle have sit ønske om en københavnertur i vinterferien opfyldt. Mere kunne det ikke blive til i denne omgang, da der står noget, der ender med onfirmation på programmet en gang til foråret. 

Men lidt har også ret, og det var bare et spørgsmål om at få enderne til at mødes. Donnaen ville shoppe, moderen ville gerne bare en lille smule kultur, og Gemalen ville helst slet ingenting. Og så var der jo lige Farmors hus, der snart (blev der sagt) skal tømmes.

Aftalen blev, at Gemalen kunne tage mountainbiken med og køre sig en tur, mens Donnaen og jeg tog til byen. Men desværre valgte vi den absolut koldeste dag i hele vinterferien, så det var så som så med fornøjelsen. Klædt på som polarforskere kunne vi næsten holde varmen på vores strøgtur. Til gengæld føltes det lynhurtigt tropevarmt, så snart vi kom ind i butikkerne. Donnaen var derfor på en næsten umulig opgave, når hun skulle prøve tøj. For hun skulle nå at vikle sig ud af alt sit eget tøj og prøve diverse (læs: mange) udvalgte tøjstykker, inden moderen fik hedeslag.

Så på trods af alle gode intentioner endte vi med at give op længe før oprindelig planlagt, og Gemalen nåede kun lige hjem og i bad, før vi meldte vores ankomst på Hillerød station. Men det passede ham nu meget godt, for så kunne vi købe kager hos bageren og drikke kaffen hjemme i varmen.

Oprydning hos Farmor blev der ikke meget af. Gemalen synes, det er så svært, at det til sidst nærmest føltes som overgreb at spørge om lov til at smide mere ud. Så det er midlertidigt opgivet, og jeg håber så bare, at vi begge har mulighed for at tage en uge ud af kalenderen (som om!), når Farmor endelig får sin plejehjemsplads, og huset skal tømmes.

Farmor selv havde det dårligt, da vi kom på besøg. Havde åbenbart haft et ildebefindende og sansede dårligt nok, at vi var der. Hun klarede dog lidt op, men ikke nok til at kunne fortælle, hvor hendes guldarmbånd var henne. Faktisk havde hun slet ikke bemærket, at det var væk. Måske ligger det gemt mellem sokker og undertrøjer. Måske er det bare væk. 

Ligesom vinterferien også er pist væk lige om lidt.

Det såkaldt kulturelle indslag sørgede jeg for allerede på udturen, da jeg med lovning på efterfølgende cafébesøg fik lusket Donnaen (og Gemalen) med en tur i Roskilde Domkirke. Og den enlige erantis stod i haven hos gode venner, som vi besøgte på hjemturen.

Spor efter rådyr.