Bratislava, en meget lille storby

Fruen følte sig jo en lille smule snydt, da hun ikke kom til Budapest i august.

Og hun begyndte at plage.

- Måske kunne vi tage til Bratislava i stedet, foreslog Gemalen. Efter at have brugt lidt tid på at kigge priser på nettet.

- Bratislava? sagde Fruen med et ret blankt udtryk i øjnene.

- Ja, så er vi næsten dernede. Og samtidig tæt på Wien, forklarede Gemalen, der allerede havde konsulteret et kort.

Så det gjorde vi da bare.*

Bratislava er meget lille af en storby at være.

Kun omkring en halv million indbyggere eller cirka dobbelt så mange som i Århus. (Undskyld Århus, men det er altså ikke særlig stort).

Egentlig mærkeligt, for beliggenheden ved Donau og midt i mellem metropoler som Wien, Budapest og Prag burde vel være ideel, og op igennem tiden har Bratislava (under andre navne) ind i mellem været en både betydelig og betydende storby. Sådan alt efter de centraleuropæiske magtforhold. Men i hvert fald har byen under kommunismen ligget i hvad der kun kunne betegnes som udkants-østblok, et æbleskrogskast fra Østrig, og det er måske derfor, byen ikke er større nu?

Nu er kommunismen væk, men byen er stadig voldsomt præget af tiden som østblokland. Byens nye (1972) bro over Donau er udstyret med en ufo-lignende konstruktion med restaurant og udsigtsplatform i toppen. Tager man turen herop - og det skal man - kan man se ud over hele byen. Der er den gamle bydel, slottet på toppen af bakken og rigtigt mange nye prestigebyggerier - hoteller og firmadomiciler - langs floden og i det nye centrum. Men hele vejen udenom står de skrækkelige, gammelkommunistiske beton-bolig-blokke. Kasse efter kasse. Række efter række. Mange er nu malet i nogenlunde muntre farver, men slet ikke alle, og bare tanken om, at de har været helt ens grå-i-grå er til at blive ganske forstemt af.

Bedre bliver det ikke, hvis man tænker på, at her har alle beboerne kunnet stå i vinduet i deres lejlighed på 9. sal, blok 47, række 5 og kigge over i det forjættede land, hvor velnærede østrigske bønder kørte glade rundt på deres flade, frugtbare marker. De kigger vel endnu, men nu er hegn og pigtråd og bevæbnede vagter med hunde da heldigvis fortid. Og der er intet, der forhindrer en i at krydse grænsen, hvis man vil.

I byen er der iøvrigt også et kæmpe mindesmærke med en flag-blafrende soldat. Det er til minde om russernes såkaldte befrielse af byen i 1945. Det kan man mene om, hvad man vil. Men jeg synes nu det er fint, at det ikke - som så meget andet - straks er blevet pillet ned efter jerntæppets fald. Så kan man kigge på det og filosofere lidt over, hvordan verden så ud dengang set med russiske briller ...

Meget iøjnefaldende på en bakketop med udsigt over hele byen ligger slottet. Eller borgen. Det er lidt svært at blive enig med sig selv om, hvad det kompakte bygningsværk ligner mest. Borgen - det er altså det, det er - har ligget der stort set altid. I forskellige udgaver. Den nuværende er en halvtreds år gammel kopi af et femtenhundredetals slot. Det er malet kridhvidt og er nærmest selvlysende, når det om aftenen er oplyst af projektører. Vi var ikke inde på museet, men nøjedes med at nyde udsigten over by og flod.

I det hele taget lykkedes det i stort omfang Gemalen og Donnaen at undgå, at vi 'var inde' ret mange steder. I stedet gik vi rundt og kiggede.

Den gamle bydel er meget hyggelig med mange fine gamle bygninger. Hvis de altså er gamle og ikke nyopførte rekonstruktioner af gamle bygninger. Det er nemlig overordentlig svært at finde ud af hvad der er hvad. Men meget har givetvis været pulveriseret efter 2. Verdenskrig. Rundt omkring finder man de sjoveste figurer. Bronzemænd i nogenlunde naturlig størrelse. Jeg tror, vi så fire forskellige, men måske er der flere?

Vi boede på en gammel flodbåd. Ikke noget at skrive hjem om, men dejlig centralt. Restauranter var der nok af. Vi var heldige at finde en rigtig god en, hvor vi spiste en stroganoff, der fik smagsløgene til at juble. Og drak lokal rødvin af rigtig fin kvalitet. Altsammen til næsten ingen penge. Hvilket jo absolut ikke gør oplevelsen ringere. Tværtimod. Og man får lyst til at give lidt ekstra i drikkepenge, og alle bliver glade.

Alt i alt brugte vi ikke særlig meget tid i selve Bratislava (og vi har langt fra set det hele), men brugte byen som base og udgangspunkt for yderligere centraleuropæisk udforskning.

En af bronzemændene på en regnvåd aften.
Efter sigende Bratislavas mest fotograferede motiv ...

*Bare og bare. Mere om det i et senere indlæg.