onsdag den 11. juli 2012

Udsalg!


Hvad er det lige, der er med udsalg?

Det gør noget ved folk (læs: mig).

Nu lakker udsalget allerede mod enden, og jeg føler mig lidt snydt. For jeg har ikke rigtigt fået gjort noget ved det. Altså power-shoppet. Shoppet igennem.

Det er mestendels min egen skyld.

For selv om jeg på den ene side synes, at selvfølgelig SKAL jeg da på udsalg, så har jeg på den anden side også en masse forbehold.

De allerførste udsalgsdage undgår jeg. Jeg gider ikke risikoen for at blive slået ned af gamle damer med paraply. Og skubben og masen. Og sure miner og lugt af armsved.

Skal der shoppes tøj - det er jo det, der skal! - gælder endvidere, at det ikke må være regnvejr. Fordi det ikke er til at være i et i forvejen alt for lille prøverum med både paraply og regnfrakke og våde sko.

Det må heller ikke være for varmt, så tøjet - både mit eget, og det jeg skal prøve - klistrer til kroppen og er fuldstændig umuligt at rykke på plads.

Endelig skal Donnaen helst være over alle bjerge ...

Det dejlige barn elsker ganske vist sin mor. Og hun elsker også at shoppe. Til sig selv. Skal hun med ud at shoppe til mig, synes hun kun, det er rimeligt, hvis der også falder noget af undervejs til hende. På den måde kan det godt blive utilsigtet dyrt.

Desuden er hun selvudnævnt mode-ekspert.

Plus sin mors i særklasse mest ærlige kritiker.

- Mor, din mave ser fed ud i de bukser. - Rynkede bryn.

- Nej, ikke den der! - Himlen med øjnene.

- Mor altså, du er for gammel til rødt! - Hovedrysten.

- Mor, den slags bluser er overhovedet ikke moderne. - Kom-nu-ind-i-kampen-attitude.

- Prøv den her i stedet, lyder det fra Donnaen, mens hun stikker mig en gennemsigtig, laksefarvet sag.

Så bliver jeg pludselig voldsomt træt mellem ørerne, opgiver projektet og lover mig selv, at næste gang skal hun altså ikke med.

Og det kom hun så heller ikke, for hun var godt anbragt på Fyn, da der pludselig var en dag uden hverken regn eller tropegrader.

Alt burde således være såre vel, givet de optimale forhold.

Derfor er det også lidt en gåde, hvorfor jeg kom hjem med to kjoler.

Jeg går jo ikke i kjoler. Og da slet ikke i orange eller lime!

Som nævnt; udsalg gør noget ved folk (læs: mig) ...

Den noget overraskende høst.

17 kommentarer:

Inge sagde ...

Udsalg gør noget ved mange af os.. og tænke alt det man kan få til ½ pris.. og noget vi slet ikke ville købe.. :-)
Jeg synes nu det er fede kjoler du har fundet, de kan fint bruges over et par stramme jeans.

Lone sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
Rejen sagde ...

hehe, jeg har slet ikke været på udsalg men kan godt huske hvordan det var at have Josefine med, hun mente også hun burde have noget for at vejlede sin mor...Men det er nogle fine kjoler, skønne farver, modigt gjort..;-D

Lone sagde ...

Super god beskrivelse :o))
Det ser nu ganske godt ud, det du har fundet.

Ellen sagde ...

Hahaha - du har været alt for euforisk over at din datter ikke var der med sine kommentarer ... men jeg kender det godt, desværre. Kan næsten huske hvordan det var engang ;-)

Anonym sagde ...

ja et godt udsagl er ikke så dumt , og snart kan man jo købe alt på udsalg, snart sagt altid...
smiler af den lille frøken, å de er så kloge de unger ;O)

Østfronten sagde ...

Jamen af og til ved man jo bedre end sin mor, hvad der klæder hende;) Søsterlil og jeg har nu i flere omgange inviteret moderen til session med personlig shopper i magasin (og har givet gavekort) og hver gang har det været en bragende succes og et mega selvtillid s-boost til den ældre generation, der faktisk er en størrelse mindre end hun tror og hvis figur er en ti år yngre kvinde værdig. Mindst.
Synes i øvrigt at det er nogle fine kjoler du har fundet.

Madame sagde ...

Hihi, meget genkendeligt - ja, udsalg gør virkelig noget ved folk :-) Måske skal du bare følge Donnaens råd og købe en gennemsigtig, laksefarvet sag. Jeg købte et par sandaler for et par dage siden, men jeg hader også denne masen, der hører udsalg til. Fine kjoler du har købt!

Marianne sagde ...

Skønne kjoler. Hvis ikke du går i kjoler, så er det måske nu du skal til det :-)

Fruen i Midten sagde ...

Inge: Ja, noget vi slet ikke ville købe. Hm-hm. Tak, tror også at de kan ende som 'noget' over jeans.

Reje: Hehe, så du har altså også haft din egen mode-ekspert, der gerne lod sig aflønne i tekstiler ;-D Og tak.

Lone: Tak - og tak :-)

Ellen: Det har du nok helt ret i ... Og du har så også haft en mode-ekspert i familien. He he :-) Nej, du har hende jo stadig, og nu har din datter også noget at ha' det i. Har jo set eksempler på hendes flotte kreationer.

Fruen i Midten sagde ...

Fru Ipsen: Ja, udsalg er godt - hvis man kan finde ud af at forholde sig fornuftigt til det ... Ja, de er kloge. Og de brænder ikke inde med deres klogskab ;-)

Østfront: Jamen, jeg er også ret overbevist om, at hvis der fulgte en personlig shopper og et gavekort med, så ville jeg være mere modtagelig for gode råd ;-) - Og tak :-)

Madame: Ja, det gør! Njah, tror altså ikke, jeg er til gennemsigtigt laksefarvet. Tak, men jeg går jo ikke med kjoler ...

Marianne: Tak :-) Ja, hvis det ikke skal være alt for meget pengene ud af vinduet, er det vist lige nu jeg skal have en snak med min indre kjole-hader ;-)

Mia Folkmann sagde ...

Hi hi, jeg kan sagtens genkende meget af det - også selv om jeg ikke har nogen lille donna at tage med i byen. Men jeg kan nemt blive fristet af skønne kjoler; også selv om jeg i virkeligheden går så sjældent i dem. Ikke praktisk...! ;-)

Annemor sagde ...

Smiler og nikker. Kjente takter.
Mote-ekspertene slår til når de kan.

Men nå får jeg stort sett gå alene på salg. Drawbacket er jo at stort sett kommer jeg tomhendt ut, svett i mellom ørene og lei, fryktelig lei.
Men det er morsomt med utsalg, likevel.
Kjekke kjoler til over jeans. Knallfarger også.
Mormor på muren

Fruen i Midten sagde ...

Mia: Nej, bestemt ikke praktisk. Hvorfor gør vi det så? Udsalg, altså ;-)

Mormor: Ja, de små modeeksperter slår ofte til. Både når de kan, og når de burde lade være ...

Jeg tror, vi alle har prøvet at komme tomhændet ud, fordi der har været for mange mennesker, og man bare bliver for sur. Men lokker gør det jo alligevel :-)

Gode farver ja, men nu mangler jeg et par gode jeans?

Anonym sagde ...

Kan du ikke sige til den der meningsfulde datter at hvis hun igen blander sig i dit tøjvalg så tvinger du hende i dét du ender med at købe og tager billeder af hende - OG lægger dem ud på facebook :-)

Tøjudsalg er i øvrigt noget jeg ikke ville dyrke - tror bare jeg ville ende med at sidde ude på bænken og forbande alle de andre kunder væk.

... og ville forresten nok aldrig komme hjem med kjoler ;-)

Unknown sagde ...

Af de skønne farver ses jo tydeligt at det simpelthen er den totale mangel på sol og varme der har styret dine indkøb;o)

Fruen i Midten sagde ...

Overlever: Ja, det ville jo være en alvorlig trussel ;-) I virkeligheden burde jeg nok også holde mig fra udsalg - og kjoler ...

Kaffekværner: Du mener altså, at det er min underbevidsthed, der har valgt et lille stykke solskin og lidt tropestemning? Hmm, det kan da godt være, men jeg er ikke sikker på, at jeg så er interesseret i at vide, hvad resten af min garderobe er udtryk for ;-)