En snydepunktering

Pigebarnet og jeg er tilbage i provinsen efter en lyntur til hovedstaden.

Til 18 års fødselsdag i den rummelige familie.

Den rummelige familie vil jeg måske skrive om en gang, når jeg har lært at inkorporere en powerpoint-præsentation med mindst 5-6 slides på min blog. Ind til da vil jeg nøjes med at bemærke, at det kan være lidt svært at holde styr på, hvem der er hvad til hvem i visse grene af Gemalens familie. Med til fest havde fødselaren således blandt andre tre mormødre, tre morfædre, to farmødre og to farfædre ... (Jeg er den tredie mormor).

De fleste kommer udmærket ud af det med hinanden. Andre er ikke til udveksling af kram, men kan dog opholde sig i samme lokale uden at skabe skandale.

Derfor er der heller ikke meget at berette om festen, der forløb som sådan en nu skal.

 

Festen blev afholdt i fælleslokaler i Ottetallet i Ørestaden. Der stod en strid pelikan omkring komplekset, så det blev ikke aktuelt at tage en tur på sightseeing rundt om det særprægede byggeri. Det kunne ellers haveværet spændende. Indvendigt i fælleslokalerne blev tanken ledt hen på Harry Potter og Hogwarts, da et virvar af trapper kunne ses lede op fra 2. til 11. sal, hvor middagen senere blev indtaget. Desværre var akustikken elendig, og så snart en horde unger tog trapperne op eller ned, var det svært at føre en normal samtale og fuldstændig umuligt at høre diverse velkomstord og praktiske bemærkninger. Øverst oppe var forholdene langt bedre og udsigten formidabel.

Tilbage er blot at tilføje, at der er langt hjem, når man skal overnatte på Østerbro.

Det gjorde vi nemlig, Pigebarnet og jeg. Hos Morbror Madsen. Mens Gemalen tog videre til Nordsjælland, hvor har boede - og stadig bor - hos sin mor og iøvrigt kører mountainbike-orienteringsløb i disse dage.

 

En anelse upraktisk, da det betød to biler og en ekstra dobbelttur over Storebælt. Men hvad gør man ikke ...

 

Østerbro lignede sig selv, når bortses fra de flotte blå vandrør, der er hængt op som guirlander i 1. sals højde i området omkring Svanemøllen Station. At der ikke var tale om en gigantisk vandrutschebane, men bare om bortledning af grundvand i forbindelse med byggeriet af havnetunnelen var lidt skufffende, syntes Pigebarnet.

Turen hjem forløb planmæssigt. Pigebarnet skulle sættes af hos sine morforældre for at besøge dem et par dage.

Og i anledning af 1. april udtænkte vi en snydepunktering.

 

Vi parkerede hos naboen og ringede til Morfar og bildte ham ind, at vi var strandet et par kilometer fra destinationen med en siver på det ene baghjul. Om han ikke ville være rar at komme os til undsætning. Heldigvis spurgte han ikke ind til problemet, men lovede straks at komme. Få minutter efter kunne vi fra vores skjul bag naboens garage høre ham komme ud af indkørslen. Pigebarnet spænede af sted og viftede med arme og ben, så den desorienterede Morfar huggede bremserne i og rullede vinduet ned.

- APRILSNAR, skreg Pigebarnet, mens hun vred sig af grin.

 

- Hmfrp hmfrp, skumlede Morfar og trillede tilbage i garage.

 

Han blev dog hurtigt god igen.

 

 - I er godt nok nogle værre nogen, mente han, mens smilet kom tilbage på plads.

Jep. Det er vi. Og det værste/bedste er, at den søde nabokone fulgte med til vores tosserier, så den historie kommer Morfar til at høre for.

Længe.

Skulle hilse fra Pigebarnet og sige, at det er svært at fotografere blå rør, mens ens mor kører ...