En tur på biblioteket

Om eftermiddagen mente jeg nok, at vi kunne nå en tur på biblioteket.

Normalt er vi ikke nogen, der går ret meget på biblioteket, så umiddelbart kunne det virke en anelse mærkeligt, at netop et bibliotek skulle være målet for en udflugt.

Men det var jo - selvfølgelig - et ganske særligt bibliotek; nemlig det gamle fine, UNESCO-blåstemplede stiftsbibliotek i St. Gallen.

Altså måtte vi bevæge os til Schweiz igen, og altså måtte vi igennem en labyrint af ensrettede gader med begrænsede parkeringsmuligheder, før vi fandt - og kunne finde ud af at betale for - en bås ikke så langt fra den gamle bymidte.

Området, vi bevægede os ind i, var meget smukt, men det havde vi ikke rigtigt sans for, da nogen havde behov for at finde et toilet. Jeg så et turistkontor og susede derind, for sådanne steder har de jo altid et toilet. Bare ikke i St. Gallen, Schweiz. Venlig dame guidede mig dog til et offentlig toilet ganske tæt på, men da vi så åbnede døren, havde nogen alligevel ikke et helt så akut behov ...

Behovet opstod igen med fornyet styrke, så snart vi havde fundet indgangen og fået vores billetter. Men her var der heldigvis nogle nydelige toiletter ... Og da vi bagefter havde stuvet tasker, mobiler og andre løsdele pånær bilnøglen ind i et skab, fik vi lov at komme ind, gå ned ad en gang og iføre os sutsko, så vi hverken kunne ridse eller grise det fine gulv.

Og så kunne vi komme ind i det allerhelligste.

Desværre måtte man ikke tage billeder. Heller ikke uden blitz. Og iøvrigt lå mobilerne jo ude i skabet. Der var overdådigt. Tænk biblioteket i Rosens Navn tilsæt et stænk Harry Potter og noget lys og noget skrump. For stort var det altså ikke. Men imponerende og fantastisk. Som så ofte før måtte man undres og forundres over, hvor astronomisk rig den katolske kirke har været. Her var udsmykket med udskæringer, stuk og loftsmalerier, forgyldninger og ædle træsorter nok til at tage pusten fra de fleste.

Og - nåh ja - så var der jo bøgerne.

Når man stod der og kiggede andægtigt på - uforståelige - tekster i bøger, der var mere end 1000 år gamle, flagrede historiens vingesus virkeligt om ørerne på en. Og videre ned om nakken og helt ned langs rygraden, så alle de små hår rejste sig, og man på én gang følte sig totalt høj over at opleve det og samtidig helt flad af benovelse over præcis det samme.

Men gulvet knirkede, så det var en lyst og tilføjede lidt hverdags-komik til oplevelsen, så vi ikke forvandledes til de rene ånder, men i stedet forblev de små praktiske grise, vi normalt er, og kunne få øje på og undre os over et åbent vindue. For når man opbevarer gamle uvurderlige bøger, så må man  jo gå ud fra, at bygningen er udstyret med et endda meget fintfølende varme-, ventilations- og fugtstyringssystem (ja, jeg er arbejdsskadet), så klenodierne ikke går til. Og hvordan i hede hule og så videre kan man så ÅBNE et vindue ud til en lummerhed sommerdag? Der kunne i princippet også flyve både insekter og fugle ind. Og kastes bøger ud ... 

Jeg har lige siden tænkt, at man burde have gjort 'noget'. Ringet til politiet, forlangt at tale med en chef. Ringet til UNESCO. Eller paven.

Men det gjorde vi selvfølgelig ikke.

I stedet gik vi ud og satte os under et stort træ.

Et godt træ at sidde under.

Halt die Klappe!

Da jeg til morgenmaden næste dag begyndte at mumle noget om det nærtliggende Schloss Salem, skyndte Donnaen sig at meddele, at hun sagtens kunne finde ud af at fordrive tiden alene på terrassen med Den kroniske Uskyld (der er pligtlæsning i sommerferien), hvis jeg tog alene afsted.

Vel fremme fik jeg min billet og havde så små tyve minutter til at trisse alene rundt før den guidede rundvisning. Så jeg gik en tur og nåede at få en fornemmelse af, hvor kæmpestort stedet er. Et gammel kloster, der blev stort og prægtigt og på et tidspunkt overtaget af staten og derefter overdraget til en markgreve, hvis efterkommere stadig bor i en mindre del af slottet, mens størstedelen af komplekset i dag huser en internationalt anerkendt - og tussedyr - privat kostskole.

Tilbage ved udgangspunktet for den guidede tur konstaterede jeg til min forbløffelse, at vi var rigtigt mange, så hvis jeg ville have noget ud af turen, var det bare med at få mig møvet frem i forreste række.

Så jeg møvede. Og lyttede. Og forstod det meste, omend ikke det hele. Og var ret godt tilfreds med mig selv. Det var ganske interessant, og jeg ville igen-igen ønske, at jeg vidste noget - bare lidt - om arkitektoniske stilarter. Som så mange andre store bygningsværker er Schloss Salem et herligt misk-mask af forskellige stilarter, fordi man har bygget til og om og op igen. Og årsagerne har været mange; pladsmangel, brand og kappestrid med naboen for blot at nævne nogle. Blandt andet havde en abbed ønsket et klokketårn, der var større end alle de andres. Så det fik han. Desværre var tårnet for tungt til taget, der skulle bære det, så tagkonstruktionen begyndte at give efter, og man måtte skyndsomst pille tårnet ned igen.

Sådan kunne guiden på bedste vis krydre rundvisningen med flere små interessante historier, og vi fik også forklaringen på udtrykket Halt die Klappe, som stammer fra den gang, munkene også skulle over i kirken og bede midt om natten. Stolestaderne havde klapsæder, som skulle slås op, så der kun var en kant at læne sig op ad. På den måde kunne munkene bedre holde sig vågne. Var filosofien. Men når de alligevel faldt i søvn - bogstavelig talt, røg klapsædet ned med et ordentligt brag, og der blev brølet Halt die Klappe! ad den formastelige.

Ind i mellem måtte guiden dog lige tage en pause, fordi hele bygningen gungrede af skolebørn med frikvarter, og på et tidspunkt kom en vildfaren fodbold ned ad trappen fra etagen ovenover. Så lød der et formanende råb og en dreng kom spænende ned efter bolden. Ellers så vi ikke meget til eleverne. Deres private gemakker og undervisningslokalerne var selvfølgelig ikke en del af rundvisningen. Og godt det samme, for Donnaen var da gået til af ærgelse over ikke at være taget med, hvis der havde været en chance for at tage de dyre drenge i øjesyn ...

Rundvisningen var slut, og inden turen tilbage nåede jeg lige at kigge ind i den gamle hestestald og falde lidt i staver over de luksuriøse forhold. Datidens (slots-)heste har nok haft det bedre end den gennemstnitlige landarbejder.

Hestestald, komplet med vægmalerier ...